Ny mytologisk udstilling i gasbeton på Aros

Med sine mytologiske værker udført i gasbeton trækker den unge billedhugger Sif Itona Westerberg tråde fra fortiden, igennem nutiden og til fremtiden. “Immemorial”-udstillingen, som kan ses i Focus-galleriet på Aros til 23. januar, er kunstnerens hidtil største.

Artiklens øverste billede
"Immemorial" er en ny udstilling af mytologiske værker udført i gasbeton af den unge, danske billedkunstner Sif Itona Westerberg. Udstillingen kan ses på Aros i Focus-galleriet på Niveau 5 frem til 23. januar 2022. Billedet her er fra værkserien "Swan Song". Foto: M. Jeppesen

“Immemorial” er en ny udstilling på Aros med værker af den danske, unge samtidskunstner Sif Itona Westerberg. Udstillingen præsenterer mytologiske skulpturer udført i gasbeton, der via fortidens fortællinger sætter fokus på nutidens lurende klimakatastrofe. Udstillingen kan ses i det 420 kvadratmeter store Focus-galleri på museets Niveau 5 frem til 23. januar.

Sif Itona Westerbergs værker trækker ofte på referencer fra antikkens udhuggede billedfriser eller middelalderens farverige ikonografi, hvor hun henter en stor del af sin inspiration fra.

»Jeg har været interesseret i mytologiske fortællinger, siden jeg var barn. Jeg synes, det er interessant, hvordan vores kulturhistorie gemmer på så mange hybrider og forvandlinger, hvor menneske og natur smelter sammen. Og jeg tror, vi kan lære noget om forbundethed fra de myter,« siger Sif Itona Westerberg.

Da hun gik på Kunstakademiet, og pengene var små, begyndte hun at arbejde i gasbeton, som er et billigt materiale primært kendt fra byggeindustrien. Og hun opdagede snart, at det gav en interessant kontrast at tage dette materiale fra byggesektoren og forme det til kunstværker i traditionel billedhuggerstil.

"Immemorial" udstilllingen er opdelt i tre akter. Første akt ”House of Dionysus” viser værker, der alle cirkulerer om den græske vingud Dionysos. Referencen til Dionysos understreges ved de vinranker, kunstneren Sif Itona Westerberg har skabt i glas og kobber og tilføjet værkserien. Foto: M. Jeppesen

Udstilling i tre akter

Udstillingen “Immemorial” er opdelt i tre akter. Første akt ”House of Dionysus” viser værker, der alle forholder sig til den græske, mytologiske figur Dionysos, som var gud for vin og ekstase. I denne serie af skulpturer indgår værker, som efter en donation fra Ny Carlsbergfondet blev en del af museets samling allerede tidligere på året.

»Sif Itona Westerbergs figurer er ofte tvekønnede eller kombinerer menneske- og dyrekroppe. Denne overskridelse af menneskekroppen går igen i hele udstillingen. Ved at blande natur, kultur, teknologi og videnskab i sine værker og sammenvæve fortid, nutid og fremtid, beder kunstneren os om at lære af fortidens knapt så dogmatiske syn på krop og køn,« forklarer museumsinspektør og udstillingsansvarlig Jakob Vengberg Sevel fra Aros under en rundvisning i “Immemorial” udstillingen.

36-årige Sif Itona Westerberg er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014. Hendes hidtil største udstilling "Immemorial" kan lige nu opleves på Aros. PR Foto.

Klimakatastrofe i fokus

Anden akt “Swan Song“ er en helt ny værkserie, der udstilles for første gang på Aros. Værkerne tager afsæt i den græske myte om Faeton. Som søn af solguden Helios forsøgte Faeton at styre sin fars solvogn, hvilket resulterede i, at han på sit vanvidsridt stak ild til himmelen.

Jeg betragter kunsten som et godt rum til at reflektere over nogle af de ting, som er så store eller komplicerede, at der ikke er nogle enkelte løsninger.

Sif Itona Westerberg, billedkunstner og aktuel med udstillingen "Immemorial" på Aros.

En lysende, orange halvcirkel på den ene langvæg indrammer værkerne, som forestiller mennesker, dyr og træer med ild i. Med denne værkserie beskriver Sif Itona Westerberg Faetons ulykke som historiens første menneskeskabte klimakatastrofe og viser, at kunstneren ud over at ville fortælle historier også har et ønske om, at vi skal lære noget af fortidens historier.

»Jeg tror, det er svært for de fleste efterhånden at se bort fra de klimaforandringer, vi oplever i vores tid. Bevidstheden om dem ligger som et konstant ubehag i kroppen. Jeg synes, det er uhyggeligt at se, hvordan vi tvinger det økosystem, som vi er så afhængige af, helt i knæ. Og jeg har lyst til at prøve at have den samtale i et rum, hvor det ikke handler om forbruger nudging eller realpolitiske dagsordner, men i stedet kan være noget, vi reflekterer over på et andet plan. Jeg betragter kunsten som et godt rum til at reflektere over nogle af de ting, som er så store eller komplicerede, at der ikke er nogle enkelte løsninger,« fortæller Sif Itona Westerberg.

Blandt fabeldyrene i gasbeton i udstillingens tredje akt, "Fountain", står zinkkar med vand og metalstativer, hvorfra der hænger metaltråde. Installationer der leder tankerne hen på et laboratorium for genmanipulation. Foto: M. Jeppesen

Fabeldyr og genteknologi

Udstillingens tredje og sidste akt består af værker fra serien “Fountain”, der blev vist på udstillingsstedet “Tranen” i Hellerup i 2019. Værkerne tager udgangspunkt i hybride væsner fra den europæiske Middelalder kombinereret med moderne genredigeringsteknologi. Teknologien gør det muligt at krydse arter og blande væv og DNA på en måde, som man tidligere kun har kunnet drømme om. Også her ser Sif Itona Westerberg både tilbage og frem i tiden, når hun forbinder Middelalderen med moderne videnskab og derigennem undersøger hybridens potentiale.

Blandt fabeldyrene i gasbeton står zinkkar med vand og metalstativer, hvorfra der hænger metaltråde. Installationer der uvilkårligt trækker associationer til et laboratorium for genmanipulation og til DNA-strenge.

»Sif Itona Westerberg tager livtag med nogle af de store fortællinger, som danner grundlag for vores civilisation og kombinerer dem med moderne og fremtidige emner. Hendes værker udfolder de problematikker, der udspiller sig i en tidsalder, hvor grænserne mellem teknologi, menneske og natur synes at være udviskede,« forklarer Jakob Vengberg Sevel om værkserien “Fountain”.

Sanselig kunstoplevelse

Sif Itona Westerberg er uddannet billedhugger fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014. “Immemorial” på Aros er den 36-årige samtidskunstners hidtil største udstilling.

»Det er utrolig privilegeret at få lov at udstille på så stort et museum som Aros, med så stort et publikum. Og jeg har glædet mig meget til at kunne åbne dørene til “Immemorial” for publikum,« siger Sif Itona Westerberg.

Hun håber med “Immemorial” at kunne give publikum en god kunstoplevelse, som kan sætte nogle tanker i gang, og som de kan tage med sig videre.

»Det, jeg selv synes er en god kunstoplevelse, er, når kunsten rammer mig på en eller anden måde. Når jeg føler mig berørt, konfronteret, opløftet, nysgerrig, håbefuld, tænksom eller får en sanselig oplevelse, uden at jeg nødvendigvis kan sætte de præcise ord på,« forklarer Sif Itona Westerberg og fortsætter:

»Det er selvfølgelig også det, jeg håber for det publikum, der skal ind og se “Immemorial”-udstillingen: At der imellem de besøgende vil være nogen, som går derfra med en sådan oplevelse i kroppen.«

Læs også

Del artiklen