Musikhuset vinder pris for nytænkning i en tid, hvor livemusik havde tæt på umulige vilkår

Artiklens øverste billede
Jan Christensen er direktør hos Aarhus Musikhus, som netop har vundet, når Aarhus Hylder kulturen i byen. Foto: Benny Kjølhede

2020 var kreativitetens år i mange henseender. Det gjaldt ikke mindst i erhvervs- og kulturlivet, som så sig nødsaget til at tænke ud af boksen, finde på nye formater, nye veje og ændre traditionerne.

Vi så det i restaurationsbranchen, hvor konceptet omkring udbringning af mad blev videreudviklet til at gælde alt fra drinks til brunch og julefrokoster og i foreningslivet, hvor alt fra badmintontræning til korsang blev afholdt online og ikke mindst i forbindelser med live-optrædener, koncerter og teaterforestillinger, der pludselig måtte finde ud af at blive afviklet helt uden publikum eller som minimum med voldsomt nedskalerede antal gæster.

I takt med stigende smittetal og forlængede nedlukninger i foråret, fik det at mødes til koncerter fortsat længere udsigter. Det stoppede dog ikke Aarhus musikhus, som løste problemet på en helt særlig måde, hvilket netop har bibragt institutionen titlen som byens kulturoplevelse, når Aarhus Hylder og byens borgere fejrer kulturlivet i Aarhus.

»Musikhuset Aarhus har under corona formået at give danskerne fede kulturoplevelser under de sværest mulige vilkår for livekultur. Læg dertil 40 år som kulturelt og aktuelt samlingspunkt,« lød en borgers begrundelse for, at Aarhus Musikhus skulle indstilles til prisen.

Kulturel Takeaway

’Takeaway koncerter’ var navnet på konceptet, som bragte musikken ud til borgerne, da borgerne ikke kunne mødes til koncerter. Her kunne århusianerne opleve alt fra Pernille Rosendahl til Jacob Dinesen spille livekoncerter i byens mange baghaver og gårde.

Hvor kunstnerne mødte op, var op til den person, som havde vundet koncerten på Musikhusets Facebook-side. Herefter kunne man invitere naboer til at komme forbi og se koncerten, og for de, der ikke havde vundet eller var nabo til en vinder, kunne koncerten opleves live fra sofaen, da den blev streamet på musikhusets Facebook-side.

At borgerne nu har peget på musikhuset som årets kulturoplevelse er en stor glæde for Jan Christensen, der er direktør i Aarhus Musikhus.

»Vi forsøgte at være levende og tilgængelige under corona og vise, at kulturlivet godt kunne fortsætte på trods. Og det har en enorm betydning, at folk faktisk har bemærket det og anerkender det, for vi har virkelig kæmpet for at få det hele til gå op og fylde hullerne med koncerter helt ned til 30 personer,« lyder det fra Jan Christensen.

Foruden Musikhuset var også AGF, Aarhus Teater, Besættelsesmuseet og biografen Øst for Paradis blandt de nominerede, når Aarhus Hylder skulle kåre vinderen blandt de steder i byen, som bidrager med noget særligt til kulturlivet. Det var Aarhus Musikhus som løb med sejren i slutspurten, og efter et tæt løb er Jan Christensen »stolt over at være kommet et mulehår foran de andre dygtige institutioner.« Selvom Musikhuset fik flest stemmer, ser han hele listen af nominerede som et billede på det store afsavn, som har været til bestemte former for kulturoplevelser under nedlukningen.

»Jeg tror, at det seneste halvandet år om noget har vist os betydningen af at komme ud og får oplevelser inden for kultur, sport og ikke mindst liveoplevelser sammen med dem, vi holder af, og mange af de nominerede var netop steder, som bestræber sig på at give forskellige liveoplevelser, så jeg ser det egentlig som en manifestation af, at denne kulturform kan noget særligt,« siger han.

Læs også

Del artiklen