Martin Ib har fået flyvende start i Frichsparken i Åbyhøj
Den aarhusianske madmager, Martin Ib, har den første måned haft travlt i sin nye bageri og café i Frichsparken. Lige nu er der dog langt mellem kunderne på grund af nedlukningen, der har lagt erhvervsparken øde.

Da Martin Ib slog dørene op i Frichsparken i begyndelsen af december, blev der med det samme meget travlt. De karakteristiske okkergule bygninger, der har en fortid som lokomotiv- og maskinfabrik, rummer i dag omkring 100 virksomheder, der skal have frokost, morgenbrød, eftermiddagskage og møder.

»Vi fik med det samme meget travlt. Både med kunder i caféen, folk der lige skulle have noget frokost og brød med hjem og så med en række faste ugentlige bestillinger fra firmaerne i området,« siger butikschefen, Jens Gjesing, der i øvrigt har en fortid som professionel fodboldspiller i AGF.
Den flyvende start fik dog en brat opbremsning, da landet blev lukket ned og folk blev sendt hjem for at arbejde. Den ellers så travle erhvervspark ligger i disse dage stille hen.
»Der blev temmelig stille på et øjeblik. Fra den ene dag til den anden forsvandt frokostfolket, og de faste bestillinger ligger stille. Vi håber, at beboerne i området vil få øje på os, og at vi kan trække folk, der spadserer på Brabrand Stien, ind og drikke kaffe her. Og så glæder vi os til genåbningen,« siger butikschefen.

Historien titter frem
Han har haft besøg af områdets mødregrupper og håber, at de studerende og det arbejdende folkefærd vil slå sig ned med deres computere.
»Vi synes selv, at vi har fået indrettet en hyggelig café med en række oprindelige detaljer fra lokomotiv- og maskinfabrikkens tid. Det ligger ejeren, Olav de Line, meget på sinde at bevare og genbruge byggematerialer, så det har vi gjort - og med et for os overraskende godt resultat,« forklarer Jens Gjesing.
Bageri-caféen har murede buer og på caféens bagvæg en industriel metaldør, der ser ud som om den fører ud til en perron. Møblementet er enkelt og minimalistisk. Det gælder også udformningen af butikken.
I den finder man det klassiske Martin Ib-udvalg, der er kendetegnet ved gode råvarer, der er bearbejdet fra bunden i hans eget køkken, der holder til i Skødstrup.
Derfra modtager caféen surdejs- og koldhævet brød, håndholdte kager og croissanter, hvis mange lag er udført med kærlig hånd.
Der blev temmelig stille på et øjeblik. Fra den ene dag til den anden forsvandt frokostfolket, og de faste bestillinger ligger stille. Vi håber, at beboerne i området vil få øje på os, og at vi kan trække folk, der spadserer på Brabrand Stien, ind og drikke kaffe her.

Mad fra en kærlig hånd
»Håndværket og de gode materialer er prioriteret, så kagerne er ikke 100 procent ens, som dem der kommer fra et samlebånd. De er lidt mere rustikke. Vi får ikke noget leveret på frost i poser eller store bøtter,« siger Jens Gjesing.
»Jeg har gennem tiden mødte mange kunder, der er skeptiske, fordi vores priser ikke matcher de masseproduceredes. Alligevel kommer kunderne igen, fordi de oplever, at smagen også er tilsvarende bedre,« siger butikschefen, der har ledet bageri på-caféen på Langenæs i to og et halvt år og lige nu styrer begge afdelinger.
På caféen i Frichsparken får de råvarerne til sandwich, moderne smørrebrød på tykke skiver rugbrød og salater. Der serveres også god barista-kaffe.