Fotoserie gør op med uligheden i musikbranchen

The Savage Rose, Velvet Volume, Annika Aakjær, Karen Mukupa, Lis Sørensen, Lydmor og Hanne Boel er blot en brøkdel af de danske artister, der er portrætteret i 50/50 - en fotoserie, der sætter fokus på den skæve kønsbalance i den danske musikbranche.

Projektet er udgivet som bog på Byens Forlag og bliver udstillet på spillesteder rundt omkring i landet i løbet af 2022. Nu er turen kommet til Musikhuset Aarhus, hvor de 51 portrætfotos udstilles i maj og juni. Projektet er skabt af de to fotografer Christina Jensen og Merle Mejlby. Med Stephanie Asi Brix som primær makeupartist og Tanja Toubro som sparringspartner under hele forløbet.

Ideen til 50/50 udspringer af den tilbagevendende debat om ligestilling i musikbranchen, helt konkret Gramex-tallene fra juni 2019. Gramex er en musikorganisation, der hvert år laver en opgørelse over, hvilke danske artister, musikere og sange, der bliver spillet i radioen. I 2019 var der for tredje år i træk kun mænd på samtlige årets top 10-lister.

»Opgørelsen fra 2019 og den heraf følgende debat blev startskuddet til 50/50. Da vi dykkede ned i debatten, var argumentet fra branchen for, at de ikke booker og spiller kvindelige artister i lige så høj grad som mandlige, at der ikke ER nogen kvindelige artister. Og det er det, vi ønsker at modbevise med fotoserien. De kvindelige artister er jo fu..... lige HER!« siger fotograf Christina Jensen og slår ud med armene mod de 51 billeder, som lige nu hænger side om side i Musikhuset Aarhus.

Diversitet, ligestilling og repræsentation

De i alt 51 artister, som er med i projektet, spiller alt fra poprock over hiphop til death doom. En er 20 år, en anden er 72. Nogen er i den spæde start af deres karriere, mens andre er på toppen. Og så er ingen af dem mænd.

»Vores mål var at lave en fotoserie, der afspejler diversitet, ligestilling og repræsentation. Derfor er vi i vores valg af kvindelige artister gået efter et bredt aldersspænd og forskellig etnicitet. Og så ville vi gerne have artister fra forskellige musikgenrer og en blanding af upcoming og etablerede navne,« forklarer Christina Jensen og sætter sig ved et bord i gangarealet, hvor billederne nu hænger og skaber liv.

»Vi ville også gerne have artister fra forskellige steder i landet, men idet de fleste danske musikere rykker til København, når de vælger for alvor at satse på musikken, gav det os lidt en udfordring. Heldigvis har vi mødt kæmpe opbakning fra artisterne. Vi har kunnet mærke, at det her var et budskab, de gerne ville bakke op om. Så flere af dem har taget turen tværs igennem landet til vores fotostudie på Amager. ELBA kom hele vejen fra Thy og Maja fra Maja og De Sarte Sjæle hele vejen fra Esbjerg,« fortæller Christina Jensen.

Sin egen muse

En af de 51 portrætterede artister er popartist og sangskriver Nana Jacobi. Sammen med musiker Kirstine Stubbe Teglbjærg og musikformidler Anya Mathilde Poulsen, stiftede hun i 2016 HUN SOLO; et koncertformat, pladeselskab og community der arbejder for at forbedre den skævvredne kønsbalance på musikscenen.

»Tilbage i 2015 skrev jeg et debatindlæg i Politiken om den manglende ligestilling i musikbranchen. Dengang var der stort set ingen, der talte om det, og bragte man emnet på banen, mødte man primært himmelvendte øjne. Så med intentionen om at skabe en platform for de kvindelige aktører herhjemme, som vi sagtens kunne få øje på, men som bookerne åbenbart ikke kunne, startede vi HUN SOLO op,« fortæller Nana Jacobi, der er med på telefonen fra Hareskoven nord for København, hvor hun bor.

»Da Christina og Merle spurgte, om jeg ville være med i 50/50, sagde jeg ja med det samme. Projektet føltes meget familiært, fordi agendaen var den samme som den, jeg har beskæftiget mig med de sidste seks-syv år; at skabe opmærksomhed om den skæve kønsbalance i musikverdenen, og på det punkt forsøge at gøre en forskel,« fortsætter Nana Jacobi.

Med over tyve års erfaring fra den danske musikbranche har Nana Jacobi ikke alene mødt himmelvendte øjne, men også afslag og lukkede døre. Indtil hun valgte at gå sine egne veje.

»På et tidspunkt gav jeg slip på at prøve at blive accepteret af branchen, jeg skabte mit eget helle og gik mine egne veje. Først der, i det øjeblik jeg sagde “Fuck det, nu gør jeg kun hvad JEG har lyst til!”, var det som om, branchen pludselig forstod det, jeg laver. Og det har været vildt at opleve, hvor godt mit seneste album er blevet modtaget; masser af radio airplay, adds til store playlister og meget presse. Måske det i virkeligheden er en lesson for mange kunstnere: ikke at prøve at please andre, men at være sin egen muse,« lyder det eftertænksomt fra Nana Jacobi.

Ubevidste fordomme

Sangerinden mener, at en stor del af forklaringen på den ulige kønsfordeling i musikbranchen beror på unconscious bias; ubevidste fordomme.

»I ekstremt mange år har man i musikbranchen været enige om, at overtallet af mænd i branchen handler om kvalitet og ikke om køn. Man har haft opfattelsen af, at man booker det fedeste og det, der sælger flest billetter og slet ikke haft forståelsen af, at når man som booker udvælger nogen eller noget, sker udvælgelsen måske, fordi man kan spejle sig i kunstneren eller det musikalske udtryk. Og køn er et af de parametre, der påvirker de spejlinger. De lukkede døre, jeg har mødt i mine år i musikbranchen, er som oftest blevet lukket af mænd. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om jeg havde haft nogle andre muligheder i min karriere, hvis der havde siddet lige så mange kvinder i de “gatekeeper”-funktioner, jeg har mødt på min vej...« funderer Nana Jacobi.

Til forskel fra tidligere oplever Nana Jacobi i dag, at det er langt mere anerkendt, at der er en udfordring i musiklivet, og at den udfordring ikke løser sig af selv.

»Der er sket rigtig meget gennem de sidste par år, og jeg oplever en stigende bevidsthed omkring problematikken. Fordi vi er mange, der i fællesskab har råbt op – nu også Christina og Merle – og fordi flere undersøgelser har belyst problematikken, kan vi se, at det begynder at flytte noget. Musikbranchen er ved at vågne og åbner stille og roligt op for, at måden ting gøres på måske bør justeres. Det er nyt. Den åbenhed var der ikke for få år siden. Men vi er fortsat langt fra ligestilling, og derfor er det så vigtigt med initiativer som 50/50, vores eget projekt HUN SOLO og de mange andre, som er med til at sætte fokus på og fremme kvinder og kønsminoriteter i musiklivet,« siger Nana Jacobi.

En positiv reminder

Statistikker er typisk binære, det samme gælder mediedebatten. Med 50/50 vil Merle Mejlby og Christina Jensen gerne se ud over de to køn og slå et slag for, at alle - uanset kønsidentitet - føler sig repræsenteret i musiklivet.

»Vi har blandt andre Reveal Party, der har en transkvinde i front, og girlcrush, der er et queerfeministisk poppunk band med i projektet. Diversitet og repræsentation handler ikke kun om mænd og kvinder, men om at der skal være plads til alle.« Christina Jensen rejser sig fra sin stol og peger portrætterne af de nævnte artister ud.

Fotoduoen har med projektet ønsket at sætte fokus på den ulige kønsfordeling i musikbranchen, men uden at sætte nogen på anklagebænken.

»Vi ønsker ikke at pege fingre ad hverken mændene eller branchen. For os har det været vigtigt, at dette blev et positivt projekt. Derfor har vi også nogle gange lidt humoristisk kaldt 50/50 for en “oplysningskampagne,”« siger Christina Jensen og uddyber:

»Vi håber, at projektet kan være en visuel reminder om at holde fokus på kønsbalancen. Vi vil gerne appellere til, at dem, der sidder på magten i musikbranchen, tør tage ansvaret på sig, anerkender egne unconscious bias og gør noget ved den kønsmæssige skævhed. Samtidig håber vi, projektet kan give yngre generationer nogle stærke rollemodeller at spejle sig i.«