Streaming-guide: Populære serier til juleferien
I juleferien må man gerne ligge på sofaen og bare binge serier i timevis. Århus Onsdags redaktion giver dig her et bud på fem af tidens mest populære serier, som du kan streame, lige når du har lyst.

Oven på en hektisk december med julegaveindkøb, oppyntning, bagning og familie-komsammener, kan det være tiltrængt med en pause. Således er det i juleferien både oplagt og helt i orden at smide sig på sofaen og binge serier fra en ende af. Den største udfordring ligger i at vælge. For uanset hvilken streaming-tjeneste du har, er der mange serier at vælge imellem. Mange gode serier vel at mærke.
I guiden her er der hjælp at hente. Århus Onsdag redaktionen har valgt fem af tidens mest populære serier ud, som du kan streame når som helst – og så længe du orker.
God fornøjelse!

Et spil om liv og død
Første sæson af den koreanske thrillerserie ”Squid Game” forventes er blive den største seersucces nogensinde på Netflix. Og det siger ikke så lidt.
Serien foregår i Sydkorea og er en blanding af brutal konkurrence og en nervepirrende kamp for overlevelse i et ulige samfund.
456 af mennesker i pengenød siger ja til at konkurrere imod hinanden i klassiske, koreanske børnelege. Deltagerne er stillet en præmiesum på 247 millioner kroner i udsigt, men da taberne en efter en mister livet på brutal vis, går det op for deltagerne, at indsatsen er høj.
Men i desperation efter at vinde den store pengepræmie, fortsætter deltagerne legen.
”Squid Game”. 1. sæson/ni afsnit. Netflix.

En mors kamp for overlevelse
Dramaserien “Maid” er inspireret af Stephanie Lands erindringsbog “Maid: Hard Work, Low Pay, and a Mother’s Will to Survive” fra 2019, hvori forfatteren fortæller, hvordan hun efter at have forladt sin voldelige kæreste med deres lille datter på armen kæmpede for at genfinde fodfæstet. Nu er hendes erindringer blevet til serien ”Maid”.
Alex drømmer om at skrive og optræde, men hendes drømme bliver sat på pause, da hun forelsker sig i Sean og hurtigt bliver gravid med datteren Maddy.
Sean viser sig snart at have hang til større mængder alkohol og hans gentagende raserianfald og voldelige fremfærd får til sidst Alex til sammen med Maddy at flygte fra den trailerpark, de bor i, uden nogen penge på lommen. Den enlige mor får sig et rengøringsjob og kæmper for at forsørge sit barn og skabe en tryg tilværelse og bedre fremtid for dem.
”Maid”. Miniserie/10 afsnit. Kan streames på Netflix.

Kastanjemænd spreder skræk
Den danske krimiserie Kastanjemanden” er en filmatisering af Søren Sveistrups bestseller af samme navn.
Serien følger efterforsker Thulin og hendes tøvende nye partner Hess, der forsøger at opklare en række brutale drab på kvinder, som kan vise sig at have forbindelse til en ældre sag om en folketingspolitikers lille datters forsvinden. På gerningsstederne efterlader seriemorderen små kastanjemænd - men er kastanjemændene en kynisk hilsen eller en ledetråd, der kan bringe dem nærmere at opklare mordene?
Serien er neglebidende spændende og du vil sandsynligvis aldrig se kastanjemænd som en hyggelig søndags-syssel igen.
“Kastanjemanden”. 1. sæson/6 afsnit. Kan streames på Netflix.

Når medicin gør afhængig
USA har et meget liberalt forhold til piller – et emne der er omdrejningspunktet i den amerikanske dramaminiserie “Dopesick”. Serien handler om det kontroversielle smertestillede præparat Oxycontin, der i 1996 blev lanceret i USA som et mirakelmiddel, der kunne kurere alle smerter. Hvad medicinalgiganten bag præparatet, Purdue Pharma, bare glemte at fortælle var, at folk også blev fysisk afhængige.
Titusindvis af amerikanere dør hvert år af overdoser, og for mange starter derouten med noget så basalt som en recept på smertestillende piller.
“Dopesick” er spundet over virkelige hændelser og fortæller en fascinerende, om end kompleks historie med et bredt persongalleri og heftige spring i tid.
”Dopesick”. Miniserie/7 afsnit. Kan streames på Disney+.

Mord og selvmord i provinsen
Mini-serien “Mare of Easttown” handler om den lokale detektiv, der prøver at opklare et mord i den lille provinsby Easttown i udkanten af Philadelphia.
“Mare of Easttown” er en klassisk skåret krimiserie om mord og selvmord. Og om en politikvinde, der utrætteligt prøver at opklare mordet på en teenagepige, samtidig med at hun konfronteres med sin egen dunkle fortid.
’Mare of Easttown’ er en dramatisk miniserie, som kombinerer kriminalgåder og interessante personportrætter på spændende og gådefuld vis. Kate Winslet vandt en Emmy for sin hovedrolle i serien som politibetjenten Marianne “Mare” Sheehan.
”Mare of Easttown”. Miniserie/7 afsnit. Kan streames på HBO.