Aarhusianere giver 40 millioner kroner stor gave til dronningen
Dronningen modtog en helt særlig gave fra fire aarhusianske givere i anledning af Majestætens 50-års Regeringsjubilæum. Nemlig en renovering og fremtidssikring af Marselisborg Slot i Aarhus.
H.M. Dronningen fik i aftes en helt speciel gave fra fire aarhusianske givere i anledning af Majestætens 50-års Regeringsjubilæum. Det oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse.
Helt præcist består gaven af en omfattende renovering og fremtidssikring af Marselisborg Slot, som blev overrakt under Aarhus Kommunes officielle middag i anledning af Dronningens sommertogt i kommunen.
De fire glade gavegivere er Salling Fondene, Holch Povlsen Foundation, Systematic og Lindberg Optik, og gaven er på 40 millioner kroner.
Nyt tag og vinduer
Renoveringsprojektet påbegyndes i sensommeren 2023 og vil blandt andet omfatte en energioptimering af slottet, et nyt kobbertag, nye spir og vinduer samt en restaurering af havetrappen.
Her står Marselisborg Slot overfor et større renoveringsprojekt, der etapevis kommer til at foregå over de kommende cirka ti år. I pressemeddelelsen fra Kongehuset fremgår det også, at »fremtidssikringen sørger for, at Marselisborg Slot og slotshaven også fremover bliver til glæde for offentligheden.«
Oprindeligt en folkegave
Marselisborg Slot blev opført i årene 1899-1902 og var en folkegave til Dronningens bedsteforældre, Prins Christian (10.) og Prinsesse Alexandrine, i anledning af det senere Kongepars bryllup i 1898.
Efter Dronning Alexandrines død i 1952 overgik slottet til Frederik 9. og Dronning Ingrid, der 15 år senere stillede slottet til rådighed for Prinsesse Margrethe og Prins Henrik.
Slottet blev ved samme lejlighed moderniseret af de midler, som parret havde fået i folkegave i anledning af deres bryllup. Siden har det aarhusianske slot dannet ramme om jul og påske for den kongelige familie.