Isabella Dayyani prøver at finde balancen på sin vej mod stjernerne
Den aarhusianske sangerinde Isabella Dayyani er blevet udråbt som Danmarks næste store popstjerne og er udtaget til at spille på Roskilde Festivals upcoming scene. På sin himmelkurs husker hun sig selv på at nyde det og holde fast i sig selv. 21. april giver hun koncert i Aarhus.

Aarhusianske Isabella Dayyani er blevet udråbt til Danmarks næste store popstjerne, har trukket stjernespækkede anmeldelser og står nu foran at skulle spille på en af upcoming scenerne på dette års Roskilde Festival. Verden synes at ligge åben for den 23-årige sanger og sangskrivers fødder - og hun er klar til at erobre den.
Som Isabella Dayyani træder ind på Café Vesterlauget denne fredag eftermiddag, er der kun få der løfter blikket fra deres morgentallerken. Og det vist mest per refleks. Klædt i løse jeans, en hoodie og sneakers er der ikke som sådan noget ved Dayyanis fremtoning, der skriger Danmarks næste popstjerne.
Hun bestiller en cappuccino og en kande vand og sætter sig ved et af caféens borde.
»Det er lidt svært at forstå, at det er mig, der bliver kaldt Danmarks næste store popstjerne. Men set udefra er det jo det, jeg gør; skriver og synger pop. Det føles bare lidt mærkeligt,« siger Isabella Dayyani, da snakken falder på Gaffas femstjernede anmeldelse af hendes koncert på Spot Festival i september sidste år, hvori ordlyden fremgik.
Sammen med sit syvmandsband har Isabella Dayyani spillet adskillige roste koncerter siden sin optræden på Voxhall på Spot 2021. Alligevel står den koncert stadig frisk i erindringen.
»Min koncert på Spot Festival sidste år var lidt turbulent, da der var tekniske problemer, og lyden ud til publikum pludselig forsvandt. Jeg havde lyden in-ear, så jeg opdagede det ikke selv, før en af mine venner, der stod oppe foran scenen, lavede den her,« Isabella Dayyani fører en flad hånd op til halsen og køer siden af håndfladen tværs over den.
»Det fik mig til at gå kortvarigt i panik. Jeg vidste ikke, om jeg skulle stoppe med at synge eller... Men heldigvis kom lyden hurtigt igen, og det endte med at blive en fed koncert både for publikum og for mig.« Hun smiler lettet og tager en tår vand.
Jeg kan virkelig mærke, at folk har set mig på Spot, og Gaffas anmeldelse af min koncert dér har helt sikkert også haft betydning. I hvert fald er Dayyani projektet, som jeg bruger de fleste af mine vågne timer på, bare vokset derfra. Og det er fedt! For det er jo hele meningen med Spot.
Spot Festival er en tilbagevenden årlige branchefestival for alle, der er noget ved musikken. En festival hvor nye musiknavne får chancen for at blive opdaget.
»Jeg kan da huske, at jeg var ekstra nervøs op til koncerten. Fordi det havde været et kæmpe mål for mig at blive udtaget til at spille på Spot, og fordi jeg vidste, der var mange vigtige mennesker på festivalen. Så jeg ville jo gerne gøre det godt,« fortæller Isabella Dayyani.
Hendes optræden på Spot skulle vise sig at give sangerinden et kæmpe skub frem i køen af talent- og håbefulde navne i musikbranchen.
»Jeg kan virkelig mærke, at folk har set mig på Spot, og Gaffas anmeldelse af min koncert dér har helt sikkert også haft betydning. I hvert fald er Dayyani projektet, som jeg bruger de fleste af mine vågne timer på, bare vokset derfra. Og det er fedt! For det er jo hele meningen med Spot,« siger hun og nikker, så hendes store hoops-øreringe danser.

Hjem til velkendte Aarhus
Isabella Dayyani er ud af en ultramusikalsk familie. Hendes mor er jazzsangerinde og hendes far violinist ved Aarhus Symfoniorkester. Hun har således haft musikken tæt inde på livet, lige siden hun var barn.
»Begge mine forældre er musikere, så det har været meget naturligt for mig at vælge en musikalsk karriere. Jeg har spillet cello og klaver, så længe jeg kan huske. Jeg har spillet congas, sambatrommer... ja, alle mulige instrumenter. Og så har jeg altid sunget mange forskellige genrer i forskellige konstellationer,« fortæller Isabella Dayyani.
Det er dog sangen hun primært har forfulgt. Og sangskrivningen, som dog først kom til senere.
»Dayyani soloprojektet begyndte, da jeg gik på MGK (Musikalsk Grundkursus, red.) fra 2018 til 2019. Her mødte jeg Johannes Bruun, og vi begyndte at skrive numre sammen. Efterhånden syntes vi, at det, vi lavede, var ret fedt, og vi begyndte at udgive nogle singler løbende,« fortæller sangerinden.
I 2020 flyttede Isabella Dayyani til København. Her fik hun arbejde i en børnehave, og al tid derudover brugte hun på at skrive sange sammen med Johannes Bruun.
»Det var en lidt stenet periode, jeg havde i København, fordi alt var lukket ned på grund af corona. Så jeg lavede ikke rigtig andet end at arbejde og så tage hjem og skrive sange. Alene eller sammen med Johannes.« Isabella Dayyani trækker på skuldrene.
I løbet af sin tid med bopæl i København fik Isabella Dayyani kontakt til det aarhusianske band Ganger, som hun begyndte at synge kor for.
»Ganger har sit eget pladeselskab, Yachtvej, og vi endte med at udgive min EP, “All The Things I’m Learning”, på deres selskab i februar sidste år. Siden har vi skrevet kontrakt på mit kommende album.«
EP’en fik en varm modtagelse og særligt nummeret “Goddess” lå længe i flittig rotation på P3. Nogenlunde samme tidspunkt som EP’en kom ud, valgte Isabella Dayyani at flytte tilbage til Aarhus og hjem til sine forældre.
»Samtidig med at EP’en kom på gaden, rykkede både Johannes og jeg tilbage til Aarhus og flyttede hver især ind hos vores forældre. Det gav god mening, da mit band, min producer og stort set alle, jeg samarbejder med, bor i Aarhus. Johannes og jeg havde en plan om at fordybe os i processen med at skrive numre til mit kommende album, og så er det fedt at være et sted, der er trygt, og som man kender godt,« siger Isabella Dayyani.

At finde en balance
Dayyanis lydunivers tager særligt afsæt i 00’ernes popmusik og mellemøstlig musikkultur.
»Det er svært at sætte en enkelt genre på min musik. Det nemmeste er nok at kalde den pop. Men jeg eksperimenterer meget med popuniverset og prøver at tænke det anderledes. Jeg er meget inspireret af pop fra start 00’erne, samtidig med at jeg tager udgangspunkt i al den forskellige musik, jeg har spillet i siden jeg var barn,« fortæller Isabella Dayyani og uddyber:
»Min næste single udkommer i begyndelsen af juni. Den blev til ved, at jeg startede med at indspille sambatrommer inspireret af et Destinys Child nummer, hvor der er nogle fede trommer på. Så tilsatte jeg tyrkisk guitar og dernæst vokalen.«
Isabella Dayyani er i disse dage på en minitour rundt i Danmark sammen med sit band. 21. april giver de koncert i Det 3. Rum hos Frontløberne på Sydhavnen i Aarhus.
»Til koncerterne spiller vi rigtig meget ny musik. Det er fedt at opleve folks reaktioner på de nye numre og en god erfaring at gøre sig, inden vi laver mit album, som, hvis alt går efter planen, udkommer til oktober.«
Ud over minitouren og arbejdet med debutalbummet bruger Isabella Dayyani tiden på at planlægge sin kommende koncert på Countdown scenen på årets Roskilde Festival.
»Mit mål om at spille på Spot opnåede jeg ret hurtigt. Også hurtigere end forventet. Siden har mit største mål været at spille på Roskilde, og nu skal jeg spille på Countdown scenen i opløbsdagene. Det er en kæmpe ære at få lov til, og jeg glæder mig så meget! Jeg har så mange planer for den koncert, som jeg desværre ikke kan afsløre, men det bliver den vildeste koncert,« siger hun med begejstringen funklende øjne.
»Mit næste mål må jo så være at åbne Orange Scene på Roskilde!« Dayyani ler.
Hun tømmer sit vandglas og lader blikket panorere gennem caféens vindue og ud på den befærdede Vestergade. Så siger hun:
»Alting er gået meget hurtigt det sidste år. Det er jo ikke så længe siden, jeg spillede musik for sjov. Men jeg prøver at nyde det og hele tiden huske på ikke at have for travlt. Det er tit der, det går galt; hvis man ikke holder fast i sig selv. For mig er det vigtigt at finde en balance og tage en ting ad gangen. Så mit næste mål er at få albummet ud.«