Frankly My Dear I Don't Give A Damn: Ny forestilling inviterer til at slippe tøjlerne og give plads til at fejle

Fra et sted bagerst i den mørklagte sal lyder hvislen og hvæsen. Et svagt rødt lys afslører fire sortmaskede, næsten identiske Medusa-skikkelser. Med økser og afhuggede lemmer, bevæger de fire dæmoniske kvinder sig med stirrende øjne og klaprende tunger rundt imellem publikum. En efter en træder de op på scenen, hvor de på kultisk vis hæver deres blodige trofæer højt over deres sorthårede hoveder.

Scenen er taget ud af prøverne på “Frankly My Dear I Don’t Give A Damn”, som kan opleves på Aarhus Teater nu og frem til 8. oktober. Her er teatrets Studio Scene omdannet til en klub, hvor alle vægge er pakket ind i sølv-lametta, scenen dækket af et sort-hvidt zig-zag mønster, en bar er installeret i et hjørne af salen og en diskokugle i loftets midte.

Fire kvinder udgør bandet The Franklys og spiller på skift alle instrumenter igennem en fandenivoldsk performancekoncert med en setliste af nyskrevne heartbreak-sange såvel som forvrængede covers. Krydret med hudløst ærlige anekdoter om at være kvinde i dag, med alt hvad det indebærer. “Frankly My Dear I Don’t Give A Damn” er en væg-til-væg fortælling om at være til og om en modnet, mangefacetteret og moderne femininitet.

Bag den nyskrevne tekst står dansk teaters ukronede dronning af new sincerity-teater, Nanna Cecilie Bang, mens Aarhus Teaters huskunstner Nathalie Mellbye står for både forestillingens iscenesættelse og scenografi.

»Da jeg var i begyndelsen af trediverne, gik min daværende kæreste og jeg fra hinanden. Jeg følte, jeg gik i stykker indeni og brugte efterfølgende megen tid på at finde mig selv og på at prøve at redefinere mig selv. Blandt andet begyndte jeg at skrive dagbog,« forklarer Nathalie Mellbye.

»På den første side lagde jeg ud med Rhett Butlers slutreplik til Scarlett O’Hara i filmklassikeren “Borte med blæsten”: “Frankly My Dear I Don’t Give A Damn”. Efterfulgt af nogle linjer fra The Creams “I Feel Free” fra midt 60’erne,« Nathalie Mellbye smiler skævt ved mindet.

På dagbogssiderne gav Nathalie Mellbye dengang los for alle sine følelser. Følelsen af vrede, hævngerrighed, svigt og uretfærdighed. Følelsen af ikke at være god nok. Og dernæst den voksende følelse af at skulle og kunne selv.

»For mig var det vigtigt at give alle følelserne plads. På den måde fandt jeg styrken til at kunne sige “Frankly My Dear I Don’t Give A Damn” til min ex og til verden omkring mig. Jeg er den jeg er, med alt hvad jeg indeholder, og det står jeg ved.« Nathalie Mellbyes stemme er sikker og hendes blik fast.

I perioden efter det skelsættende breakup skrev hun bunkevis af sms’er frem og tilbage med sin dramatiker-kollega og gode veninde, Nanna Bang.

»Dengang var Nanna og jeg fast besluttede på, at vi ville danne et band, som selvfølgelig skulle hedde “Frankly My Dear, I Don’t Give A Damn”. Vi lagde en masse planer, men kom aldrig ud at spille. Til gengæld er vi nu sammen om at opsætte den her forestilling, som netop handler om at stå ved den man er og tage den pligt det er at finde ud af, hvem man er som kvinde, på sig. I den her forestilling giver vi medlemmerne af bandet The Franklys et rum, hvor de kan være kvinder med alt hvad det indebærer af vrede, frustration, liderlighed, begær, magt og kærlighed.« Nathalie Mellbye afslutter sætningen med et bestemt nik.

Kvindelig kulturhistorie

De fire medlemmer af bandet The Franklys spilles af skuespillerne Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen og Carla Eleonora Feigenberg og af den norske, elektroniske musiker og komponist Suuniva Mellbye, bedre kendt under kunstnernavnet Murmur.

I en pause mellem prøverne kommer Carla Eleonora Feigenberg trippende hen over scenen. Hun har afklædt sig dæmonkostumet og i stedet iført sig en lyserød Scarlet O’Hara kjole og hat bundet med en stor sløjfe under hagen. Nede i salen trækker hun en stol hen til et af de høje caféborde, kæmper nogle sekunder med det voluminøse skørt for så at sætte sig yderst på stolekanten.

»Med skæven til kvindeskikkelser som Medusa, Scarlet O’Hara og den hinduistiske gudinde Kali prøver vi at få kulturhistorien af alle kvinder præsenteret i forestillingen,« fortæller Carla Eleonora Feigenberg. Hun blev uddannet skuespiller fra den Danske Scenekunstskole i København i 2021 og indtrådte i Aarhus Teaters faste ensemble i august i år.

»Vi fire medvirkende spiller spaltninger af den samme kvinde. Nogle af karaktererne er mere romantiske, nogle mere uforløste. Min karakter afbryder meget. Hun taler meget om romantik og sex og og er meget liderlig – mere end de andre. Hun er også en my mere naiv,« forklarer Carla Eleonora Feigenberg og fisker en vingummi op af slikskålen, der står på bordet ved siden af hende.

Plads til at fejle

Skuespilleren tænker et øjeblik, mens hun gnasker vingummien i sig.

»Jeg kan godt lide, at vi igennem forestillingen har den her ræv bag øret, så det også er en usentimental og humoristisk empowerment af kvinder. Vi står der med så meget selvtillid. Det handler meget om at claime sit eget space, og det gør vi hver især. På et instrument, vi ikke rigtig kan spille på, fordi vi kun har haft fem uger til at lære det... Men vi tør stå frem uden at være en undskyldning for os selv, for vi ved, at vi gør vores bedste,« siger Carla Eleonora Feigenberg og snupper endnu en vingummi fra skålen.

»På et tidspunkt i stykket stilles spørgsmålet: “Hvordan føles luften uden en undskyldning?” Et interessant spørgsmål - for hvordan føles den egentlig? Mange - særligt kvinder – er hurtige til at undskylde for sig selv. Selvfølgelig skal man passe på sig selv og på andre, men det er vigtigt ikke at tro, man skal være perfekt og skal undskylde, når man føler, man ikke er det. Jeg synes det er vigtigt, at der er plads til, at man kan begå fejl og være urimelig. Også selv om man er kvinde. Der er lidt en tendens i samfundet til, at når drenge fucker up, så laver man en rap om det, og når piger gør, er reaktionen mere ”Uha, nej hvor pinligt..!”.« Endnu en vingummi ryger indenbords.

»Ej, nu skal jeg heller ikke spise alt det slik. Jeg er bare dødsulten!« siger skuespilleren med et grin, der får en stump vingummi til at undslippe hendes mund og lande på brystet af den fine kjole.

Hurtigt fisker hun stumpen op, putter den tilbage i munden og børster kjolen med håndfladen. Hun skæver til Nathalie Mellbye, som sidder på et af de opstillede podier i salen få meter fra hende. Deres øjne mødes, og instruktøren sender hende et varmt smil. For i disse dage på Studio Scenen er der plads til at fejle, og ingen undskyldninger er nødvendige.

»Ups! Det er derfor, jeg kun spiser vingummier. De griser ikke så meget som lakrids, når det går galt...« ler Carla Eleonora Feigenberg. Hun skubber slikskålen længere ind på bordet, så den bliver sværere for hende at nå.

»Jeg håber, at den her forestilling kan give publikum et incitament til ikke at undskylde for dem selv. At bandet The Franklys frimod og frihed på scenen vil smitte af på publikum i salen, så også de vil føle sig mere fri. Og måske endda finder modet til at synge me på nogle af vores numre,« siger hun så og rejser sig. Hun retter på hat og kjole og tripper tilbage mod scenen. Prøverne kalder.