Efter intern uro og undersøgelse: Aros-direktør stopper med øjeblikkelig virkning

Erlend Høyersten er fortid på kunstmuseet Aros i Aarhus. Han har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning.

Artiklens øverste billede
Erlend Høyersten stopper som direktør for kunstmuseet Aros. Foto: Jens Dresling/Politiken 

Erlend Høyersten er fortid som direktør på Kunstmuseet Aros.

Direktøren valgte tirsdag at fratræde sin stilling på baggrund af en undersøgelse af arbejdsmiljøet, oplyser bestyrelsesformand for Aros, Carsten Fode.

»Jeg er ked af, den konkrete sag, men glad for, at han har taget konsekvensen af det,« siger formanden.

Han fortæller, at konsulentfirmaet Crecea i sin undersøgelse konkluderer, at der har været organisationsmæssige og ledelsesmæssige problemer, og at der er forekommet krænkelser.

Alle medarbejdere blev informeret om direktørens fratrædelse tirsdag eftermiddag, efter at bestyrelsesformanden havde haft et møde med ledergruppen på museet.

Den hidtidige overinspektør Lise Pennington bliver konstitueret leder fra dags dato, og bestyrelsen iværksætter straks rekruttering af en ny direktør, siger Carsten Fode.

Erlend Høyersten står til rådighed for museet, såfremt det bliver nødvendigt, siger bestyrelsesformanden.

Som tidligere fortalt i Jyllands-Posten iværksatte bestyrelsen for nyligt en undersøgelse af arbejdsmiljøet - herunder krænkelser - på museet. Det skete på baggrund af en anonym henvendelse til bestyrelsen i april.

Bestyrelsen afsatte 250.000-300.000 kroner til at hyre konsulentfirmaet Crecea for at få undersøgt de forhold, klagerne, fortalte Carsten Fode for nyligt.

»Denne klage viser, at der er uro på museet. Endnu kender vi ikke omfanget. For at finde ud, hvad der er op og ned, har vi derfor ansat Creceas erhvervspsykologer til at lave en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø og krænkelsesmiljøet, hvis der måtte være noget sådant på Aros,« sagde han til Jyllands-Posten.

Aros har 220 medarbejdere, heraf 100 fastansatte og er landets næstmest besøgte kunstmuseum, kun overgået af Louisiana.

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra Erlend Høyersten.

Læs også

Del artiklen