Aarhus Festuge: Musikken skal flyde langs åen

Seks arrangører er igen klar til at introducere aarhusianerne for den musik, de brænder for, på Understrøms to scener

Artiklens øverste billede
Underværket byder på en række koncerter på to scener i Mølleparken i festugen i år. De afvikles over fire dage. Pressefoto

Der var ikke meget musik i gaderne i 2020. Heller ikke for de seks koncertarrangører, der i sidste år blev udvalgt til at fylde Understrøms to scener med musik i fire dage.

Aktørerne havde foråret igennem arbejdet på at opbygge et line-up, der repræsenterede den musik, de brænder for. Men musikken kom aldrig ud at leve.

Det laves der nu om på.

De seks koncertarrangører får igen i år muligheden for at fylde en scene langs åen en hel dag. Arrangørerne har ansvaret for at booke kunstnere og opbygge programmet for deres scenedag.

For flere af arrangørerne bliver Understrøm igen startskuddet efter halvanden år, der har været alt for stille:

»Understrøm støtter byens undergrund, og det betyder ikke kun, at vi kan få lov til at vise vores genre og den musik, vi brænder for til resten af byen. Det betyder også, at vi får et ekstra boost til at komme i gang igen efter et sløjt 2020 på musikfronten. Vi glæder os vanvittigt meget,« siger Ida Rehnström fra You Can Hang With Us og bliver bakket op af Henrik Jøj Jensen fra SUK.

Big badaboom

»2021 bliver helt specielt. Vi skulle jo have lavet det her i 2020, så det var en kæmpe skuffelse for os ikke at komme til det. Så i år bliver the big badaboom,« siger Henrik Jøj Jensen.

Med Understrøm 2021 og klarmeldingen fra de seks arrangører, kan aarhusianerne langt om længe glæde sig til impulsive – eller nøje planlagte – koncertoplevelser i centrum af byen – med alt fra rock til reggaerytmer.

De udvalgte arrangører er hver især nogle af de nyeste og mest interessante aktører indenfor deres felt. Og der er meget at glæde sig til, fortæller producent på Aarhus Festuge Katrine Sønderby:

»Live musikken har været nedprioriteret grundet covid-19, og jeg er derfor sikker på, at både aktører og musikere planlægger noget helt særligt i år. Vores aktører er konstant på udgik efter det nyeste og bedste inden for deres genrer, og man kan derfor forvente musik af højeste kvalitet inden for genrer, som det gængse publikum ikke nødvendigvis kender,« siger Katrine Sønderby.

Hul

For Hul handler det om rock. Den rå og upolerede del af rocken. Hul vil vise, at rocken stadig er i live i 2020. Derfor handler det om energi, attitude og evnen til at komme ud over scenen og blæse publikum bagover, når Hul skal vælge kunstnere til deres scenedag.

Hul var en del af Understrøm 2019, hvor de hovedsageligt fokuserede på garagerock. I 2020 bliver det dog et mere forskelligartet line-up. Et line-up, som viser diversiteten indenfor rocken – og forhåbentlig udbreder rockkendskabet i den aarhusianske befolkning.

Vores aktører er konstant på udgik efter det nyeste og bedste inden for deres genrer, og man kan derfor forvente musik af højeste kvalitet

Katrine Sønderby

EQual club

Mangfoldighed vil være nøgleordet, når EQual club designer programmet for deres scenedag. EQual club vil nemlig sammensætte deres line-up, så det understreger værdien af en mangfoldig musikbranche og et mangfoldigt Danmark.

De vil give plads til den musikalske undergrund, der ofte bliver overset, og samtidig stille spørgsmålstegn ved repræsentationen i musikbranchen. EQual club mener nemlig, at kunst skaber samvær, selvtillid, samhørighed, identitet og nedbyder fordomme – og det skal deres scenedag være med til.

Scenen bliver givet til kunstnere, der ikke kun spiller musik, men også får publikum til at reflektere over, hvor grænsen går mellem kultur og politik.

Darkest Entries

Darkest Entries har fokus på kunstnerisk og eksperimenterende musik, der har et mørkt udtryk – f.eks. post-punk, black metal, noise og new wave.

Darkest Entries vil være med til at skabe et mangfoldigt undergrundsmiljø ved at repræsentere genrer, der ikke normalt finder vej til den aarhusianske musikscene.

De håber, at de med deres scenedag kan få flere til at interessere sig for dyster musik.

YCHWU

Til Understrøm giver YCHWU (YouCanHangWithUs) byen en smagsprøve på, hvad der rører sig indenfor baskulturen i Danmark og særligt Aarhus. Der bliver både tid til original Aarhus-reggae og det nyeste fra en spirende dub og dancehall scene.

Derudover kommer der fokus på originale rødder i caribisk og afrikansk kultur, når publikum introduceres for soundsystemkulturen, som er centralt i basgenreren, og oplever, hvorfor netop den lyd og vibe griber unge som gamle i både krop og sjæl.

Hygge Bass Crew

Bassen. Det er den, der er i centrum, når Hygge Bass Crew står bag en scenedag under Understrøm 2020. Gruppen består af tre DJ’s, som brænder for musik, hvor bas er i fokus – uanset om det er hip-hop, funk, soul, reggae, afrobeat eller dancehall.

Hygge Bass Crew vil med Understrøm være med til, at flere aarhusiansere får kendskab til urban musik.

SUK

SUK – Syndikatet for Urban Kultur – vil være med til at styrke hip-hop- og rap-kulturen i Aarhus.

Med deres scenedag vil de skabe en platform, hvor byens unge, ukendte kunstnere får mulighed for at optræde, nå ud til publikum og dele deres musik. Samtidig håber de på at være med til at skabe større grobund for genrene i Aarhus i fremtiden.

Læs også

Del artiklen