Medlemmerne strømmer til: Vandhunde med vokseværk drømmer stort

Aarhus Watersports Complex på Aarhus Ø er en bragende succes og håber på såvel udvidelse som permanent tilladelse.

Artiklens øverste billede
Direktør og daglig leder, Kenneth Enggaard Kristensen, blev AWCs første ansatte i 2020. Foto: Danni Paulsen

Wuuuuuuiiiiiiiii...

En lille motor øger omdrejningerne, og et kabelspil drøner i luften over bassin 7 på Aarhus Ø. Bag det hænger et reb, som fører ned til et håndtag og en ung mand, der flyver henover en rampe, før wakeboardet klasker ned i vandet.

På havnekanten står en lille håndfuld mennesker iklædt våddragt og kigger ud mod wakeboarderen - heriblandt Kenneth Enggaard Kristensen, direktør for Aarhus Watersports Complex (AWC), som selv lige har været en tur i vandet.

Han skal tale med avisen om status på ildsjæleprojektet og en lille smule om fremtiden. Det sidste kommer vi tilbage til.

Men ret hurtigt står det klart, at AWC er en succeshistorie af de helt store. Kabelspillet kører nonstop i åbningstiden, og de to kabler er fuldt booket næsten tre uger frem.

»Det er ret vildt. Efterspørgslen er stor, og det har den været lige siden, vi startede,« fortæller direktøren.

I år fik AWC et ekstra kabelsystem, og nu har man en såkaldt 'advanced'-bane til de øvede og en begynderbane. Pressefoto

Helt til Herning

Kenneth Enggaard Kristensen har selv wakeboardet siden barndommen, men måtte tage til Herning for at finde nærmeste kabelpark.

»Det var en sport, der blev mere og mere populær, og jeg fattede ikke, at vi intet havde i Jyllands hovedstad.«

Vi har faktisk lukket for salget af sæsonkort (...) vi nåede grænsen i maj

Kenneth Enggaard Kristensen, direktør i AWC

I 2016 tog han skeen i egen hånd og fik sammen med to kammerater wakeboarding til at være en del af Den Blå Rambla. De to uger bekræftede, at der var stor interesse, og med hjælp fra kommune og fonde blev der indkøbt grej til at starte, og de unge gutter fik stablet en forening på benene.

Der gik ikke længe, før AWC var landets største wakeboard-forening, og vokseværket fortsatte trods diverse benspænd i form af nedlukning i 2017 på grund af byggeriet af havnebadet og en måneds pause i 2018-højsæsonen for at gøre plads til VM i sejlsport.

»2018 var et fantastisk år alligevel, og foreningens økonomi viste sig at være bæredygtig. De penge, vi får ind, kan drifte og reinvesteres til at udvikle projektet,« fortæller Kenneth Enggaard Kristensen.

Året efter blev AWC’s første fulde sæson, og medlemstallet fortsatte med at boome til 411 medlemmer. Samtidig introducerede man firmaarrangementer, polterabender og sommerskole for børn og unge.

Medlemsskaren tæller både børn og unge, mænd og kvinder, rig som fattig i Aarhus Watersports Complex. Pressefoto

Lukkede salg

Heller ikke et år med corona fik bugt med den fremadstormende forening, som ellers var »rystende bange«. Tværtimod kom Kenneth og kompagni styrket ud af panikåret.

»Modgang kan være en god ting. Vi endte med at åbne 20 dage senere end planlagt, og det gjorde vi med et nyt bookingsystem, som har været en kæmpe fordel for os. Før skulle man bare dukke op hernede, og så var man måske i kø med 20 personer, som skulle deles om ét kabel. Så ender du hurtigt med at bruge en hel dag, men nu får du på to timer samme tid på vandet, som du før gjorde på en dag.«

Bookingsystemet giver dog også foreningen et visuelt bevis på dens popularitet. Tidligere kunne man godt mærke, at der var pres på det ene kabelsystem, men nu afsløredes det, at det var booket en hel måned frem.

Og nu - to måneder inde i 2021-sæsonen - med hele 561 medlemmer, en fordoblet kapacitet med to kabelsystemer og en ny bane er der fortsat tryk på.

»Vi har faktisk lukket for salget af sæsonkort, hvor man kan bruge os lige så tosset, man vil, fordi vi har fået så mange medlemmer. Køber du et sæsonkort, skal der være en værdi i det for dig, så du kan få det brugt, og vi nåede grænsen i maj,« fortæller direktøren.

Udvidelse

Og dermed kommer vi frem til det med fremtiden. For Kenneth Enggaard Kristensen og AWC drømmer om en udvidelse. Måske endda mere end det. Men fremtidsdrømmene er vandsportsentusiasterne dog ikke helt klar til at konkretisere for omverdenen endnu.

Vi ved jo faktisk ikke, om vi er her næste år. Ingen ved, hvad der skal ske med bassinerne

Kenneth Enggaard Kristensen, direktør i AWC

»Men at den store efterspørgsel viser virkelig, at vi skal udvide. Vores grænse for wakeboard-medlemmer går på 850, og den er jeg næsten sikker på, at vi når i år. Bare i går fik vi ti nye på én dag,« siger han og fortæller, at medlemmerne spænder bredt fra unge til ældre og familier.

Det samme gør sig gældende med kønsfordelingen, som er ligevægtig for såvel medlemmer som de 45 frivillige.

»Jeg er næsten sikker på, at det også er noget af hemmeligheden bag vores popularitet. Der er plads til alle i vores lille helle hernede. Om du er skoleelev, højt betalt ingeniør eller almindelig frisør. Alle er velkomne, og vi fejrer hinandens succeser. Og så bilder jeg mig ind, at vores gode musik også betyder noget,« griner han.

Lige nu overvejer de at få lidt flere ramper på vandet, og foreningen er også udvidet med Stand Up Paddling og yoga, ligesom et saunamedlemskab er på trapperne. Men fortsætter udviklingen, bliver det svært at videreudvikle inden for de nuværende rammer.

Hos AWC drømmer de om at blive meget større. Foto: Danni Paulsen

Mangfoldigt match

Med til historien hører dog også, at Kenneth Enggaard Kristensen og de andre vandhunde i det hele taget ikke aner, hvad fremtiden bringer. For tilladelsen til at drive kabelbane og have de interimistiske containerfaciliteter på havnekanten gives kun for et år.

»Vi ved jo faktisk ikke, om vi er her næste år. Ingen ved, hvad der skal ske med bassinerne permanent, men jeg synes da, det er synd, hvis vi pludselig ikke er en del af området. Vi er med til at skabe liv og aktivere bydelen, og jeg synes faktisk, vi er et godt, mangfoldigt match til Aarhus Ø.«

Men selvom det er hårdt ikke at vide, om man er købt eller solgt, så forstår han, at det er præmissen for at være i hjertet af Aarhus omgivet af milliarddyre byggerier.

»Vi ligger jo fantastisk her. Og måske er det også præmissen for vores succes. Når vi endelig får tilladelsen, siger vi til hinanden, at det kan være vores sidste år, og derfor skal den gives maksimalt gas, så vi kan bevise vores værd. Men en permanent tilladelse ville da gøre det lidt lettere at sove om natten,« indrømmer han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen