Kaj og Andrea vender tilbage - 50 år efter første afsnit

Den 3. september har nye afsnit af "Kaj og Andrea" premiere - 50 år efter, at det første afsnit blev vist.

Artiklens øverste billede
Frøen Kaj og papegøjen Andrea vender tilbage på skærmen fra den 3. september, oplyser DR. (Arkivfoto). - Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fra på fredag vender venneparret ”Kaj og Andrea” tilbage på skærmen i nye afsnit.

Det oplyser DR.

De nye programmer med ”Kaj og Andrea” har premiere den 3. september på kanalen Minisjang, og der er tale om ti nye afsnit.

Programmerne er udviklet særligt til de små børn og udkommer i anledning af 50-årsjubilæet for de største DR-programmer.

”Kaj og Andrea” var første gang på skærmen i 1971, og programmet er sendt i 183 afsnit. Det senest producerede afsnit stammer fra 2007.

Kjeld Nørgaard med dukkerne Kaj og Andrea.

Leg og læring

Men nu er det populære vennepar altså tilbage:

- Vi glæder os til at invitere børnene ind i Kaj og Andreas univers, måske for allerførste gang, men også til at give forældre og bedsteforældre et nostalgisk gensyn med egne barndomsminder, siger Marlene Boel, chef for DR’s børne- og ungdomsafdeling.

Da ”Kaj og Andrea” i sin tid blev produceret, blev stemmerne til de to figurer leveret af Kjeld Nørgaard og Hanne Willumsen. DR oplyser, at de samme personer igen i denne omgang lægger stemmer til.

Når børnene kastes ind i ”Kaj og Andrea”-universet i de ti nye afsnit, sker det på en måde, så de kan lære noget af programmerne, fortæller Marlene Boel til DR.

- ”Kaj og Andrea” har et rigt følelsesliv ligesom børnene, der ser med – de er spontane, nysgerrige, drillende, glade, legesyge og kan nogle gange også være lidt hårde ved hinanden.

- Småbørnene har ikke nødvendigvis så meget sprog endnu, og derfor har det stor værdi, når de oplever andre sætte ord på følelser, de kan genkende.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen