»Det er en manifestation af Vejlby, men også en stille og kærlig kindhest til Risskov«

»Vi gider ikke Falktoft heroppe. For Peter Falktoft har ikke noget at have det i. Han er en tøsedreng og praler kun med, at han kommer fra Risskov, fordi det er smart.«

Ordene er forfatter og Vejlby-dreng Christian Henriksens. Han er fredag aktuel med en hyldest- og portrætbog af barndommens gader i det nordlige Aarhus. Navnet på den nye bog er - måske provokerende for personer på den ene side af Grenåvej - ’8240 Vejlby’.

»Det er en manifestation af Vejlby, men også en stille og kærlig kindhest til Risskov,« siger forfatteren og smiler.

Bogen er blevet til i samarbejde med Søren Lynggaard, en anden Vejlby-dreng, der måske er bedst kendt som fotograf for Peter Sommer. Bogen er bygget op om cirka 50 fortællinger om bydelen, der tager udgangspunkt i alt fra områdets mange tunneler, de skæve veje, grillbaren Oasen, Vejlby Skole og Tjelevejs lange blokke. Hvert sted er krydret med personlige fortællinger fra »Mindernes Allé« og akkompagneret af Søren Lynggaards stilistiske, rå billeder af Vejlby. Billeder, der gerne skulle passe til bogens sjove, skøre og barske portrætter.

Stadig fra Vejlby

Vi sidder i Christian Henriksen hjem på Flintebakken. Stedet, han som voksen er vendt hjem til. Han har dog boet mange forskellige steder i Vejlby som barn og ung.

»Man skal komme herfra for at flytte herud igen. For der er sgu ikke meget kønt eller landsby over det længere,« siger forfatteren.

For man kan måske tage drengen ud af Vejlby, men man kan ikke tage Vejlby ud af manden. Og det er tydeligt, når man hiver fat i gamle citater fra en artikel bragt i Politiken i 2014, hvor Risskov-drengene Rune Lykkeberg og Peter Falktoft gør det meget klart, at der på den anden side af den infrastrukturelle grænse mellem Vejlby og Rissko, stadig findes en opfattelse af en ”rigtig” og ”forkert” side af Grenåvej.

»Har han sagt det?« spørger Christian Henriksen, da han får genfortalt et af citaterne fra artiklen. Og det har de. Altså udtrykt, at »det blev regnet for en beklagelig fejl, at dem fra Vejlby på den anden side af Grenåvej havde samme postnummer som os.«

På den måde har Grenåvej i generationer været en skillelinje og identitetsmarkør lokalt mellem det rige strandvejs-Risskov og »bonderøvene« fra Vejlby. Og postnummeret spiller også en rolle i titlen på den nye bog, som Christian Henriksen og makkeren Søren Lynggaard udgiver 19. november.

’8240 Vejlby’ er på én og samme tid en hyldest til Vejlby, men også en slags hilsen til dem nede i Risskov.

»Det hed jo Vejlby-Risskov Kommune i mange år indtil kommunesammenlægning i 1970, hvor de kraftedeme hiver Vejlby ud af navnet og laver 8240 Risskov i stedet for 8240 Vejlby. På trods af at kommunekontoret lå heroppe. Så titlen er også med til at illustrere at: nej, nej - vi kalder det Vejlby.«

Kampen om Grenåvej

Skellet mellem Risskov og Vejlby begyndte ifølge forfatteren allerede for 150 år siden, da det finere borgerskab og de større fabrikanter inde fra Aarhus begyndte at flytte ud til Risskov, hvor de byggede sommerhuse, mens Vejlby var en landsby med masser af marker, der blev udstykket til landbrug.

»Det var bonderøvene, der boede i Vejlby. Og det har man altid fået at vide - måske ikke så meget mere, men det har altid ligget lidt latent, at dem fra Risskov var lidt mere end dem fra Vejlby,« siger Christian Henriksen.

»Måske er det ikke sådan så meget mere i dag, men i gamle dage var det Grenåvej, der adskilte os fra dem. Og det tog vi bogstaveligt engang i mellem. Hvis der kom nogen forbi, og de ikke havde et ordentlig ærinde, så kunne det godt ende i slagsmål, og det samme skete, hvis vi kom derned. Det handlede om at pisse territoriet af,« fortæller forfatteren.

Og det er også nogle af de ting, den nye bog tager fat i, hvor forfatterens egne erindringer om Vejlby hovedsageligt tager udgangspunkt i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Noget andet i dag

Helt så brutalt er forholdet mellem de to bydele ikke i dag, ifølge Christian Henriksen. Grenåvej er ikke på samme måde den udtalte grænsebom mellem de to steder, som den engang var. Hans egne børn hænger også ud i Risskov. Sociale medier har udvisket grænserne, mener han, og så er Vejlbys status som landsby også for længst parkeret, idet der i dag skyder det ene nye byggeprojekt efter det andet op.

Hvad er det egentlig, du er flyttet tilbage til?

»Jeg flyttede tilbage hertil, fordi min daværende kone ville bo her, og hun kommer ikke fra Vejlby. Så det var lidt et tilfælde, men omvendt var jeg med på det, fordi jeg selv havde en opvækst, jeg kunne stå inde for. Og jeg håbede vel på en eller anden måde, at jeg blev bekræftet i, at det var ligeså godt, som da jeg var barn. Og det er det. Vejlby er sgu ligeså god som dengang, men det er noget andet.«

»Men jeg flyttede også tilbage, fordi jeg tænkte, at det var for kedeligt at flytte til Risskov. Det var bedre at mine børn skulle vokse op et sted, hvor der også er nogle skæve eksistenser, steder og veje man kan grine af - men også et sted, man kan græde af. Der er stadig plads i Vejlby til de, der slår en skævert. Man kan se dem i Rema, på Oasen eller på pubben. De er der ikke på samme måde i Risskov.«

Og det er de steder, skæverter og fortællinger fortalt med kærlighed til området, der har formet forfatteren, som han håber andre også kan få noget ud af.

»Meningen med bogen er, at man får vakt sine erindringer om det, der var engang. Og det behøver ikke kun være i Vejlby, så den henvender sig også til et bredere publikum, fordi der forhåbentlig er flere ting, man alligevel kan spejle sig i,« siger Christian Henriksen.

Bogen udkommer på Byens Forlag, og der er bogreception 19. november hos Jørn Therkildsens firma Vin Til Tiden på Vejlbjergvej og bogen kan købes i boghandlen i Veri Centeret.