Søren Østergaard: »Den dag alle klapper, skal jeg holde op«

Inden for hegnet på pladsen foran Zirkus Nemos genkendelige telt tager den nu pensionerede cirkushund, Palle, imod med logrende hale og en begejstret bjæffen. Søren Østergaards personlige assistent – og Palles ejer – kommer ud af en af de mange opstillede beboelses- og campingvogne. Hun viser om til et borde-bænkesæt og henter så en flaske vand og en appelsinvand, som hun sætter på bordet.

»Jeg henter lige Søren,« siger hun smilende og forsvinder. Få minutter senere dukker Søren Østergaard op, giver hånd til hilsen og sætter sig.

Zirkus Nemo har eksisteret siden 1999 og har – med nogle enkelte års undtagelse, hvor Søren Østergaard rykkede ind i Tivoli i København – været på sommerturné rundt i Danmark. De sidste to år har Østergaard og Zirkus Nemo dog måttet undvære turen på landevejene grundet corona.

»Da vi på andet år ikke kunne lave Zirkus Nemo, blev jer nervøs for, om der ville komme et tredje år med nedlukning og ingen forestillinger. Cirkus Nemo fik en hård start, men gik hen og blev en fornuftig forretning. Men efter corona er vi slået tilbage til start. Derfor får jeg også tics, nu hvor man begynder at tale om corona igen,« siger Søren Østergaard og tager en slurk appelsinvand at styrke sig på.

Zirkus Nemo spillede årets første forestilling i Horsens i april. Herfra har Nemo været rundt i seks forskellige, danske byer, før det sorte telt blev slået op på Tangkrogen, hvor sidste forestilling spiller 3. juli, inden turnéen fortsætter videre rundt i landet.

»I år har vi kunnet mærke, at folk stadig holder sig tilbage. Om det er frygten for corona, der stadig sidder i dem eller fordi, vi, som situationen er i øjeblikket, holder på pengene, er svært at bedømme. Men i de første uger af vores turné var jeg ikke rigtigt tilfreds, da der var for mange tomme stole. Men nu har vi haft mange helt forrygende aftener, og det betyder meget. Nu kan jeg smile igen!« siger Søren Østergaard og gør præcis det; smiler.

Gæstestjerne og gammel ven

Zirkus Nemo 2022 med undertitlen “Ud i universet” har som altid en gæstestjerne med i manegen. I år er det skuespilleren Tommy Kenter.

»Tommy og jeg har kendt hinanden i rigtig mange år. Kort efter at jeg blev færdiguddannet skuespiller tilbage i ‘80, spillede vi en forestilling sammen, og siden har vi været venner,« fortæller Østergaard og fortsætter:

»Tommy kan nogle ting rent musikalsk, som jeg ikke kan. Og det er i den gennemgående, musikalske figur, han er med på scenen. Tommy har optrådt med flere kendte figurer igennem tiden, og vi prøvede faktisk nogle af dem af i Zirkus Nemo. Med da jeg har mine figurer, som fylder så meget og hænger uløseligt sammen med Nemo, droppede vi det. Vi ville ikke risikere, at publikum skulle sidde og tage stilling til, hvem der var den bedste figur. Det var ikke vores mål,« forklarer Søren Østergaard.

Tillige med Tommy Kenter præsenterer Zirkus Nemo anno 2022 som vanligt en række internationale artister.

»Vi har agenter, der kommer fra hele verden for at se Zirkus Nemo. Fordi vi er så anderledes. Og fordi vi har ry for at præsentere nogle af de mest fantastiske artister i verden. Det er vi stolte af. Ligesom vi er stolte af, at artister fra hele verden kontakter os, fordi de gerne vil være med i vores show. Nogle af dem endda til nedsat løn,« siger Søren Østergaard.

“Flere af de artister, vi har haft med i Zirkus Nemo, vil gerne vende tilbage. Og det er vanvittigt svært at sige nej. Fordi de er så søde mennesker, og fordi vi, i de fem og en halv måned vi er på turné, bliver som en familie.” Søren Østergaard drejer en halv omgang på bænken og peger ned mod pladsens fjerneste ende.

»Vi har flere gamle artister nede i teltene bagved, som er med, alene fordi de synes, det er hyggeligt.«

At kunne sælge varen

Zirkus Nemo er ikke som cirkusser er flest. Det er voksencirkus, og der er hverken heste eller elefanter med i manegen. Til gengæld er der en række finurlige, skæve og outrerede karakterer – Målermanden der foretager luft- og kropsmålinger, og Bager Jørgen der danser med wienerbrød for at nævne et par. Alle opfundet og fremført at Søren Østergaard selv.

»I år har vi flere af de mest karakteristiske karakterer med; Smadremanden selvfølgelig, Bager Jørgen og Målermanden. Og så har vi et par nye figurer med,« siger Søren Østergaard uden at afsløre hvilke.

Zirkusdirektøren tager endnu en slurk af sin appelsinvand og sætter så yderligere nogle ord på Nemos spraglede persongalleri.

»Fælles for karaktererne i Zirkus Nemo er, at de findes i virkeligheden. Målermanden opstod, efter at jeg havde set en tv-udsendelse, om en mand, der gik rundt og målte ting. Det må være det kedeligste program, jeg nogensinde har set, men det gav mig idéen til karakteren... Det er vigtigt, at figurerne tager deres afsæt i virkeligheden. På den måde kan publikum altid genkende sider hos en eller flere af figurerne fra en, de kender eller har mødt. Det er dét, der – sammen med tempo og humor - gør, at figurerne fungerer.«

Søren Østergaard læner sig frem, så hans ansigt kommer ud af solen, og hans øjne kan skimtes bag solbrillerne.

»Jeg kan fortælle, hvordan det hele startede: Da jeg blev færdig på Statens Teaterskole, var jeg i Cirkusbygningen for at se et noget atypisk cirkus. Ind på scenen kom den her fantastiske mexicaner, Remirez, og optrådte med et tov. Han var dårlig til det, men ekstremt dygtig til at få det til at se ud som om. Det var der, det gik op for mig, at det ikke handler om at kunne en hel masse, men om at være dygtig til at sælge varen. Det var Remirez! Og det var der, jeg kom på at lave Zirkus Nemo,« fortæller Østergaard.

Elsket og hadet

Nemo-karakterernes fremtoning – hårpragt, påklædning og dialekt – samt det, de hver især skal på scenen at optræde med, er defineret på forhånd. Resten er ren improvisation.

»Hver af figurerne og det, de skal optræde med, er defineret på forhånd. Alt derudover er improvisation. Så ved hvert show er publikum min medspiller. Det ved de ikke. Og nogle gange vil de ikke!« siger Søren Østergaard og uddyber:

»Jeg kan huske et show, hvor det her par sad på første række. Manden rystede på hovedet og sukkede højlydt, hver gang jeg kom ind på scenen. Jeg besluttede at forsøge at kvæle ham med kærlighed. Så da jeg kom ind på scenen som Smadremanden, gik jeg hen til ham, slog ud med armene mod ham og råbte “Far! Hvor er det dejligt du er her. Du støtter og følger mig i tykt og tyndt.” Men ikke engang det kunne få et smil frem hos ham.« Østergaard trækker på skuldrene.

Zirkus Nemo deler vandene. Manden på første række hadede det. Men rigtig mange elsker det og kommer igen år efter år.

»Min oplevelse er, at det er meget enten eller. Enten elsker man det, eller også hader man det. Det er udfordringen; hver aften at skulle på scenen, knække koden til publikum og kæmpe for deres gunst. Og de sure skal være der. Synes alle, at det er fedt, bliver det ligegyldigt. Der skal helst være nogle i publikum, som ikke klapper. Den dag alle klapper, skal jeg holde op.«

At holde op er dog ikke det, der står øverst på Zirkusdirektørens to do-liste. Men i en alder af 65 og efter 23 år med Zirkus Nemo, gør Søren Østergaard sig nogle overvejelser om Nemos fremtid.

»Det er hårdt arbejde at lave Cirkus Nemo, men det er også sjovt. Jeg holder meget af at bo i min hyggelige vogn omgivet af min zirkusfamilie i alle de andre vogne – der sådan lidt lego-landsby over det. Det er det, der gør, at jeg bliver ved.« Søren Østergaard finder bunden af sin appelsinvand.

»Med så mange år i Zirkus Nemo er jeg blevet Zirkus Nemo. På den måde er jeg for sent ude i forhold til at lave et generationsskifte. Men jeg håber, at alle blandt publikum klapper snart. Ikke fordi jeg ikke gider mere, jeg gider godt, men jeg tænker, jeg måske snart skal noget andet. Eller drosle ned. Jeg har en masse idéer til et nyt koncept, hvor jeg stadig er med på scenen, men i noget mindre omfang. Et koncept, hvor publikum stadig får noget, de ikke har set før, men som bare er noget andet. Noget de også nok skal blive glade for med tiden. Det tog jo også tid, før publikum blev glade for mig...«

Palle er tilbage og bjæffer utålmodigt. Som mener han, vi har siddet der i solen længe nok. Søren Østergaard rejser sig og går - ført an af Palle – forbi sin lange, brune vogn med verandaen og blomsterkasserne og gør holdt ved den røde låge ud mod Tangkrogens græsareal og den befærdede Strandvejen. Igen giver han hånd. Denne gang til farvel – eller forhåbentlig på gensyn. Så forsvinder han ind i sin vogn. Om nogle timer skal han stå på scenen i endnu en Nemo-forestilling i Aarhus.