En kræftdiagnose tog magten fra Mark le Fêvre: »Humoren er min måde at tage magten tilbage«
Standup komiker Mark le Fêvre er en sjov mand, med et bekymret sind. I 2019 blev hans bekymring til virkelighed, da han fik diagnosen kræft. Med humor afmonterer han alvorligheden af den oplevelse i sit one-man show “Heldig”, som kan opleves i Musikhuset Aarhus 2. og 3. juni.

Ind ad en af Godsbanens mange døre kommer Mark le Fêvre. Han går langsomt han ad gangen og ser sig søgende omkring. Et vink fra Århus Onsdags journalist får ham til at sænke skuldrene og sætte tempoet op.
»Hej! Mark,« præsenterer komikeren sig.
»Jeg var lige lidt i tvivl, om det var den rigtige indgang...«
Ved et ledigt bord lidt afsides, tager han jakken af, hænger den over stoleryggen og sætter sig.
»Mark...Er du sjov?”«
Mark le Fêvre ser kortvarigt lidt betuttet ud over det direkte åbningsspørgsmål. Så svarer han:
»Det håber jeg da. Noget tyder i hvert fald på det. Folk griner da til mine shows. Som regel.«
Netop grinet, humoren og den jyske standup komikers one-man show “Heldig” er omdrejningspunktet for dette interview.
»Jeg har altid godt kunnet lide at få folk til at grine, og helt tilbage i Folkeskolen var jeg jo nok lidt en form for klassens klovn. Jeg kan huske, jeg havde en matematiklærer dengang, som af og til satte de sidste fem minutter af timen af til, at en kammerat og jeg kunne gå uden for døren og forberede noget sjovt, vi kunne underholde klassen med. Det var fantastisk!« fortæller Mark le Fêvre.
Han holder en pause og skæver ned ad sig selv. På brystet har han et klistermærke siddende fra et interview på DRs radiokanal P4 tidligere på morgenen. Han lister klistermærket af, krøller det sammen og begraver det diskret i lommen.
Debut i Aarhus
Siden 2010 har Mark le Fêvre haft sin gang på landets standup scener. Sin reelle standup debut havde han på Café Smagløs i Aarhus, hvor han boede fra 2010 til 2013.
»Efter at have afsluttet gymnasiet i Horsens var jeg lidt famlende i forhold til, hvad jeg så skulle. Jeg rykkede til Aarhus og begyndte på fysioterapeut-uddannelsen. Mest fordi jeg havde en god kammerat, der gjorde det... Det fandt jeg ret hurtigt ud af ikke var mig. I stedet søgte jeg ind på engelsk og dramaturgi på Aarhus Universitet. Jeg var sproglig student og tænkte, at sprog kan man jo altid bruge...,« Mark le Fêvre trækker på skuldrene.
»Men indeni havde jeg den her lille glød, der ikke ville slukke. Så da jeg fik mulighed for at gå på scenen på Smagløs og optræde med mit standup, greb jeg den. Og den aften var det som om, tågen lettede. For mig føltes det som det helt rigtige; at lave standup og få folk til at le. Min optræden på Smagløs blev min reelle standup debut. Derfra tog det fart. Jeg studerede på halv styrke og brugte resten af tiden på at optræde,« fortæller den 33-årige komiker.
I 2013 tilbød radiostationen The Voice Mark le Fêvre at blive vært på morgenprogrammet “Vågn Op!”. Han satte studierne i Aarhus på standby og flyttede til København for at lave radio. Samtidig med arbejdet som radiovært fortsatte han med at optræde på hovedstadens standup scener og producere YouTube-videoer.

Bekymring blev virkelighed
I foråret 2019 tog Mark le Fêvre på sin første turne rundt i landet med one-man showet “Bøvl”, der høstede positive reaktioner hos såvel publikum som anmeldere.
»Mit første one-man show “Bøvl” var et stort spring at tage. Det at skulle stykke et show sammen selv og stå ene mand på scenen i en hel time... Men det var en kæmpe oplevelse og en fed følelse selv at sidde med legoklodserne og sætte dem sammen, som jeg havde lyst til,« lyder det fra Mark le Fêvre.
Komikeren skriver selv alt sit materiale, der typisk består af lidt længere, mere personlige fortællinger, krydret med enkelte one-liners.
»Det er måske lidt en floskel, men de komikere, jeg selv bedst kan lide, er dem, der er til stede i det, de laver. Dem der giver noget af sig selv og fortæller lidt længere historier. Ikke at jeg ikke synes om one-liners. De skal også være der. Det er jo håndværket i sin reneste form!« siger Mark le Fêvre og fortsætter:
»Det forsøger jeg at efterleve i mine egne shows: at give noget af mig selv. “Bøvl” tog afsæt i, at jeg tit har en tendens til at overtænke ting. For eksempel gør jeg alle mulige krumspring for ikke at blive syg. Hvilket nogle gange ender med at bide mig selv i røven... Showets morale var, at det ikke betaler sig at bekymre sig, da bekymringerne sjældent bliver en realitet. Det gjorde de så bare lige der for mit vedkommende...« Mark le Fêvre gør en synkebevægelse og ser alvorlig ud.
Få måneder efter at han havde optrådt med sit sidste ”Bøvl”-show, fik komikeren en melding fra sin læge om, at han formentlig havde kræft.
»Jeg er skaldet, og af ren forfængelighed fik jeg fjernet et modermærke her.« Mark le Fêvre tager sin kasket af, vender sig en halv omgang og peger på et tyndt ar på sit baghoved.
»Helt rutinemæssigt undersøgte de modermærket. Åbenbart er der fem indikatorer for, hvornår noget kan være kræft, og de fandt tre af dem hos mig. Så jeg blev opereret igen for at sikre, at lægerne havde fået det hele med. Det var en rutsjebanetur, som jo ikke ligefrem gjorde mig mindre bekymret for mit helbred. I en periode var jeg rigtig bange for, jeg ikke kom ud at optræde igen.« Mark le Fêvre sukker hørbart og tager kasketten på igen.
»Heldigvis tyder alt på, at jeg er rask. Jeg har for nyligt været til mit sidste tjek, og alt ser ud, som det skal.«
Ingen morale
I sommeren 2022 drager komikeren landet rundt med sit nye one-man show “Heldig”, som kan opleves i Musikhuset Aarhus 2. og 3. juni.
»“Heldig” tager udgangspunkt i min personlige fortælling om kræft. En for mig ret sårbar historie at lukke folk ind i... Det betyder ikke, at showet er en lang og tung sygdomshistorie. Tværtimod faktisk. Men jeg syntes, det var spændende at tage en alvorlig oplevelse og gøre noget sjovt ud af den. Nogle gange kan humor afmontere alvorligheden, og for mig blev humoren min måde at tage magten tilbage i en situation, hvor jeg ellers følte mig magtesløs,« forklarer Mark le Fêvre om sit kommende show.
Af bitter erfaring fra sidste show har Mark le Fêvre undladt alt, der minder om moraler i sit “Heldig”-show.
»Det gik jo ikke så godt sidst, jeg havde en stor morale med i et show. Så “Heldig” er et show helt uden morale. Men måske der er et budskab... Jeg vil nødigt spoile noget, så vil man vide, hvad det budskab er, må man komme og se showet,« teaser Mark le Fêvre hemmelighedsfuldt.
Kildren i maven
Mark le Fêvre glæder sig til at blænde op for “Heldig” og til livet på de danske landeveje.
»Jeg kan rigtig godt lide at rejse landet rundt som underholdningscowboy. Og så har jeg jo glædet mig til at komme ud med det her show i hvad, der føles som en evighed. Så publikum kan helt sikkert se frem til at opleve en veloplagt komiker på scenen,« lover han.
Mark le Fêvre ser ekstra meget frem til at stå på scenen i Musikhuset Aarhus; byen hvor kimen til hans standup karriere blev lagt for godt ti år siden.
»Det er altid fedt at være ude at optræde, men der er altså steder, hvor det er ekstra fedt, og her står Aarhus øverst på listen. Det var jo her min karriere som standup komiker startede, og for mig er det kæmpestort at få lov til at optræde et sted så ikonisk som Musikhuset. Det er første gang, jeg står på scenen i Store Sal, og jeg tænker, at jeg da nok får lidt kildren i maven, inden jeg går på.« Mark le Fêvre trommer lidt med fingrene på skyggen af sin kasket. Så tilføjer han:
»Jeg glæder mig helt vildt til at stå foran et publikum igen og til at vise, hvad jeg har arbejdet på de sidste par år. Og jeg minder hele tiden mig selv om at huske at nyde det. Når man som jeg har stået et sted, hvor man ikke ved, om man kommer ud at optræde igen, betyder det ekstra meget at være tilbage på scenen foran et publikum.«