Hvordan ville Goebbels gribe en MU-samtale an? Populær podcast gør historieformidlingen vanvittig

Peter Løhde og Alexander Janku står bag den populære podcast Vanvittig Verdenshistorie, som har taget podcast-danmark med storm.

Artiklens øverste billede
»Vi sidder i bund og grund bare to venner og snakker lort, og så er folk med på en lytter,« lyder det beskedent fra Alexander Janku (th.), som står bag den populære podcast Vanvittig Verdenshistorie med makkeren Peter Løhde. Pressefoto

Kan man binde fortællingen om Koreakrigen op på det vanvittige faktum, at amerikanske soldater på grund af en misforståelse fik leveret chokoladekarameller, som de af nød måtte bruge til at reparere deres tanks? Eller kan man snige lidt koloni-historie ind i fortællingen nogle mærkværdige kulter i Oceanien?

Det kan Vanvittig Verdenshistorie, som er blevet noget af en succes på det danske podcast-marked.

Den populære podcast er skabt af 29-årige Peter Løhde og Alexander Janku fra henholdsvis Risskov og Brabrand. De to unge fyre gav sig i kast med projektet for et par år siden og udgiver nu ugentligt et afsnit, som hvert har godt over 30.000 afspilninger og når ugentligt når ud til 12.000 faste lyttere. Derudover optræder de for fulde huse, når de laver podcast-shows som det, der er planlagt i Musikhuset den 13. maj.

Slår Loud

Dermed har de med tangerende amatør-optagelser fra lejlighedsstuen på flere parametre givet baghjul til et public service-medie som Radio Loud med en kvart milliard skattekroner i ryggen.

»Det er jo bare mega fedt,« griner Peter Løhde, »men vi kunne da godt have brugt bare en promille af deres skattekroner. Det siger dog meget om podcast-mediets magt. Lytterne er ligeglade med, om du er kendt eller kommer fra et rigt mediehus. De vil have noget relaterbart og et forhold til dem, de bruger tid på at lytte til.«

Hvis naziregimet var en moderne virksomhed, hvordan ville den så fungere?

Alexander Janku, Vanvittig Verdenshistorie

Vanvittig Verdenshistorie er konsekvent en del af top 30 i iTunes’ og Spotifys podcast-hitlister.

»Vi tillader os at prale med at have skabt noget organisk ved at lave et produkt, folk faktisk kan lide. For vi var jo super ukendte - og er det stadig - og har ikke haft 100.000 følgere på de sociale medier til at kickstarte det her,« siger Alexander Janku.

Podcast-duoen har lavet udsolgte shows i Aarhus, Odense og København. Torsdag er de i Musikhuset og i september på Bremen Teater i hovedstaden. Her hos Aarhus-baren Tir Na Nog. Pressefoto

Holistiske Himmler

For de uindviede kan det være svært at beskrive Vanvittig Verdenshistorie, men kort fortalt dykker de på humoristisk vis ned i de skøreste, underligste og mest ’du tror, det er løgn’-agtige øjeblikke i verdenshistorien og binder det på finurlig vis sammen med noget så tørt som historieundervisning. Det gør de over en kop øl, en masse - ofte grove - jokes og afstikkere, og til sidst rangerer de historierne på ’Vanvidsbarometeret’.

»Kan vi prøve at perspektivere det historiske til moderne popkultur, eller kan vi bruge et sprog, der relaterer sig til noget, folk kan forstå og vil lytte til,« forklarer Janku om konceptet og giver et eksempel på sin krøllede hjerne.

»Hvis naziregimet var en moderne virksomhed, hvordan ville den så fungere? Hvordan tager man koncepter om holistisk ledelse og overfører dem til Goebbels eller Himmler? Det handler om at skabe relaterbare historier i folks hoveder og sammenligne noget, der er så fjernt, med noget, der giver mening i deres virkelighed. Vi går op i at behandle emner, som er pissesvære, brutale, forfærdelige og ondskabsfulde på en måde, så man kan grine af det, lade sig forundre og tænke: ”okay, det her er faktisk ægte sket”.«

»Det er jo røverhistorier. Men rigtige røverhistorier. Jeg tror, folk føler, at de bare sidder sammen med nogle gutter og får en øl ved et bord, hvor vi snakker om fun facts. Det er i bund og grund det, podcasten er. Fun facts som historie,« istemmer Peter Løhde.

Og det er måske her, vi finder opskriften på at gøre tung historieformidling populært. Det må gerne, som Alexander Janku så malerisk beskriver det, »pakkes ind i prutter og far-jokes, så det lettere glider ned«.

Podcast-danmark har i hvert fald taget konceptet, der er inspireret af amerikanske ’The Dollop’, til sig. Og ifølge de to værter er der et helt vildt engagement fra de mange lyttere, som byder ind med emne-tips, har dannet en fanside med 2.000 følgere, og forleden blev Peter bedt sende en videohilsen til et kærestepar, der mødtes, fordi deres eneste fælles reference på Tinder var podcasten.

40 timers research

Men der skal også være styr på fakta. Og det har ungersvendene, som ikke er historikere, men uddannet journalister. Der bliver researchet i bund, og forberedelserne til et kort afsnit kan tage op mod otte timer, mens research og manus-skrivning til de lange afsnit kan tage helt op til 40 timer.

»Til showet i Musikhuset tager vi en historie hver med, og så kan publikum få lov at vælge. Min historie er 22 sider lang, og jeg har i hvert fald brug 32 timer på den,« fortæller Alexander Janku, selvstændig og freelancer, som suppleres af makkeren, der er business developer hos et webbureau.

»Det er enormt vigtigt, at det, vi siger, er rigtigt. Vi har fået beskeder fra otteårige drenge, der har fortalt, at de aldrig har været interesseret i historie, men er det nu. Så har vi fandeme også et ansvar for, at den information, de får fra os, er rigtig. Derfor prioriterer vi researchen ekstremt højt.«

Men op til 40 timers forberedelse. Hvorfor gør I det mod jer selv, når I ikke kan leve af det?

»Fordi det er fedt at lave noget, folk er glade for, og vi kommer fra en journalistisk verden, hvor alle er så pissesure. Og vi har faktisk fundet en måde at lave penge på det, men det bliver aldrig en god forretning. Det handler heller ikke om det, men jeg skal kunne forsvare den tid, jeg bruger, overfor mine to døtre. Og så kan det, at stå på en scene og se på folk, der har betalt 200 kroner med glæde, at de er blevet top underholdt i to timer, bare ikke købes for penge,« forklarer Janku.

De to ungersvende

Løber aldrig tør

Sidste år slog kammeraterne fast, at de skulle tjene 50-100.000 kroner hver på et år, for at det var en succes. Og de regner med at ende på 100.000. Derudover er de begyndt at sige ja til sponsorer, som lægger femcifrede beløb for reklamer, og så er der et lille merchandise-marked, hvor de eks. lige har udsolgt 750 liter egenbrygget øl på to dage.

»Så det er et reelt deltidsjob. Min ultimative drøm er ikke at leve af at lave podcasts, men måske et Vanvittig Verdenshistorie-univers, hvor vi også udgiver bøger, laver tv og meget andet,« siger Løhde.

Det fede ved menneskeheden er, at stort set alt, vi gør, er latterligt

Peter Løhde, Vanvittig Verdenshistorie

»Jeg kunne også godt tænke mig at gøre podcasten mere levende på en måde. Måske en skattejagt i Aarhus, hvor vi murer ting ind alle mulige steder. Vi har faktisk også en Aarhus-historie på bedding, hvor det kunne det være fedt at sejle ud i Aarhusbugten og fortælle den derfra som en slags event. Men sådan nogle ting tager tid,« brainstormer Alexander Janku højt.

Det gæve podcast-par kommer i hvert fald aldrig til at mangle fede historier at fortælle til folket. Med god hjælp fra lytterne, der skriver ind med tips to-tre gange om dagen, har de samlet en liste på 200-300 emner til podcasten. Hvad de vurderer, er nok til fire års materiale.

»Der er nok at tage af. Jeg skal bare være fanget af historien, for så er lytteren det også. Det fede ved menneskeheden er dog, at stort set alt, vi gør, er latterligt,« griner Peter Løhde.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen