Italiener bliver ny direktør hos Kunsthal Aarhus

Kunsthal Aarhus henter ny kunstfaglig direktør i København, hvor italienskfødte Diana Baldon har boet i flere år.

Artiklens øverste billede
Diana Baldon er ny kunstfaglig direktør hos Kunsthal Aarhus. Pressefoto.

Kunsthal Aarhus har i nogle måneder været uden kunstfaglig direktør, efter Jacob Fabricius rykkede til Art Hub Copenhagen i maj. Men nu er posten igen besat. Det aarhusianske udstillingssted har således ansat den italienske kurator og kunsthistoriker Diana Baldon, der igennem flere år har været bosat i København.

Det oplyser Kunsthal Aarhus i en pressemeddelelse.

»På vegne af bestyrelsen er det mig en glæde, at Diana Baldon starter i Kunsthal Aarhus som kunstfaglig direktør. Diana vil kunne videreføre det høje faglige niveau i kunsthallen og samtidig tilføre sine egne perspektiver på samtidskunsten,« fortæller bestyrelsesformand Søren Taaning i pressemeddelelsen og fortsætter:

»For bestyrelsen har det været vigtigt, at Diana er internationalt orienteret og har en stor erfaring, som hun kan bringe i spil overfor publikum og på kunstscenerne lokalt, nationalt og internationalt. Diana har lavet markante udstillinger og andre kunstfaglige bidrag omkring samtidskunsten, som vi glæder os til at se udfoldet yderligere i nærmeste fremtid – nu i Kunsthal Aarhus.«

Diana Baldon har en master i Creative Curating fra Goldsmiths College, London Universitet. Siden har hun kurateret samtidskunst til en lang række internationale udstillingssteder og biennaler. Baldon har desuden flere direktørstillinger på sit CV herunder blandt andet for Index samt Malmö Konsthall i Sverige og senest Fondazione Modena Arti Visive i Italien.

»Det er en ære at blive en del af Kunsthal Aarhus, og jeg ser frem til at udvikle projekter af høj kvalitet sammen med teamet og med bestyrelsen. Uden at miste sit engagement til publikum har Kunsthal Aarhus været en spydspids igennem de sidste mange år og har med en eksperimentel og kritisk tilgang bragt nogle af de mest innovative billedkunstnere, forskere og andre faglige aktører fra Danmark sammen med banebrydende kolleger fra udlandet,« fortæller Diana Baldon i pressemeddelelsen.

Diana Baldon skal sammen med direktør for Kunsthallen, Iben Mosbæk, løfte og kommunikere Kunsthal Aarhus’ vision og virke i fremtiden.

jwh

Læs også

Del artiklen