Den Gamle By er kommet på prestigefyldt international liste

Når den Den Gamle By i Aarhus har levende mennesker i tidstypiske dragter, er idéen til det hentet i udlandet. Nu er museet ifølge en ny liste også en stor inspiration for andre i Europa. 

Artiklens øverste billede
Den Gamle By er i en ny bog udnævnt til at være et af de 50 mest indflydelsesrige museer i Europa. Pressefoto

En liste over de mest indflydelsesrige museer i Europa er netop offentliggjort i bogen ’Revisiting Museums of Influence’. Den portrætterer i alt 50 europæiske museer, som har gennemgået en helt speciel udvikling, så de også vil være pejlepunkter for museerne i fremtiden.

Den Gamle By optræder på listen, hvilket glæder direktøren, Thomas Boch Ravn, der i mange år har haft et stærkt internationalt samarbejde og som i høj grad har ladet sig inspirere af museer i udlandet.

»Flere af vores hjørnesten er opstået ud af inspiration fra museer i andre lande. For eksempel idéen til at lave det levende museum, hvor man kan møde mennesker, der er klædt på, arbejder og gebærder sig som i gamle dage,« siger Thomas Bloch Ravn.

Også de skarpe årstal: 1864, 1927 og 1974, der kendetegner museets afdelinger, bygger på inspiration fra andre museer ude i verden. De gør det nemt for gæsterne at forstå og overskue byens kvarterer.

»Inspirationen kommer så at sige ned og bliver formet i Den gamle Bys smeltedigel, når den kommer op igen, er det som et originalt Den Gamle By-produkt. I det hele taget har vi flere samarbejds- og udvekslingsaftaler med museer i England, Sverige og Australien. Vi bliver sat ind i deres udfordringer og de i vores, og så bruger vi hinanden på kryds og tværs,« forklarer Thomas Bloch Ravn.

Mere end et museum

Den Gamle By fremhæves for navnlig fire indsatser:

Først og fremmest skabelsen af et helt nyt bykvarter, der tegner et rigt facetteret billede af Danmark i den periode, 1960’erne og 70’erne, hvor velfærdssamfund og frisind blev en integreret del af dansk identitet.

Dernæst museets indsats for marginaliserede grupper som ældre, der er ramt af demens, og børn og unge med psykiske handicaps.

Også Den Gamle Bys fortællinger om hjemløshed, tyrkiske fremmedarbejdere, grønlandske studerende og dansk-somaliere fremhæves.

Og endelig fremhæves Den Gamle Bys bestræbelser for altid at prioritere historisk korrekthed over det, der til forskellige tider måtte anses for politisk korrekt.

Indsatsen på disse fire områder har, mener folkene bag bogen, transformeret Den Gamle By fra at være et traditionelt frilandsmuseum til en moderne organisation, der helhjertet har taget utraditionelle samarbejder, nye indsamlingsformer og anderledes fortællinger til sig. Den Gamle By modtog en pris i 2017.

»Det er vi selvfølgelig grumme stolte over. Det giver en større synlighed ude i verden ligesom de tre Michelin-stjerner, vi har i Travel Guiden,« siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

Det fine selskab

Bogen, der også nævner kunstmuseet Louisiana, bærer undertitlen “Four Decades of Innovation and Public Quality in European Museums”.

Den er en opfølgning på og en opdatering af den nu afdøde engelske museumsforsker Kenneth Hudsons bog fra 1987 ”Museums of Influence”, hvor han identificerede en række museumspionerer, som han mente havde haft afgørende indflydelse på museumsudviklingen.

Kenneth Hudson grundlagde i 1987 European Museum Forum, der hvert år uddeler den europæiske museumspris, hvis officielle navn er European Museum of the Year Award (EMYA), som i dag anses som den mest prestigiøse museumspris på verdensplan.

Flere af vores hjørnesten er opstået ud af inspiration fra museer i andre lande. For eksempel idéen til at lave det levende museum, hvor man kan møde mennesker, der er klædt på, arbejder og gebærder sig som i gamle dage.

Thomas Bloch Ravn, direktør i Den Gamle By

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen