Vesterbro Torv omdannes til hyggeligt opholdsareal

Kreative kræfter fra Institut for X arbejder i disse dage hårdt på at omdanne det trafikerede Vesterbro Torv i Aarhus til et grønt, hyggeligt og livligt opholdsareal. Teknik og Miljø står bag projektet, som skal løbe i en prøveperiode på fire måneder.

Artiklens øverste billede
Kreative kræfter fra Institut for X arbejder i disse dage på højtryk for at omdanne Vesterbro Torv til et hyggeligt opholdsområde. Foto: M. Jeppesen

Kontinuerlige klonk fra hammere, snurren fra skruemaskiner og en umiskendelig duft af savsmuld breder sig i disse dage over Vesterbro Torv. En gruppe raske iværksættere fra Institut for X er i fuld gang med at omdanne det normalt så trafikerede torv til et opholdsareal med scene, boder, byrumsmøbler og grønne områder.

Institut for X har vundet et miniudbud udskrevet af Teknik og Miljø under Aarhus Kommune om en midlertidig omdannelse af torvet. Arbejdet gik i gang 1. juli, og 11. august forventer man at kunne indvie de nye folkelige og afslappede rammer.

Teknik og Miljø udskrev miniudbuddet for at få inspiration til, hvad der konkret og fysisk kan gøres ved Vesterbro Torv, i fald det skal anvendes til opholdsrum, samt for at aktivere nogle af byens mange kulturelle kræfter, som arbejder med netop udvikling af byens rum.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d

Stadsarkitekt Anne Mette Boye har siddet i den dommerkomité, som har udpeget vinderen.

»Når vi eksperimenterer med midlertidige omdannelser af vores byrum, så gør vi det for at åbne for en ny anvendelse, for en ny fortælling. Vi ønsker at udfolde stedets potentiale, og vi har set andre steder i byen, at det kan udvikle sig til mange forskellige ting. Ved at lege kreativt med potentialer og sidde og snakke på stedet og opleve alt det nye på kroppen, får vi en chance for at se mulighederne,« siger hun.

Anne Mette Boye peger på, at Institut for X’s projekt blev valgt, fordi det - ud over at lege med mulighederne på stedet - også inddrager borgerne, sørger for events hen over periode samt kobler det med klimatilpasning.

Vesterbro Torv er bedst kendt for sin p-plads og konstante trafik. Nu bliver torvet omdannet til opholdsareal med boder, scene og byrumsmøbler i en prøveperiode på fire måneder. Foto: M. Jeppesen.

Fokus på borgerinddragelse

Instituts for X’s idé er at skabe et centrum – et nyt samlingspunkt – for de omkringliggende bydelsområder, at invitere naboer og besøgende på stedet til at komme med idéer til, hvad torvet kan bruges til, samt at lave flere events hen over de næste fire måneder, der kan skabe liv på stedet.

Det er meningen, at lokale spisesteder kan benytte området til servering og indtagelse af mad og drikke. Herudover er der planlagt en række forskellige events på torvet. Blandt andet en markedsdag, hvor lokale butikker har mulighed for at stille boder op, afholdelse af såkaldte cinematiske dage med eksempelvis yoga, dj set, dans- og bevægelsesopvisninger. Dertil vil man i løbet af projektperiodens fire måneder gerne afholde mindst et event med musik og performance.

Projektet lægger op til en borgerinddragende proces, der henvender sig til en bred målgruppe, og via en idé-postkasse ved den infobod, som bliver opstillet på torvet, kan aarhusianerne være med til løbende at opbygge og ændre pladsens indhold og udtryk i forsøgsperioden.

»Vi har bestilt ekstra byggemateriale, så vi kan lave nyt, hvis der kommer gode idéer til brug af pladsen. Og der kan også komme flere events,« fortæller Rafael Frederik van der Schaar, der er arkitekt på projektet for Institut for X.

Der vil desuden være to kultur-facilitatorer fast til stede på pladsen, som kan gå i dialog med naboer og forbipasserende, som måtte have spørgsmål eller kreative indspark.

Fra 11. august og foreløbigt fire måneder frem bliver det muligt at hygge, spise, handle og opleve på Vesterbro Torv. Foto: M. Jeppesen.

Læs også

Del artiklen