Aarhusiansk skuespiller-spire spiller med i "Hvide Sande"

27-årige Amanda Jürgensen går på skuespillerskolen i Aarhus og er lige nu aktuel i krimiserien “Hvide Sande” på TV 2. Rollen, der er Amandas tv-serie debut, har åbnet hendes øjne for en helt ny verden. En verden af muligheder, hvor det er tilladt at drømme stort.

Artiklens øverste billede
27-årige Amanda Jürgensen går på skuespillerskolen i Aarhus. Lige nu er hun aktuel i krimi-serien "Hvide Sande" på TV 2. Foto: TV 2

Aarhusianske Amanda Jürgensen spiller rollen som den rebelske surfer-pige Michelle i TV 2’s krimiserie “Hvide Sande”. Amanda går på skuespillerskolen i Aarhus, og rollen er hendes første i en tv-serie.

»Som elev på Den Danske Scenekunstskole, bliver man automatisk optaget i Skuespillerhåndbogen, som er den, danske castere oftest bruger, når de skal forslå instruktøren personer til forskellige roller. Jeg tror, det er der, Deluca Films caster på “Hvide Sande” har spottet mig. Oprindeligt blev jeg kaldt til casting på en mindre birolle i serien, og jeg kan huske, at jeg tænkte, det – hvis jeg fik rollen - var en oplagt mulighed for at få en smagsprøve på, hvad det vil sige at være på et tv-sæt,« fortæller Amanda og fortsætter:

»Det var en helt skrækkelig casting. Jeg har aldrig svedt så meget under mine arme på så kort tid. Og jeg var overbevist om, jeg aldrig ville høre fra dem igen. Men efter tre uger blev jeg ringet op, og det viste sig, at casteren og instruktøren gerne ville se mig til endnu en casting på en noget større rolle, nemlig rollen som Michelle. Jeg forstod ingenting, men tænkte bare: Ej, hvor fedt!«

Amanda blev bedt om at møde op til sin anden casting den følgende dag, og når kun med nød og næppe at lære sine replikker og sætte sig ind i rollen som Michelle.

»Min anden casting var en god oplevelse. Måske fordi jeg ikke havde tid til at kunne gå og opbygge nervøsitet. Og fordi jeg mente, jeg umuligt kunne gøre det værre end første gang. En uges tid efter casting nummer to fik jeg et opkald fra Deluca Film, som gerne ville tilbyde mig rollen. Det var vildt surrealistisk at få rollen tilbudt, og jeg sagde bare ja tak uden at være helt skarp på, på hvilken kanal, serien ville blive vist,« ler Amanda.

I "Hvide Sande" spiller Amanda Jürgensen sammen med garvede tv-skuespillere som Carsten Bjørnlund, Marie Bach Hansen, Jesper Asholt og Bjarne Henriksen. Foto: TV 2

Helt ny verden

En uge senere hun stod på sit første sæt nogensinde. I regn og rusk på havnen sammen med sine medspillere, der tæller blandt andre Bjarne Henriksen, Marie Bach Hansen, Carsten Bjørnlund og Bodil Jørgensen.

»Det var virkelig en ilddåb og en kæmpe oplevelse. Forinden havde jeg nået at tænke, om jeg overhovedet ville være i stand til at koncentrere mig i et forum af garvede tv-navne som Carsten Bjørnlund, Marie Bach Hansen, Bjarne Henriksen - og Poul Hüttel!« udbryder hun begejstret.

»Jeg er kæmpe Matador-nørd, og hver gang jeg ser serien, forelsker jeg mig i Paul Hüttel, der spiller rollen som den tyske forfatter Herbert Schmidt. Desværre nåede jeg aldrig at være på sæt sammen med Paul Hüttel under indspilningerne til “Hvide Sande”. Det er jeg så ærgerlig over. Men mit navn står på de samme rulletekster som hans - det har jeg det så vildt over,« griner hun.

Det er altså meget sjovt at se sig selv i en tv-serie. Man hører speakeren sige “Om lidt her på TV 2...”, og så pludselig er mit fjæs der. Det vildeste er at se serien på flow-tv. Den der bevidsthed om at jeg toner frem på så mange forskellige skærme rundt omkring i landet samtidig - det er lidt en “out of the body”-oplevelse.

Amanda Jürgensen, skuespiller og aktuel i "Hvide Sande" på TV 2

Selv om Amanda Jürgensen har spillet teater, siden hun var barn, skulle det at lave tv vise sig at være en helt ny verden.

»For mig har det været fedt at spille sammen med så erfarne tv-skuespillere, som jeg har kunnet læne mig op ad i forhold til helt lavpraktiske ting. Der er sindssygt meget læring om forskellige tekniske ting, når man indspiller film. Det er en helt ny verden, et nyt sprog, man skal lære og en helt ny måde at begå sig på. Så jeg har haft de store ører på, og så er jeg opdraget med, at man skal spørge, hvis man vil have svar. Så det har jeg gjort,« fortæller Amanda.

Det første afsnit ud af otte af krimiserien “Hvide Sande” blev vist på TV 2 3. maj. Og for Amanda har det været en vild oplevelse at se sig selv på tv i den bedste sendetid.

»Det er altså meget sjovt at se sig selv i en tv-serie. Man hører speakeren sige “Om lidt her på TV 2...”, og så pludselig er mit fjæs der. Det vildeste er at se serien på flow-tv. Den der bevidsthed om at jeg toner frem på så mange forskellige skærme rundt omkring i landet samtidig - det er lidt en “out of the body”-oplevelse.«

I "Hvide Sande" spiller Amanda Jürgensen rollen som den rebelske surfer-pige, Michelle. Rollen er hendes første i en tv-serie. Foto: TV 2

En kærlig fuckfinger

Som barn var Amanda Jürgensen at finde på enhver scene, der blev stillet op i nærheden af hende.

»I et eller andet omfang har jeg nok altid drømt om at blive skuespiller. Bevidst eller ubevidst. Min morfar Karl Erik Christophersen havde et langt liv som skuespiller og stod på scener i Aalborg og Aarhus hele sit liv. Det, tror jeg, satte noget i gang hos mig. Jeg kan tydeligt huske, at jeg som syv-årig sad i teatret og kiggede på min morfar, som spillede Mr. Smisk i Peter Pan. Jeg var meget optaget af, at han som den voksne legede med børnene på scenen, men uden at bryde legen. Det var noget af det værste; når voksne “tog masken af” under en leg og brød illusionen. Dengang tænkte jeg: at stå der på scenen ligesom min morfar, det må være den allerbedste form for leg. Det vil jeg også! Så der blev ligesom plantet et frø igennem ham.« Amanda taler i et tempo, som sidder barndommens fascination stadig i hende.

I 2018 besluttede Amanda Jürgensen sig for at gå til optagelsesprøven på Den Danske Scenekunstskole. Det tog hende tre forsøg og i 2020 kom hun ind på skuespillerskolen i Aarhus.

»Da jeg først havde bestemt mig for at søge ind på skuespillerskolen, blev det altopslugende. Jeg søgte ind tre gange, og i det år, der går fra man får afslag, til man kan søge ind igen, kommer stort set alt til at handle om den optagelsesprøve, som varer sølle tre minutter. Tredje gang blev min lykkens gang,« lyder det fra den 27-årige skuespillerspire.

Det var i ventetiden op til sin tredje optagelsesprøve, at det gik op for Amanda, at hun var nødt til at lære at trække på skuldrene over afslagene og ikke lade optagelsesprøven fylde alt.

»Jeg indså, at jeg var nødt til at give en meget kærlig fuckfinger til optagelsesprøven. Jo bedre jeg blev til det, jo bedre kunne jeg slappe af til prøven. Og det viste sig at skulle gøre hele forskellen,« siger Amanda.

Siden hun kom igennem nåleøjet, har hun ikke et sekund været i tvivl om, at hun er havnet på rette hylde.

»At komme ind på skolen er det mest rigtige, der er sket for mig nogensinde. Jeg føler mig meget privilegeret og har det næsten som om, jeg er forelsket. Selv når jeg har været på skolen i ti timer, kan jeg ikke finde ud af at gå hjem,« ler hun.

Vidtrækkende drømme

Det har altid været teaterscenen, Amanda Jürgensens hjerte har banket for. Faktisk er det først i nyere tid, hun er blevet rigtig opmærksom på, at tv og film også er platforme, hvor hun kan udfolde og udfordre sit skuespiltalent.

»Det har altid været scenen og teatret, jeg har set for mig, når jeg har lukket øjnene og visualiseret fremtiden. Først for tre år siden gik det op for mig, at jeg som skuespiller jo også kan lave tv og film. Og jeg tror ikke, jeg på noget tidspunkt havde set det komme, at jeg skulle have min tv-debut i en stor krimiserie på TV 2...,« fortæller hun.

For hende er forbindelsen med og den udelte opmærksomhed fra publikum, når hun står på en scene som skuespiller, magisk.

»Teater kan noget helt særligt. Det er så sjældent, at 750 mennesker sidder i samme rum, holder mund og alle er fokuseret på det samme i to og en halv time. Det rører mig dybt at få lov til at være en del af den fine fortælletradition, teater er, og jeg brænder for det af hele mit hjerte. Når jeg spiller teater, er det rigtige mennesker med krop og følelser, der sidder i salen. Den magi, det skaber, forsvinder ligesom, når kommer en skærm imellem det, jeg laver, og det der kommer ud til publikum. På den måde er det meget anderledes at lave tv end teater,« forklarer hun.

“Anderledes” er ikke noget, der afskrækker den nyslåede tv-skuespiller. Nærmere tværtimod. Amanda vil gerne både lave spillefilm, spille revy og undervise i drama.

»Drømme kan jo være så vanvittige, de vil, det må drømme gerne. Og jeg drømmer om det hele, må jeg være ærlig at indrømme. Jeg drømmer om at lave store spillefilm, vinde priser og blive anerkendt. Jeg drømmer om at lave revyteater i Aalborg og åben-himmel-teater i Vendsyssel. Og så drømmer jeg også om at undervise unge mennesker, som brænder for drama på samme måde, som jeg gjorde og stadig gør. Jeg vil virkelig gerne lave alt, og jeg er meget sulten på at finde ud af, hvor meget mit fag kan, og glæder mig til at blive udfordret,« siger hun beredvilligt.

Heldigvis kan ingen tage drømmene fra os. Og nogle gange går selv de vildeste drømme jo i opfyldelse, når ambitionerne, viljen, modet og talentet er der. Amanda har både ambitioner, vilje, mod og talent, så meget tyder på, at der er gode chancer for, at en af hendes drømme går i opfyldelse. Eller måske nærmere minimum en.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen