Forvirret og lidt forbandet teaterinstruktør: Er det vigtigere at bytte julegaver end at gå i teatret?

Ina-Miriam Rosenbaum er lidt forbandet.

Ikke bare over at åbne et nyt år med en nedlukning, men også over beslutningen om at lukke kulturlivet ned – igen.

»Jeg er meget respektfuld over for, at man er nødt til at gøre noget ved smittesituationen, men jeg er forvirret over, at man vælger at lukke kulturlivet ned, mens folk stadig kan gå i Bilka, i kirke, til fitness og sidde på værtshus. Jeg forstår det ikke,« siger instruktøren, der lige nu arbejder med en ny forestilling på Teatret Svalegangen, ”Det Fortrolige Rum”.

»Biografer, museer, teatre og andre kulturinstitutioner har jo vist, at de kan begrænse folks kontakt til hinanden. Hvorfor ønsker man at begrænse folks tilgang til refleksion, omtanke og til udsyn og indsigt – emner, som statsministeren selv nævnte i sin nytårstale.«

Ina-Miriam Rosenbaum er i fuld gang med at producere forestillingen, og hele holdet arbejder, som om den skal have premiere som planlagt den 22. januar.

»Vi er nødt til at minde os selv om, at det virkelig er vigtigt, hvad vi laver, for ellers kan vi ikke gennemføre det med den usikkerhed, der svæver over os. Jeg har haft juleferien til at vænne mig til den usikkerhed – det kræver et mentalt beredskab, som jeg kunne skrive bøger om. Gudskelov er der megen humor og overlevelsesdrift indlejret i dette hold og også i mig.«

Alle testes hver morgen

Også på Aarhus Teater producerer man forestillinger, næsten som om ingenting var hændt.

»Når det endelig skulle være, er det et godt tidspunkt for os, for vi har ikke publikum i januar. Der prøver vi på forestillingerne og bygger op til den næste bølge. Vores første premiere i år er den 3. februar,« siger direktør Allan Aagaard.

»Vi må se, hvad der sker, men vi holder hovedet højt og producerer alt det, vi kan. Vi tester alle på produktionsholdene hver morgen, og efter at vi er begyndt på det, faldt der ro på medarbejderne. Det gør, at de er trygge ved at komme herind og tager det lidt mere roligt, men stadig tager alle de forholdsregler, man kan tage.«

Allan Aagaards nytårsønske var, at der ville komme så megen smitte her i starten af året af den tilsyneladende mere ufarlige omikronvariant, at der ville opstå en immunitet i samfundet, som kunne gøre, at alle tør agere mere normalt igen.

»Det håber jeg stadig,« siger han og erklærer sig fortrøstningsfuld, selv om der nogle gange må prøves online på forestillingerne.

»Det er selvfølgelig ikke det samme. Hvis vi får for mange egne sygdomstilfælde eller husstandskontakter, som gør, at folk ikke kan komme på arbejde, kan vi komme til at udsætte nogle premierer, fordi vi ikke kan nå at holde prøverne ordentligt. Det må vi tage, som det kommer. Vi skal ikke udsætte nogen for fare for at tvinge en premiere igennem.«

Mindre stress denne gang

I Aarhus Symfoniorkester arbejdes der hjemmefra for tiden.

»Nytårskoncerterne er jo aflyst, og nu afventer vi en politisk beslutning om, hvornår vi kan få publikum i salen igen. Så musikerne er hjemme for at øve eller holde fri,« siger musikchef Jesper Nordin.

»Vi har valgt under denne nedlukning at være mere laid back, mere afventende, i stedet for at løbe solen sort for at finde på noget. Det er utroligt opslidende for hele organisationen at planlægge og aflyse – det tager mange kræfter. Så denne gang stresser vi mindre over nedlukningen, selv om det da var brandærgerligt, at vi måtte aflyse vores nytårskoncerter.«

Han håber, krydser fingre, og hvad han ellers kan, for, at koncerterne kan genoptages fra 17. januar, så bl.a. filmkoncerten ”Ringenes Herre – Kongen vender tilbage” efter at være blevet udskudt i snart to år kan spilles 20.-22. januar.

»Men vi må vente at se,« siger han.

En fremtidskomedie

På Svalegangen ved Ina-Miriam Rosenbaum godt, at hun gentager sig selv.

»Jeg forstår ikke nedlukningen af kulturlivet, men jeg vil rigtigt gerne forstå det, for jeg vil gerne bakke op om de beslutninger, det tages. Som demokrat har jeg behov for at forstå baggrunden for de beslutninger, der tages, så jeg kan se rimeligheden i dem,« siger hun.

»Når jeg går i Bilka eller skal bytte mine julegaver i Salling eller Magasin, står folk på nakken af hinanden. Men teatret skal være lukket. Undskyld, men jeg forstår det ikke. Jeg håber, at man fremover bliver bedre til at argumentere for tingene, end man er lige nu.«

Hun mener også, at politikerne ved at lukke ned for kulturlivet efterlader et indtryk af, at kunst og kultur er farligt – at der er der, man bliver smittet:

»Det tror jeg påvirker folks interesse i at komme tilbage til kulturinstitutioner – de bliver vænnet fra at komme.«

Forestillingen, som hun arbejder med, er en fremtidskomedie om offentlighedsloven. Hovedpersonen er Frank, der arbejder som journalist i Danmark anno 2068. Der er en mærkelig virus på spil, og Mette Frederiksen er stadig statsminister, selv om ingen har set hende i 30 år. I sin isolationsboble støder Frank på offentlighedsloven, der styrer, hvad borgerne må vide, og hvad de ikke må vide, og begynder at grave dybt i paragrafferne.

»Vi står med en fortælling, som taler direkte ind i folks vilkår for at forstå baggrunden for politiske beslutninger. Den er blevet spritaktuel, og derfor er jeg meget optaget af at komme ud med den samtidsfortælling, som vores forestilling er,« siger Ina-Miriam Rosenbaum.