Varemangel og dyre priser? Det kan du forvente dig af årets julehandel

Mange danskere bekymrer sig om årets julehandel. Læs her, hvad der reelt er op og ned, og hvad du kan forvente dig.

Artiklens øverste billede
Hævekortet bliver måske rødglødende, når du skal juleshoppe, for forbrugerpriserne er røget i vejret.

Inflationen er steget, det samme er råvare- og fragtpriserne, og ind fra højre har corona nu gang i sin tredje bølge herhjemme.

Og det har fået nogle forbrugere til at bekymre sig om julehandlen. Hver femte planlægger eksempelvis at købe julegaver tidligere i år end normalt.

Det viser en ny rundspørge fra Voxmeter og Arbejdernes Landsbank.

»Undersøgelsen afspejler, at der har været meget snak om inflation, corona og varemangel, og derfor vil flere sikre sig julegaverne tidligere end normalt,« siger privatøkonom Brian Friis Helmer.

Og det er for så vidt ikke nogen dum idé.

For det første undgår man at stimle sammen i en tid med stigende coronasmitte. For det andet har mange butikker udvidet deres byttefrist.

»Samtidig fordeler man presset og efterspørgslen, så alle ikke køber stort ind i de samme dage,« siger Brian Friis Helmer.

Stort mersalg

Den spredte julehandel vil også kunne mærkes på den anden side af jul, tilføjer Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv med indgående markedskendskab til både e-handel og detail.

»Der er altid et stort mersalg, når der - som i år - er mange hverdage mellem jul og nytår,« siger han.

Samtidig har tilbudsdage som Black Friday og den kinesiske Singles Day fået fodfæste herhjemme, hvilket gør, at julehandlen også gradvis begynder tidligere.

»Så i år bliver julehandlen fuld galop fra nu af og langt hen på den anden side af jul,« konstaterer Niels Ralund.

Butikker vil nok hæve priser

Som det næste skal du forvente, at du enten skal have lidt flere penge op ad lommen, eller at mønterne i tegnebogen ikke rækker helt lige så langt som normalt.

De danske forbrugerpriser er nemlig steget tre procent alene i oktober, og selv om det kan lyde af lidt isoleret set, er det det højeste hop i ti år, forklarer Brian Friis Helmer.

»Energipriserne er steget, fragtpriserne er steget, og der er flaskehalse omkring nogle råvarer,« siger han.

Det er den samme dynamik, du allerede nu mærker, når elregningen er vokset, og det er blevet dyrere at tanke benzin.

»Det samme mærker virksomhederne, og når deres produktionsomkostninger er blevet dyrere, så kan det betyde, at de hæver prisen på deres varer,« siger Brian Friis Helmer.

Niels Ralund tilføjer, at fragtprisen for en 40-fodscontainer - sådan én du kender fra dækket af et Mærsk-skib - er blevet op til ti gange dyrere.

Det betyder, at hvor virksomheden for et år siden skulle betale eksempelvis 20.000 kroner for at få sådan én hjem med varer, koster den nu op mod 200.000 kroner at få hjem.

»Så det vil ikke være overraskende, hvis butikkerne hæver priserne. Men det er et spørgsmål om, hvem der blinker først og tør hæve priserne,« siger Niels Ralund.

Husk nu: Ingen panik

Til gengæld maner han panikken om varemangel til jorden.

Der har ellers ligeledes været megen snak om, hvorvidt butikkerne - blandt andet på grund af stigende råvare- og fragtpriser - ville have svært ved at få varer nok hjem.

Det billede genkender Niels Ralund ikke, når han snakker med butikker og producenter.

»Varemanglen gælder primært store partivarer såsom møbler - og så enkle elektronikprodukter såsom Playstation og Sonos-højtalere. Men i det store billede kommer der ikke til at mangle julegaver,« siger Niels Ralund.

Læs også

Del artiklen