Design Letters: Smykker og interiør inspireret af Arne Jacobsen
Grafiske og farverige produkter inden for smykker, boligtilbehør og interiør med typografi inspireret af Arne Jacobsen kan nu fås i Badstuegade i Aarhus. Her har Design Letters nemlig åbnet deres femte butik i Danmark.
En ny butik har slået dørene op i Aarhus’ hyggelige Latinerkvarter. Nærmere bestemt i Badstuegade 4. Det er det danske designfirma, Design Letters, der inviterer indenfor i deres første butik i Aarhus.
“Vi havde længe overvejet at åbne en butik i Aarhus, og pludselig bød der sig et lokale i Badstuegade, som simpelthen var så fint og stemningsfuldt og størrelsesmæssigt passer perfekt til vores ønsker,” forklarer Mette Thomsen, der er tidligere copywriter og journalist og grundlagde Design Letters tilbage i 2009.
I den nyåbnede butik i Badstuegade, vil man kunne finde et udvalg af Design Letters’ originale designs inden for smykker, kontorartikler, smartphone-tilbehør og interiør.
“I 2018 lancerede vi vores første smykkekollektion, og i dag står smykkerne for mere end 70 procent af vores omsætning,” fortæller Mette Thomasen og uddyber:
“Design Letters’ smykker er karakteriseret ved et enkelt grafisk look, og vores bogstav-charms er faktisk baseret på den typografi, som arkitekt Arne Jacobsen tegnede i 1937 til den interne skiltning på Aarhus Rådhus.”
Forvandlet brand
Design Letters er et livsstilsbrand, der udvikler design til boligen, smykker samt accessories til livet på farten som eksempelvis vandflasker og madkasser.
“Vores produkter er grafiske og farverige, og vi har som målsætning at gøre en positiv forskel både for menneskene og for omgivelserne. Vi lægger stor vægt på ansvarlig produktion, indpakning og transport af hele vores portefølje,” slår Mette Thomsen fast.
Butikken i Badstuegade er Design Letters’ femte i Danmark og har, ifølge Mette Thomsen, fået en flyvende start.
“Kunderne har været så søde, positive og imødekommende. Mange har også været overraskede, fordi vi igennem de senere år har undergået en stor forvandling til det brand, vi er i dag.”
Er du blevet nysgerrig på, hvad Design Letters anno 2022 er for et brand, så læg vejen forbi den nye butik i Badstuegade 4.