AGF og Aarhus Festuge fejrer, at fodbold og fællesskab er tilbage

For første gang bliver en AGF-hjemmekamp en del af det officielle program i Aarhus Festuge.

Artiklens øverste billede
AGF-fans kigger langt efter en sejr i denne sæson, og det kan være, den kommer mod OB. Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Hvis du er fodboldfan og vild med kulturlivet, så er der nu endnu en oplevelse at se frem til under Festugen, for AGF’s hjemmekamp mod OB bliver i år en del af festlighederne, som løber fra 27. august til 5. september.

Med en ugelang Aarhus Festuge er det ofte sket, at byens hold har budt velkommen til en hjemmekamp under Festugens festligheder. Men kampene har aldrig tidligere været en del af Festugens officielle program.

Det bliver den nu, AGF skal spille mod OB søndag 29. august i Ceres Park - to dage efter det længe ventede startskud til Aarhus Festuge 2021. Og for at fejre både Festugens comeback efter corona og den nye sæson er Aarhus Festuge og AGF nu gået sammen om at gøre kampen til en festugebegivenhed.

»Vi har altid haft et nært forhold til Aarhus Festuge, og mange aarhusianere har gode minder om en hjemmekamp i Festugen. Nu skruer vi op for samhørigheden og bidrager til byens fællesskab ved at gøre kampen mod OB en officiel del af Festugeprogrammet og lave aktiviteter på kryds og tværs mellem os og Aarhus Festuge,« siger administrerende direktør i AGF, Jacob Nielsen, i en pressemeddelelse.

Som en del af samarbejdet mellem AGF og Aarhus Festuge vil der blandt andet vil være aktiviteter i ugen op til kampen. Derudover gæster Aarhus Festuge Ceres Park med musik på en scene inden kampen.

»Så vi lægger bolden op til en begivenhed, der forener kulturlivet og sporten i Aarhus i byens vigtigste uge,« tilføjer Jacob Nielsen fra AGF.

Og samarbejdet handler ifølge Rikke Øxner, direktør for Aarhus Festuge, netop om at støtte op om det fællesskab, der spirer, når vi mødes om både fodbold og kulturoplevelser:

»Det at mødes om noget og dyrke fællesskabet har lidt et knæk de seneste halvandet år. Og der er to steder, hvor vi altid ser, at fællesskabet styrkes: Det er på byens stadion og til Aarhus Festuge. Så vi glæder os meget til at kunne give en oplevelse fra begge verdener under Festuge,« fortæller Rikke Øxner, som ved årsskiftet i øvrigt blev AGF-ambassadør.

ksa

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen