Nyd den blomstrende natur

I de senere år er mange kommuner stoppet med at slå de store græsarealer. Det giver plads til blomster.

Artiklens øverste billede
Sommerfuglene er kommet tilbage i Hjørring. Her en smuk Blåfugl. Foto Naturkommunen.dk

Naturen bliver ikke mere blomstrende end i juni og juli, hvor alt, hvad der kan springe ud, springer ud i alle regnbuens farver.

De senere år er der kommet mere blomstrende og farverig vild natur i Danmark. Det sker fordi flere kommuner, blandt andet Aarhus Kommune, har valgt at lade være med at klippe rabatter og større græsarealer, men i stedet har erstattet græsset med udvalgte blomster og stauder på stederne, og nu er det så tid til at nyde synet af det hårde arbejde.

Naturkommunen

I Hjørring Kommune kalder man sig, med god grund, Naturkommunen.

Baggrunden er den triste, at der bliver færre og færre insekter i Danmark. Der er hele arter, der er uddøde og mange arter, der er på kraftig tilbagegang. Og man kan jo godt nyde, at der ikke er helt så mange myg eller hvepse, men når man først har oplevet en sommer uden sommerfugle i haven, så risler det koldt ned af ryggen.

Det er især sommerfugle og bier, det er gået hårdt ud over.

Mangler levesteder

Det insekterne mangler er levesteder. Steder med mange forskellige slags blomster at suge nektar fra – og steder de kan bo.

Det fik Hjørring Kommune til i 2019 at tage affære i et projekt, der kunne følges på DR1.

Sammen med bonderøven Frank Erichsen stod Hjørring Kommune i front og arbejdede blandt andet for, at de store græsarealer i byen ikke blev klippet. I stedet skulle der sås blomsterfrø og laves insekthoteller.

Succes på bare et år

Projektet var en succes. Befolkningen i Hjørring, erhvervslivet og kommunen selv lod græsset stå og såede vilde blomstrende planter. Et areal svarende til mere end 200 fodboldbaner blev omdannet fra græsareal til blomstrende vildeng. Og snart viste det sig, at sommerfugle, svirrefluer og bierne kom tilbage.

På bare et enkelt år kunne omlægninger få flere insekter og en højere biodiversitet i kommunen.

Det var opløftende og heldigvis blomstrer græsarealer og rabatter stadig i Hjørring. Det gør de også i mange andre kommuner. Blandt andet Aarhus, hvor der de sidste fem år har været arbejdet for at omdanne kommunale græsarealer og rabatter til vilde blomsterbede.

Kommunen vil gerne hjælpe

Det er naturligvis ikke kun et spørgsmål om at kaste lidt frø. Der skal arbejdes med at fjerne både græs og jord, og samtidig skal der skabes områder med vand, haveaffald og andet, som kan være godt til dyrelivet i haven.

I både Aarhus og Hjørring kan man kontakte kommunen, hvis man gerne vil have information om, hvordan man som privat haveejer kan komme i gang med at omdanne sin have til en vild blomstereng, som insekterne vil elske.

Det kan du selv gøre

Fra Naturkommunen Hjørring lyder det, at man kan gøre mange ting i sin egen have, der vil glæde dyr, insekter og mennesker.

”Du kunne jo ønske dig frø, buske og træer fra insektvenlige vilde eller nektarrige plantearter? Et havebassin? Et insekthotel? Et læs bakkesand til at så de vilde frø i? Eller hvad med et gavekort fra familiemedlemmerne på arbejdskraft til at fjerne topjord i en del af haven, til at grave et hul til et bassin, til at hente gamle træstammer eller lignende?” skriver de på deres hjemmeside naturkommunen.dk

Det råd er hermed givet videre.

Lad plæneklipperen stå

Vi kan jo alle sammen nyde, at de vilde blomster står i flor lige nu. Hele Danmark er fyldt med dem og byerne er lidt mere blomstrende, end de har været før. Så hold øje med det på turen rundt i Danmark. Og læg mærke til, at bierne summer igen. I kan også prøve at tælle, hvor mange sommerfugle I ser på jeres tur.

Og husk: Du kan begynde på den blomstrende forandring i din egen have ved simpelthen at lade plæneklipperen stå. Så kan du holde fri i stedet.

Læs også

Del artiklen