Lollikes "Sandmanden" sår tvivl om virkeligheden

Uhyggen er udtalt, når Christian Lollikes dramatisering af “Sandmanden” giver vrangforestillinger og nagende tvivl liv med skuespil og dans samt musik af Den Sorte Skole i forestillingen, der har premiere på Aarhus Teater 26. februar.

Artiklens øverste billede
Lasse Steen spiller rollen som den tvivlende Nathaniel, der plages af vrangforestillinger, i Christian Lollikes dramatisering af "Sandmanden". Foto: Rumle Skafte
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Midt på scenen omsluttet af mørke ligger skuespiller Lasse Steen i fosterstilling med seks dansere hen over sig. Deres ansigter og lemmer er hvidkittede, og de bærer kun få - og små - lyse klædningsstykker. I scenens højreside står et lyserødt retro amerikanerkøleskab. En danser rejser sig, går hen til køleskabet og åbner det. Dets røghvide lys siver ud og indhyller scenen. De øvrige dansere nærmer sig lyskilden. En efter en tager de en cola fra køleskabet og placerer sig spredt på scenen. Hver især åbner de deres cola, sætter den for munden og stivner så. Lasse Steen bevæger sig langsomt imellem dem omgivet af et musikalsk lydbillede, der gradvist tager til i tempo og volumen. En for en rører danserne på sig, forsvinder ud gennem bagtæppet og efterlader Lasse Steen alene, desilllusioneret og tvivlende på scenen.

Scenen er fra forestillingen ”Sandmanden”, der spiller på Aarhus Teaters Scala Scene fra 26. februar. Stykket er dramatiker Christian Lollikes gendigtning af E.T.A. Hoffmanns mest berømte novelle fra 1817 om den uhyggelige ”Sandmand”, der kaster sand i øjnene på de børn, der ikke vil sove, til øjnene begynder at bløde og trille ud af hovedet.

Fortællingens morale; “Luk dine øjne i, hvis du vil dit eget bedste” bruger Lollike til at sætte spørgsmålstegn ved, om vores øjne allerede er lukkede. Om vi reelt er herre over vores egen virkelighed, eller om det er samfundet og tech-giganterne, der via algoritmer og overvågning skaber vores virkelighed.

»”Sandmanden” stiller spørgsmålstegn ved, hvad det er for en virkelighed, vi omgiver os med. Kan vi stole på os selv og på, at de valg vi træffer er vores valg og ikke valg som konsekvens af usynlige kræfter, der skubber os frem? De usynlige kræfter tager i vores opsætning af “Sandmanden” form af den teknologiske ånd, som i vores tid går igennem verden som et spøgelse,« forklarer instruktør Jonas Corell Petersen om forestillingen.

Seks dansere fra Holstebro Dansekompagni får i Marie Brolin-Tanis koreografi uhyggen til at brede sig til publikumsrækkerne på Aarhus Teater i forestillingen "Sandmanden". Foto: Rumle Skafte

Lårkort og cola i litervis

På scenen ses skuespiller Lasse Steen i rollen som Nathaniel, der tvivler på, om virkeligheden er virkelig eller blot en manipulation. Frederik Mansø spiller den fremtidssynede og teknologibegejstrede Lothar og Andrea Øst Birkkjær søsteren Clara, som blot vil Nathaniels bedste. Seks dansere fra Holstebro Dansekompagni, koreograferet af Marie Brolin-Tani, fuldender forestillingens angstfulde, pirrende og tankevækkende setup.

»Når jeg står i garderoben i min lårkorte og ser mig selv i spejlet, føles det ekstremt specielt. Men fra første sekund jeg får den hvide bodypaint på og kommer ind i scenografien sammen med de andre medvirkende, giver det mening,« fortæller Lasse Steen i en kort pause imellem prøverne på “Sandmanden”. Han har sat sig på en af publikumsrækkerne i salen og iklædt sig en slåbrok for at undgå, at den hvide bodypaint smitter af på de stofbetrukne sæder.

»Det er fedt at være fælles om udtrykket sammen med de her vanvittigt dygtige dansere og at få lov til at være en del af de lange, teknisk udfordrende koreografier, som Marie Brolin-Tani har skabt. Koreografier hvori de usynlige kræfter, mørket, overvågningssamfundet og behovet for selvkontrol kan aflæses direkte,« siger Lasse Steen og tørrer svedperler af overlæben med håndryggen.

»Jeg har allerede svedt det meste af bodypainten af... Jeg har danset en del på Scenekunstskolen, men slet ikke på det her niveau,« siger han så. I salens almindelige lys, ses det; den hvide maling i hans ansigt er begyndt at krakelere.

Lasse Steen tager et dybt drag af sin vandflaske. Med de varme scenespots og den hårde, fysiske aktivitet skal der adskillige liter væske indenbords. De mange colaer, de medvirkende tager fra det lyserøde køleskab og drikker på scenen som en del af stykket, er ikke nok.

»Faktisk er det ikke rigtig cola... Vi har snydt lidt,« afslører Lasse Steen og ser sig undersøgende over skulderen, som var det en skrinlagt statshemmelighed, han lige havde breaket.

»Det er brunt sukkervand helt uden kulsyre. Da vi startede prøver, var det rigtig cola, der var i flaskerne, men spring og up tempo dans spiller ikke sammen med kulsyre i maven. Det var helt forfærdeligt, så det måtte gentænkes,« griner han.

Det berømte mantra, “Show it, don’t tell it,” gør sig i høj grad gældende i Christian Lollikes dramatisering af “Sandmanden”, hvor der gøres meget ud af at vise vrangforestillingerne og uhyggen, snarere end at fortælle dem.

»Ved hjælp af scenografi, kostumer, lyssætning og lydside gør vi hverdagsting – som det at drikke en cola – uhyggelige. Det er en fed kommentar og en øjenåbner; måske er hverdagen ikke den virkelighed, vi tror, den er...« siger Lasse Steen og lægger sit hvidmalede ansigt i gådefulde folder.

Derfor tiltaler det kreative teams undersøgende måde at arbejde på mig også meget. De insisterer på at blive ved med at grave for at nå til bunds og ind bag materialet. Så vi har den baggrund og viden, der skal til for at kunne give publikum følelsen af, at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget der ikke er godt...

- Lasse Steen, skuespiller på Aarhus Teater


Grundig research

Den unge skuespiller, der siden august sidste år har været en del af Aarhus Teaters faste ensemble, har for vane at researche grundigt på alt relevant materiale, når han forbereder sig til en rolle. Således har han senest brugt timer dybt opslugt af E.T.A. Hoffmanns novelle “Sandmanden”.

»Jeg kan godt lide perioden forud for en forestilling, hvor jeg kan researche og fordybe mig. Jeg har læst og genlæst Hoffmanns novelle både for at forstå den og for at forstå, hvad Lollike har fokuseret på. Mest fordi jeg ikke kan lade være.« Lasse Steen trækker på skuldrene.

»Derfor tiltaler det kreative teams undersøgende måde at arbejde på mig også meget. De insisterer på at blive ved med at grave for at nå til bunds og ind bag materialet. Så vi har den baggrund og viden, der skal til for at kunne give publikum følelsen af, at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget der ikke er godt...« Lasse Steens øjne bliver store og uhyggeligt dragende i deres hvide indramning.

En væltet mandshøj buste af Michelangelos David hoved er en symbolsk del af scenografien i "Sandmanden", hvor Nathaniel, spillet af Lasse Steen, kæmper mod ukendte kræfter. Foto: Rumle Skafte

Lyden af Den Sorte Skole

Musik og lyddesign til “Sandmanden” er skabt af dj-kollektivet Den Sorte Skole, som pt. består af Simon Dokkedal og Martin Højland. Ved brug af samplere, pladespillere, lydeffekter og mixerpulte skaber Den Sorte Skole en helt unik lyd, der tager publikum ind i en på en gang fascinerende og skræmmende parallelverden.

»Musikken er lige så markant en spiller på scenen som dansere og skuespillere. Vi spiller alle sammen bold op ad hinanden. Martin og Simon fra Den Sorte Skole er vanvittigt dygtige, og på trods af at de komponerer alt på deres labtops, laver de musik, der er ekstrem stemningsfuld. Da musikken første gang kom på til prøverne, var det som om karakterarbejdet for alvor faldt på plads,« fortæller Lasse Steen og suger prøvende i sin drikkedunk. Den er tom.

Simon Dokkedal og Martin Højland har siddet med ved en række prøver for at matche lyd og musik bedst muligt med skuespillere og danseres bevægelser og placeringer på scenen.

»Det har været virkelig inspirerende at modtage Martin og Simons inputs. De har skabt musik og lyd, som underbygger forestillingens tema med lige dele harmoni, forløsning, ubehag og frustration. Det er efter min mening det, teater kan, når det er bedst; få musik, tekst, skuespil, dans og scenografi til at gå op i en højere enhed. Det er det, vi gør i “Sandmanden”, og det der gør den til en sindssygt fed produktion at være en del af!« siger Lasse Steen begejstret. Han får øjenkontakt med instruktør Jonas Corell Pedersen. Prøverne kalder.

Lasse Steen rejser sig, snor sig smidigt gennem publikumsrækkerne og krydser hurtigt scenen med slåbrokken klaskende om de hvidmalede ankler. Få sekunder efter er scenen og det lyserøde køleskab omgivet af rødt, diset lys og en monoton brummen fra salens højtalersystem. Scenen er sat og de medvirkende klar. Til at spille endnu et parti af - eller mod – ”Sandmanden”.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.