Tammi Øst: »Jeg har da selv tænkt, at jeg slet ikke har lov til at spille den her rolle«
Fra 12. til 20. august spiller Den Jyske Operas kæmpe opsætning af Broadway-musicalen "Sunset Boulevard" i Musikhuset Aarhus. Tammi Øst spiller den krævende hovedrolle som Norma Desmond. En rolle skuespilleren indtil for nylig intet forhold havde til, men nu har lært både at kende og holde af.
”Sunset Boulevard, ruthless boulevard
Destination for the stony-hearted
Sunset Boulevard...”
Tonerne fra titelnummeret til Andrew Lloyd Webbers musical, Sunset Boulevard, fylder Den Jyske Operas prøvesal. Vokalen fremføres overbevisende og indlevende af den amerikanske balletdanser og musicalperformer Randy Diamond, som spiller den ene af musicalens to hovedroller; den mislykkede manuskriptforfatter Joe Gillis. Musikken forstummer, og ind på scenen kommer skuespiller Tammi Øst i den anden bærende rolle som den aldrende og for længst glemte stumfilmstjerne, Norma Desmond. Scenen er den sidste i musicalens første akt, hvor Norma Desmond øjner chancen for et comeback i filmbranchen. Den ellers tungsindige Norma Desmond kaster sig glad og kåd i armene på Joe Gillis og trækker ham fjantende og flirtende med sig ud af scenen.
Dagens prøver på Den Jyske Operas kæmpe opsætning af musicalen Sunset Boulevard er i fuld gang. Det er den sidste prøvedag i Den Jyske Operas lokaler på Søren Frichs vej, inden det store internationale ensemble rykker ind i Musikhuset Aarhus, hvor Den Jyske Operas kor og Aarhus Symfoniorkester slutter sig til.
En lille time inden dagens prøver møder Århus Onsdag Tammi Øst i korprøvesalen på bygningens første sal.
»Vi har haft prøver på Sunset Boulevard i fire uger nu. Og når vi rykker ind i Musikhusets Store Sal i morgen, går vi for alvor i gang. Her møder vi musikerne og prøver med kostumer og kulisser. Der får vi også mikrofoner på, så måske der bliver lidt med at skulle justere sin klang. Men vi har historien, som føles solid, og jeg ved, hvad jeg skal og kan mine replikker,« siger Tammi Øst med stor fortrøstning i stemmen. Hun sidder i en stor rød lædersofa med en kop dampende kaffe imellem hænderne.
Sunset Boulevard har spillet ad flere omgange på Broadway med verdensstjerner i hovedrollerne. Musikken er skabt af den succesfulde, britiske komponist, Andrew Lloyd Webber, som også står bag udødelige musicals som Phantom of the Opera og Cats.
»Jeg kendte Sunset Boulevard af navn, men jeg må indrømme, at mit forhold til musicalen derudover var ikke-eksisterende. Indtil jeg fik rollen som Norma Desmond. På mange måder er jeg ikke et musicalmenneske… Jeg sang på skuespillerskolen, og jeg sang godt, og jeg er da også blevet tilbudt ting i den retning, men jeg har ligesom altid skøjtet udenom…« Tammi Øst fører kaffekoppen til læberne, men gør så holdt midt i bevægelsen.
»Måske det skyldes, at jeg for mange år siden havde en lærer, som sagde til mig, at ville jeg søge ind på skuespillerskolen, skulle det være den i København. Fordi hun ikke brød sig om den daværende rektor på skolen i Odense. Og som hun sagde; på skolen i Aarhus ville jeg kun komme til at spille musicals. Som om det var en dårlig ting,« siger hun så med et skuldertræk.
Med nye, friske øjne
Rollen som Norma Desmond fik Tammi Øst ad det, hun selv kalder en lidt mærkelig, kringlet vej.
»Jeg havde en time hos min sanglærer en dag. Og den dag var ikke den bedste dag; jeg var ked af det, lidt utilfreds... Ikke fordi jeg ikke havde noget at lave, det havde jeg… Men jeg havde ikke nogen rar følelse i kroppen,« husker hun. Stadig uden at have drukket af sin kaffe, sætter hun koppen på bordet foran sig.
»Den dag fortalte min sanglærer mig om Den Jyske Operas opsætning af Sunset Boulevard og om, at de søgte en skuespiller til at spille hovedrollen som Norma Desmond. Jeg måtte jo blankt erkende, at jeg ikke kendte musicalen og spurgte ham, om han kunne spille noget fra den. Det gjorde han, og jeg kunne godt lide, hvad jeg hørte,« fortæller Tammi Øst.
Kort tid efter fik Tammi Øst et møde med chef for Den Jyske Opera, Philipp Kochheim, der instruerer Sunset Boulevard.
»Til det møde havde jeg egentlig forventet, at jeg skulle synge, men det kom jeg aldrig til – jeg fik bare rollen. Derfor var det også med en ret oppustet nerve, jeg kom til første prøve på Sunset Boulevard før sommerferien, hvor jeg skulle synge for resten af holdet. Jeg kan huske, jeg tænkte: ”Hvad nu hvis de alle sammen sidder og tænker, at den opgave kan hun da ikke løfte!« lyder det ærligt fra skuespilleren.
»Jeg har da også selv tænkt, at jeg slet ikke har lov til at spille den her rolle, når jeg er så højrøvet, at jeg ikke engang kender musicalen… Samtidig tror jeg, det kan være en fordel, at jeg går til musicalen med nye, friske øjne. Og nu har jeg da også både set filmen og lyttet rigtig meget til musikken,« fortsætter hun.
For karakteren Norma Desmond er det en besættelse at skulle tilbage på scenen. Hun nægter at overgive sig til realiteterne og lever i en illusion om, at publikum vil have hende tilbage i rampelyset.
»I musicalen kommer Norma Desmonds skrøbelighed sjældent tydeligt frem, men hun er et menneske og ikke et monster, selv om hun til tider kan fremstå sådan. Publikum må selvfølgelig selv mærke efter, om de holder af hende eller ej, men Norma Desmond er en del af mig nu; jeg holder af hende og af hendes historie, og jeg føler med hende.,« siger Tammi Øst.
Jeg har da selv tænkt, at jeg slet ikke har lov til at spille den her rolle, når jeg er så højrøvet, at jeg ikke engang kender musicalen… Samtidig tror jeg, det kan være en fordel, at jeg går til musicalen med nye, friske øjne.
Tammi Øst er 63 år og opsagde sidste år sin stilling som skuespiller på Det Kongelige Teater i København. Til forskel fra Norma Desmond er Tammi Øst dog hverken blevet glemt eller har svært ved at få roller. Tværtimod. Men Norma Desmonds frustration over at blive ældre, kan skuespilleren relatere til.
»Jeg føler ikke, jeg behøver at have det eller have haft det på samme måde som Norma Desmond for at forstå hende eller have et kæmpe hjerte for hende. Men jeg kan genkende frustrationerne over at være blevet ældre. Og over at man venter på noget og tror, at muligheder opstår, og tingene bliver bedre om lidt,« lyder det fra skuespilleren.
Udfordret af musicalgenren
Tammi Øst har spillet et hav af roller på teatre, på film og i tv-serier og modtaget en lang række priser. Men hovedrollen i Sunset Boulevard er hendes første egentlige musicaloptræden. Alligevel skræmmer det hende ikke, at rollen som Norma Desmond har været spillet af prominente skuespillere som Glenn Close, Elaine Paige og Barbra Streisand.
»Jeg har spillet mange roller, som store skuespillere har spillet. Det nytter ikke noget at tænke: ”Gud nej, kan jeg nu spille Norma Desmond?” - fordi store skuespillere tidligere har spillet rollen? For så er der jo et utal af roller, jeg ikke kan tage. Så frem for at tænke sådan, tror jeg mere, det handler om at snyde sig selv til at tænke, at jeg er den bedste til at spille den her rolle. Kan man ikke det, bliver det svært at spille en hvilken som helst rolle.« Tammi Øst rækker ud efter sin kaffekop. Denne gang for at tage en slurk.
Som den garvede skuespiller Tammi Øst er, har rollen som Norma Desmond ikke givet hende udfordringer, hun ikke har stået over for på scenen før. Men det at skulle spille skuespil, synge og danse samtidig, sådan som musicalgenren kræver det, er selv for Tammi Øst en opgave. En opgave hun går til med et åbent sind.
»Rent dramatisk er der ikke noget i rollen som Norma Desmond, jeg ikke har prøvet før. Men det som musicalgenren kræver – at kunne både synge og spille skuespil, så det bliver organisk - er udfordrende. At være i stand til at gøre sangene til en forlænget arm af sin væren og sit væsen er en udfordring. Også selv om jeg før både har spillet rigtig mange forskellige roller og har sunget meget,« medgiver hun.
Således har hun også suget til sig fra sin medspiller, Randy Diamond, der har medvirket i store musical- og operaproduktioner over hele verden.
»Randy har en utrolig let adgang til både dans, skuespil og sang. Han formår at flette musik og dialog helt eminent ind i hinanden og har næsten sådan en Frank Sinatra-agtig laid backness tilgang til det. Hans tilgang til og viden om musicalgenren, føler jeg, jeg har lært noget af. Og så har han også lært mig at danse både tango og vals,« siger Tammi Øst.
En velkommen nervøsitet
Når Den Jyske Opera opfører Sunset Boulevard, bliver musicalen årets største, danske produktion.
»Det er ikke tit man får mulighed for at være en del af så stor en produktion, så det skal man glæde sig over. Og jeg får sommerfugle i maven over at vide, vi nu går imod det sidste opløb, hvor det hele skal flettes sammen. Tanken om det er fantastisk. Men ellers prøver jeg ikke at tænke for meget over premieren og over at få publikum på. Jeg tager en dag ad gangen, så det ikke bliver for stort. Lidt ligesom med stress, hvor nøglen kan være at tage en opgave ad gangen i stedet for at forsøge at overskue dem alle.« Tammi Øst griber sin kaffekop og tømmer den.
I år kan Tammi Øst fejre 40-års jubilæum som skuespiller. Hun har prøvet kræfter med mangt og meget i branchen, og kun få roller kan give hende følelsen af at være på udebane. Men når følelsen kommer, nyder hun den.
»I min alder og her hvor jeg er i livet, føler jeg det som en gave at få lov til at prøve noget nyt. For mig er det rart at stå et sted, hvor jeg føler mig en lille smule svag på benene, alene fordi jeg ikke står i mine ”sædvanlige sko”. Og det gør jeg ikke i Sunset Boulevard. Jeg kan ind i mellem føle en næsten ungdommelig nervøsitet over at være med i den her kæmpe musicalopsætning. Men det er en sund nervøsitet, som jeg byder velkommen.«
Tammi Øst rejser sig fra sofaen og glatter sin sorte, blanke skjorte. I samme nu ringer en klokke og over en højttaler, kaldes der ind til dagens første prøve. Få minutter senere bølger tonerne igennem bygningen på Søren Frichs vej.
”Sunset Boulevard, twisting boulevard
Secretive and rich, a little scary
Sunset Boulevard…”