Rethinkers samler på frivillige

Det er blevet et kendt brand med mere end 2.200 frivillige

Artiklens øverste billede
Foto: Poul Winter Pedersen og Helga Møller arbejder begge som Rethinkers. Begge startede med frivilligt arbejde efter et langt arbejdsliv. Foto Per Bille www.ry-foto.dk

VisitAarhus Frivilligorganisation blev skabt i årene op til og under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og lever nu videre med VisitAarhus ved roret. Frivilligorganisationen har på få år opbygget et brand med mere end 2.200 frivillige, der brænder for at hjælpe turismevirksomheder, organisationer og kulturinstitutioner i Aarhusregionen med et hav af opgaver.

Frivilligbase

Rethinker har oprettet en stor base af frivillige, som kan hjælpe til mange steder i byen. Byens aktører kan henvende sig til Rethinker, som organiserer jævnlige præsentationsmøder for de frivillige, hvorefter man som frivillig kan vælge at høre mere hos de aktører, man synes, har spændende projekter, man gerne vil deltage aktivt i som frivillig.

Velkomst af krydstogtskibe passagerer er eksempelvis meget populært blandt de frivillige. I festugen vil mange af de frivillige også være hvervet gennem Rethinkers.

Velorganiset og socialt

Flere pensionister er meget aktive i Rethinkers, herunder Helga Møller. Hun er glad for det frivillige arbejde via Rethinkers.

»Jeg er glad for at lave frivilligt arbejde via Rethinkers. Jeg er meget begejstret for deres sekretariat. De er meget velorganiserede, de er gode til at informere os, og de har styr på tingene. Her under corona har de stadig holdt fast i os via teams møder på computeren, og de laver sociale sammenkomster,« fortæller hun.

Poul Winter Pedersen har været med i Rethinkers fra start. Han gik på efterløn i 2016.

»Det passede jo lige med, man i efteråret begyndte at rekruttere og opbygge den store organisation, vi egentlig bygger videre på i dag. Det var spændende, da man kom til de første møder, og de fortalte hvor meget, der kom til at ske. Det tændte noget i mig, og det er helt sikkert grunden til, jeg er i Rethinkers i dag. Det vigtigste det er det sociale samvær, som det giver,« fortæller han.

Gennemsnitsalderen for en Rethinker er 55 år. 70% er kvinder – og 30% mænd. 80% af Rethinkers bor i Aarhus, men i de kommende år etableres filialer i Randers og Syddjurs.

Læs også

Del artiklen