Aarhus Hylder fejrer otte vindere, som skaber smil i smilets by

Gennem de sidste uger har Aarhus Hylder og byens borgere fejret alt det gode, som gør Aarhus til noget særligt. Med en netop afsluttet afstemning er det blevet tid til at kåre vinderne af alt fra den bedste service til det gode madhåndværk.

Artiklens øverste billede
Der er fundet otte vindere af Aarhus Hylder. Modelfoto: Adobe Stock

Det frivillige, det grønne, det smukke, det velsmagende og det romantiske.

Der er mange gode ting, som til sammen gør Aarhus til Aarhus, og i i forbindelse med Aarhus Hylder har tusindvis af aarhusianere hyldet og fremhævet alt det, som de hver især mener er med til at skabe smil i smilets by.

Med fem nominerede inden for otte kategorier, er der blevet sat fokus på alt fra den gode service til det grønne initiativ, og til trods for tæt løb flere steder har byens borgere udvalgt otte favoritter, som hver især fortjener en helt særlig anerkendelse for sit virke i byen.

By af ildsjæle

Det sker efter ni prominente Aarhus-folk mødtes om om en jury-middag i august for at indsnævre en liste af nominerede, som var blevet udvalgt af byens borgere. Herefter har århusianerne atter givet deres holdning til kende i en netop afsluttet afstemning, og det er nu blevet tid til at finde konfettirørene frem.

Det gælder ikke mindst, når Aarhus Hylder kårer vinderen af kategorien byens ildsjæl, som brænder ekstra meget for sin sag. Med en liste af nominerede, der bl.a. talte Food-Festival, Taekwondoklubben Do og Natteravnene Aarhus fik denne kategori særligt mange stemmer. Ikke desto mindre er det ildsjælen bag Hjemløs i Aarhus, Rikke Sejthen, der løber med sejren for sit utrættelige arbejde med at gøre en forskel for byens hjemløse og socialt udsatte.

»Det, at folk har stemt på os, er en kæmpe anerkendelse af byens hjemløse og udsatte, fordi det viser, at folk faktisk ønsker, at vi passer på de her mennesker og sørger for, at de også har det godt. Det betyder alverden for mig. Det er de hjemløse, der har vundet, og det fortjener de om nogen,« lyder det fra Rikke Sejthen.

Vinderne af Aarhus Hylder modtager foruden et diplom og en såkaldt synlighedspakke også rådgivning af en mediekonsulent og en JP-markedsføringspakke til en værdi af 30.000 kroner, som kan bidrage til at udbrede kendskabet til det vindende projekt og eller institution.

Rikke Sejthen arbejder på at samle ind til en Food-Truck til de hjemløse, der skal gå under navnet Det Rullende Hjerterum, og hun håber, at sejren kan bringe hende tættere på at realisere denne drøm.

»Det skal være et sted, hvor de hjemløse ved, at de kan komme og snakke og få lidt mad, når værestedet har lukket. Selvom jeg når ud til mange på min Facebook, gør denne pris, at jeg kan jeg nå ud til mange flere og komme tættere på målet med Food-trucken. Så skal diplomet hænge på væggen inden i den,« griner hun.

En bæredygtig sejr

Foruden ildsjælene har Aarhus Hylder også sat fokus på bæredygtigheden i byrummet og de mange initiativer, som skyder frem og er med til at gøre Aarhus til et grønnere sted.

Her er det skraldecaféen i Jægergårdsgade, der render med sejren for sit mobile pop-up køkken der bekæmper madspild og ensomhed ved at skabe et fællesskab omkring madlavning med overskudsmad.

En glædeligt nyhed for Annbritt Jørgensen, der er initiativtager bag skraldecaféen:

»Det, at folk har stemt på os, det bekræfter jo, at det ikke en helt tosset idé man har fået. Skraldecaféen startede oprindeligt bare som en idé i min krøllede hjerne, og derfor er det mega fedt at se, at folk faktisk synes om det, som det har udviklet sig til,« lyder det.

I en lidt anden boldgade var også kærligheden et af de store temaer i Aarhus Hylder. Og med god grund.

Med skov, vand, strand og byliv er der gode muligheder for at lade romantikken blomstre i Aarhus. Men den gode flirt kan opstå de mest uventede steder, og i en tid, hvor kærlighed er kommet til at handle om selfier, finger-swipes og catchy profiltekster på Tinder, er der ét sted i Aarhus, hvor amorinerne har ekstra gode vilkår - og det handler om alt andet end smartphones.

Det bliver nemlig Riis Skov med sine grønne trækroner og smukke udsigt, der løber med prisen, når byens borgere skal pege på det bedste sted at finde kærligheden i smilets by.

Læs også

Del artiklen