Nu åbner Godsbanen i Aarhus - med kvinder i chefstolene

Godsbanen og dens mange værksteder er igen klar til at invitere brugere og gæster indenfor. De kvindelige ledere vil sørge for god stemning og samarbejde på kryds og tværs

Artiklens øverste billede
Til venstre er det lederen af Godsbanens værksteder, Marianne Buus, sammen med den konstituerede direktør, Tina Hjardgaard. Foto: Tahmasbi

På Godsbanen glæder de sig til igen at kunne åbne op for værkstedernes mange brugere og stedets gæster torsdag 6. maj. Det sker med et helt nyt ansigt i rollen som leder af værkstederne og en konstitueret direktør i stedet for Flemming Dybbøl, der er stoppet.

Administrationschefen, Tina Hjardgaard, holder direktørstolen varm, indtil en ny bliver ansat i november. Hun har været en del af Godsbanen i otte år og kender stedet ud og ind. Hun glæder sig over at kunne åbne det kreative sted sammen med en ny leder af Godsbanens Åbne Værksteder, Marianne Buus.

De to kvinder kan næsten ikke vente på, at det igen dufter af savsmuld fra træværkstedet, og det vælter ud med nybrændt keramik fra de varme ovne.

»Jeg glæder mig så meget til at se nogle levende mennesker og dufte træet fra træværkstedet. Det er et vidunderligt syn, når vores kollega, Bahman, kommer ud af værkstedet med brillerne dækket af træstøv,« ler Tina Hjardgaard.


Man kan for eksempel sagtens gå på metalværkstedet uden at ligne stærke Skipper Skræk og have fuldskæg.

Tina Hjardgaard, administrationschef og konstitueret direktør

Brugerne er ifølge hende Godsbanens liv, og det er bare bedst, når de fylder gangene. Imens medarbejderne har ventet på det, har de brugt tiden på at rydde op, sætte i stand, fylde op på hylderne og lade mentalt op.

Arkitektskolen åbner

»Det kan være svært at finde rundt på Godsbanens mange gange, så vi har arbejdet med nye skilte, farvestriber og større bannere på bygningen. Vi hænger også store flotte fotos fra værkstederne ude på produktionsgangene, så man kan se de mange aktiviteter uanset hvornår, man kommer forbi,« siger Marianne Buus.

Hun vil gerne fortælle historierne om alt det, folk har produceret og inspirere andre til at komme og bruge værkstederne.

»Man kan for eksempel sagtens gå på metalværkstedet uden at ligne stærke Skipper Skræk og have fuldskæg. Værkstedskoordinatoren er en sej dame på 60 år, som ikke har noget til fælles med Skipper Skræk ud over, at hun er sej,« ler Tina Hjardgaard.

»Jeg håber, at folk vil komme strømmende lige så stille tilbage og bidrage til den gode vibe. Vi har de senere uger mærket, at folk igen bruger gården og skaterramperne,« siger hun.

Tina Hjardgaard glæder sig også til at de nye naboer, arkitektskoleeleverne, rykker ind og håber, at de kommer til at løbe frem og tilbage mellem skolen og Godsbanens værksteder, der har nogle andre maskiner end skolens.

»Godsbanen og arkitektskolen kan supplere hinanden. På vores lacerværksted er der en lacercutter, som arkitektskolen ikke har. På arkitektskolen har de en stor CNC-fræser, som vi ikke kan matche. Og det sjove er, at de to maskiner på de to skoler styres af to brødre, så kommunikationen mellem dem foregår i lige linje, « forklarer den konstituerede direktør.

Sindssygt dygtige

Godsbanens værksteder nye indgange, som vender ud mod arkitektskolen. På den måde får de to skoler et fælles åbent rum.

Det glæder nye værkstedsleder, Marianne Buus, der lægger stor vægt på samarbejde på tværs og at der er plads til brugere på alle niveauer.

»Det er hjælp til selvhjælp her. Jeg har været glaspuster i mange år i Aarhus og har selv materialeglæden. Jeg ved, hvordan det er at gå fra ide til handling,« siger aarhusianske Marianne Buus, der kommer fra et job som viceforstander på Brandbjerg Højskole.

»Jeg har formidlingserfaring og er vant til at møde folk på alle niveauer i øjenhøjde for højskoler er et mødested for mange mennesker. Her på Godsbanen ser vi både de helt grønne, der laver deres første prototype her, og garvede kunstnere, der lige bruger vores maskiner til bestemte ting.«

Marianne Buus synes, at hun har fået sindssygt dygtige kolleger og er begejstret for det nye team med forskellige fagligheder.

Kø til keramik

Godsbanens værksteder er populære og nogle i sådan en grad, at der er lang kø og ventetid. Især er keramikken blevet utroligt populær de senere år.

»Keramikværkstedet bliver brugt i mange af døgnets timer - også udenfor almindelig åbningstid. Der er kurser og superbrugere om formiddagen og om aftenen, og ovnene buldrer afsted, så de er ved at brænde sammen, selv om vi har fordoblet kapaciteten,« sige Tina Hjardgaard.

» Vi har skabt mest mulig plads på det værksted, og så har vi afskaffet de lange køer ved at lave tidsbestilling. Det synes mange er en lettelse, selv om der er rift om tiderne. For hellere det, end at man skal hænge i kø i over en time for at få en plads,« forklarer Tina Hjardgaard.

Mariane Buus har ingen planer om et lave om på udbuddet af værksteder men vil bevare hele viften.

»Vi har en grunddybde i den faglighed, de enkelte værksteder har, og vi fortsætter med tidsbooking, så brugerne ved, hvornår de har en plads og at der er tid til at hjælpe dem. Og vi kan sørge for flere frivillige, når her er fuldt hus,« lover hun.

Værkstedet har netop ansat en nyuddannet pige fra den keramiske designskole på Bornholm. Hele holdet har i nedlukningen gået og blandet glasurer og afprøvet de mange farvemuligheder, så de er bare klar til at åbne.

Ny direktør

Godsbanen er hele tiden i udvikling og vil gerne gøre det bedst muligt for brugerne. Derfor er de i gang med en brugerundersøgelse: Hvad skal Godsbanen kunne?

Resultatet af den bliver et oplæg til den nye direktør, der skal se på det, når vedkommende tager over i november.

»260 mennesker har deres daglige gang her, så der skal være tid til overdragelse til den nye direktør. Vi opsummerer viden fra undersøgelsen og ser så på, hvor vi skal hen,« siger Tina Hjardgaard.

Læs også

Del artiklen