Besættelsesmuseet i Aarhus får topkarakter af gæsterne

Tre brugerundersøgelser af det nyrenoverede Besættelsesmuseum viser, at gæsterne er begejstrede. 91 procent er meget positive og 89 procent er blevet klogere.

Artiklens øverste billede
På Besættelsesmuseet i Aarhus kan man komme i selskab med denne Gestapo-officer, der stiller nærgående og ubehagelige spørgsmål. Arkivfoto: Joachim Ladefoged

De er grundige på Besættelsesmuseet og har fået lavet ikke færre end tre brugerundersøgelser af det gennemrenoverede museum, der åbnede i august. Det udmærker sig nu ved at være nærværende i kraft af digitale greb, der bringer gæsterne helt ind i et forhørslokale, hvor de sidder overfor en grum Gestapo-officer.

Man kan for eksempel også følge en frihedskæmper, en husmor, en tyskertøs eller en nazist i deres tanker og valg og komme tæt ind på livet af dem. De besøgende får en af 20 forskellige personer udleveret i form af et id-kort, der udløser en podcast-agtig fortælling.

Netop det gør indtryk, og det virker. For med 91 procent meget positive gæster og de øvrige ni som delvist positive, kan det næsten ikke blive bedre. Det er 100 procent på positiv-siden. For to år siden før renoveringen var 51 procent meget positive og 26 procent delvist positive, hvilket vil sige, at 77 procent var positive i forskellige grader.

»Jeg er stolt over resultatet af undersøgelserne. Det er vigtigt for os, at den nye version af museet er blevet godt modtaget og at det, vi gør, virker. Vi vil gerne justere, hvis noget ikke fungerer,« siger Søren Tange Rasmussen, der er museumsinspektør.

»Folk er generelt glade, men de lægger især mærke til id-kortene, der gør det muligt at følge en konkret person. Mellem de forskellige identiteter er der for eksempel en dansk Gestaposympatisør. Han syntes, at han kæmpede for Danmark og troede på sin sag,« forklarer Søren Tange Rasmussen.

»Vi ser i dag på ham som landsforræder, men man kommer til at forstå hans måde at tænke på, og hvorfor han traf de valg, han gjorde. Han bekymrede sig for eksempel om sin families sikkerhed,« uddyber museumsinspektøren.

Selvmord efter modstand

Martin Brandt Djup Drat, som er overinspektør i Den Gamle By med ansvar for Besættelsesmuseet, supplerer med en omvendt fortælling om en helt, der tvivlede på, om han havde gjort det rigtige.

»En af vores 20 typer er en modstandsmand, der vælger at tage sit eget liv efter krigen, fordi han har dræbt såkaldte stikkere. Han var en helt, men var i tvivl om det, han havde gjort. Han vidste rent faktisk ikke om de dræbte var skyldige, for de kom ikke for retten. Nogle gange er det gode måske alligevel ikke godt,« forklarer Martin Brandt Djup Drat.

Det, som tændte os, var det med, at man kom tæt på menneskernes personlige oplevelser. De personlige dilemmaer. Det gjorde det meget relevant. Jeg synes, at det blev en meget nærværende oplevelse.

Ole, museumsgæst og deltager i undersøgelsen

Han synes, at soldaterne, sømændene, flygtningene og tyskerne bliver glemt. Det skal museet ændre på.

»Deres historier bliver aldrig fortalt. Det gør vi, og det fanger vores gæster. De får nye aspekter af historien og kommer tæt på dilemmaerne. Det er dejligt, at folk lægger mærke til det og at de er så positive,« siger overinspektøren.

Besættelsesmuseet i Aarhus’ tidligere politistation, som under krigen fungerede som hovedkvarter for det tyske sikkerhedspoliti Gestapo.

Interaktivitet med mening

Et andet populært indslag på museet er den dagbog, man finder i fysisk form på spisebordet i dagligstuen, som er indrettet præcist som den slags var, under 2. Verdenskrig. Man er velkommen til at røre ved det hele, slå sig ned i lænestolen og læse avisen og dagbogen.

Det særlige ved den er, at den bliver projiceret og læst højt.

”Vi vil ikke bruge interaktivitet bare for interaktivitetens skyld, men fordi det giver god formidling. Skærme gør ingenting, hvis de ikke giver noget godt,« fastslår Martin Brandt Djup Drat.

Han oplevede i sidste uge en gymnasieklasse fortabe sig fuldstændigt i en tavle med noget så analogt som magneter. Det var ikke dem i sig selv, der var interessante, men tavlens indhold. For på den kan man undersøge, om det var rigtigt at dømme tysker-tøserne?

»Det synes gymnasieeleverne overhovedet ikke, at det var. Der er ikke nogen færdig faktaboks, man skal selv tage stilling. De havde gode snakke og diskussioner, de blev engagerede,« forklarer han om udstillingen, der gerne skal kunne nå alle.

For nogle er det et imponerende faktum, at Gestapo holdt til netop i de lokaler, hvor Besættelsesmuseet hører hjemme - under museet Køn på Bispetorv i Aarhus. Så det man oplever har rent faktisk fundet sted lige præcis der, hvor man står.

»Folk virker imponerede. Vi prioriterer at bruge tid på at tale med gæsterne og få feedback. Mange af dem siger, at det er et flot stykke arbejde, vi har gjort med dette emne,« siger en opløftet Søren Tange Rasmussen.

Jeg synes, det var rigtigt spændende og rigtigt interessant, at der var blevet lavet de der kort, så man skulle følge én bestemt person. Man kan få et nyt kort og et andet perspektiv, og det gør, at man også har lyst til at komme igen.

Caroline, museumsgæst og deltager i undersøgelsen

Flotte besøgstal

Besættelsesmuseet slog dørene op til det helt nyindrettede og istandsatte sted 27. august. og måtte lukke på grund af corona midt i december. På de godt tre måneder, som var præget af restriktioner, og hvor der for eksempel kun måtte være maksimalt 50 personer til stede ad gangen, strømmede publikum til.

»Det gik rigtig rigtig godt. Der var 6.700 gæster i det tidsrum, og det svarer til et helt års besøgstal, der på et dårligt år lå på omkring 7.000 før renoveringen,« siger en yderst tilfreds Søren Tange Rasmussen.

Besættelses museet åbnede efter corona-nedlukningen op igen 21. april. Det har lige nu en kortere åbningstid, og gæsterne er lige så stille begyndt at vende tilbage.

Portræt af Søren Tange Rasmussen museumsinspektør i Besættelsesmuseet som ligger i Aarhus’ tidligere politistation, som under krigen fungerede som hovedkvarter for det tyske sikkerhedspoliti Gestapo.

Læs også

Del artiklen