Instruktør vil lave film om Rabih Azad-Ahmad

Aarhusiansk filminstruktør vil lave en dokumentarfilm om Rabih Azad-Ahmads (RV) liv fra barndom i flygtningelejr til rådmandspost i Aarhus. Planen er, at den skal have premiere næste år.

Artiklens øverste billede
Ny dokumentarfilm om rådmand Rabih Azad-Ahmads liv forventes at få premiere næste år. Arkivfoto: Mads Andreas Frost
Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbrev for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Da Rabih Azad-Ahmad første gang satte sine fødder i Aarhus, lå det bestemt ikke i kortene, at han en dag skulle være rådmand. Han blev født som statsløs palæstinenser i en libanesisk flygtningelejr, hans storebror blev i en alder af 14 år dræbt af en bombe, selv måtte han gemme sig for militssoldater, inden han som teenager kom til Aarhus og ikke kunne et ord dansk.

Men Rabih Azad-Ahmad er blevet en af Gellerupparkens succeshistorier, som den aarhusianske filminstruktør Stefan Kjær Olsen synes er så god, at den fortjener at blive fortalt for et stort publikum.

Han har tidligere lavet en række kortfilm og instrueret biograffilmen ”Gælden” fra 2017 med skuespillere som Bjarne Henriksen, Kurt Ravn og Mads Koudal på rollelisten. Nu vil han lave en dokumentarfilm om den radikale politiker, der siden 2007 har siddet i Aarhus Byråd - siden 2014 som rådmand for Kultur og Borgerservice.

Filminstruktør Stefan Kjær Olsen har tidligere stået bag biograffilmen "Gælden". Nu ønsker han at lave en dokumentarfilm om kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV). Privatfoto.

»Når jeg laver film, skal der være en god historie. Der skal være noget i den, som rører mig, og det gjorde Rabihs historie,« fortæller Stefan Kjær Olsen.

Instruktøren, der også arbejder som fotograf, mødte for et år siden Rabih Azad-Ahmad i forbindelse med Fair Festival i Aarhus, hvor han skulle skyde et par billeder af rådmanden. Her talte de to kort sammen, og det blev startskuddet til idéen om dokumentaren.

»Han fortalte lidt om, at han havde boet i flygtningelejre - det er en vild historie. Så da jeg kom hjem, googlede jeg hans navn og skrev til ham for at høre, om han var interesseret. Det var han og nævnte, at der også var ved at blive skrevet en bog om ham,« fortæller Stefan Kjær Olsen.

Søger puljer og fonde

Den bog, ”Rabih Azad-Ahmad: Mit navn betyder forår”, blev udgivet i august sidste år af forfatter Morten Leth Jacobsen, og Stefan Kjær Olsens film bliver baseret på den. Der er dog stadigvæk en forholdsvis lang vej til, at dokumentarfilmen er en realitet. Stefan Kjær Olsen forventer, at den kan få premiere næste år, men det afhænger fortsat af flere ting. Blandt andet penge.

»Vi er dér, hvor der ikke lige er nogen, der har givet os en million kroner. Der er ingen penge i det lige nu, så alle arbejder gratis, hvilket betyder, at produktionsselskabet, A Bigger Boat, og jeg skal tjene penge ved siden af. Derfor håber vi, at vi kan få nogle penge ind gennem crowdfunding, så vi har mulighed for at dedikere os helt til projektet,« fortæller Stefan Kjær Olsen, der også skal i gang med at søge forskellige puljer og fonde.

Der skal minimum 500.000 kroner til at realisere projektet og gerne mere, hvis filmen ikke skal være på det laveste budget.

»Vi vil meget gerne en tur til flygtningelejren i Libanon med Rabih, før vi går i gang med at optage filmen, for at lave research og finde steder at filme,« fortæller Stefan Kjær Olsen, som for nylig lavede et opslag på sin Facebook-profil i håb om, at nogen så et potentiale i projektet og dermed havde lyst til at støtte det.

Vil inspirere unge

Hovedpersonen, Rabih Azad-Ahmad, er noget beæret over, at hans historie bliver til en film, fortæller rådmanden selv til Lokalavisen Aarhus. Han har kendt til Stefan Kjær Olsens plan i et års tid og har en klar motivation for at være med til at få filmen ud.

»Da Stefan præsenterede idéen om filmen var det med henblik på, om der kunne være nogle gode budskaber til unge. Jeg synes, det er vigtigt, at alle har et håb for en bedre fremtid, og at de tror på sig selv. Det vil jeg gerne bringe videre med filmen,« fortæller Rabih Azad-Ahmad og tilføjer:

»Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg ikke rigtig kunne tro på en bedre fremtid, fordi det hele så sort ud. Men jeg sagde til mig selv, at jeg gerne ville ændre min situation, og det lykkedes. Det samme kan andre gøre, og det håber jeg, at filmens budskab kan inspirere til.«

Det er endnu uvist, hvor den kommende dokumentarfilm vil blive vist. Der er flere muligheder, forklarer instruktøren:

»Den oplagte vej ville være, at DR købte den. Min drøm vil altid være, at den kom på nogle festivaler, så andre ude i verden også får mulighed for at se den. Men der er også forskellige streamingtjenester, så der er flere veje, vi kan tage.«

Læs også

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.