Nu åbner Aarhus Teater med Charlie & Chokoladefabrikken

Aarhus I disse dage har Marianne Glenhammer, der er rekvisitør på Aarhus Teater, meget travlt med at designe spiselige slikblomster til forestillingen 'Charlie og Chokoladefabrikken', som mange vil kende fra filmen af samme navn.

Århus Onsdag har fået lov til kigge forbi teaterets værksteder sammen med to gange Charlie alias 12-årige Bertram Jarlkilde og Oskar Mehlbye, der begge glæder sig til at stå på scenen om få uger.

Spiselige blomster

"Det smager lidt af citron - nej det smager lidt af mælkebøtte" siger de i munden på hinanden og griner.

Kan man spise alt det der?" spørger Bertram Jarlkilde og lader øjnene vandre rundt på bordet, der bugner af farver og fantasi.

Oskar Mehlbye svarer hurtig:

"Når vi kommer hjem, tror vores forældre, at vi er så sultne…og så kan vi slet ikke spise noget."

Drengene prøvesmager flere rekvisitter og kigger interesseret på en bunke med chokoladeplader, der er nøje udvalgt efter størrelse til forestillingen.

"Skal vi åbne en af wonkas-mega-klistret-monster-festlig-choko-drøm?" spørger Bertram Jarlkilde sin nye bedste ven.

Oskar Mehlbye flår papiret af og kigger efter om, der mon gemmer sig en guldbillet inden i? Det gibber i ham, da han vifter med den gyldne billet. De tager den med til næste etage, hvor Store Scene holder til.

Fabrikken får liv

Om kort tid skal de dele rollen som Charlie og stå sammen med en kæmpe produktion af skuespillere, scenografer, kostumedesignere, skræddere, malere, musikere og scenecrew. Det er stort for dem. Bertram har sceneerfaring, men for Oskar Mehlbye er det første gang, han har så stor en rolle på et rigtigt teater:

"Det er en helt fantastisk oplevelse og følelse. Det er vildt. Jeg er på en måde voksen, fordi jeg har sådan en stor rolle. Jeg glæder mig også til, at mine forældre skal se det, vi laver," siger Bertram Jarlkilde.

Han vender blikket ud mod de tomme stole i salen.

"Jeg glæder mig mega meget til at se, hvordan publikums reaktion bliver."

"Vi har ikke prøvet makeup endnu - men vi har prøvet kostumerne," siger Oskar Mehlbye og stepper lidt med foden, mens han fortsætter:

"Vi har haft dansetimer med Marianne Eihilt, så vi har faktisk en koreografi, som vi begge to kan."

Inde i mørket begynder den store drejescene at arbejde. Et skib kommer til syne og dampen stiger højt til vejrs.

De to drenge tager en runde med skibet. Som var det en berømt scene fra Titanic. I agterstævnen spejder de ud mod 2. balkon. Et fikspunkt de har lært af Anders Baggesen, som gennem 40 år har stået på scenen i dette hus og som er med i stykket.

"Vi har en masse scener, hvor vi skal kigge ud sammen med Anders. Han siger, at vi skal kigge ud op, så alle kan se vores ansigter," siger drengene fulde af fortrøstning.

Skibet er snart i havn og scenetekniker Rune Rytter Claesson tager imod på bagscenen. Det har været en lang proces at skabe de mange tekniske rekvisitter til forestillingen. Især skibet har taget langt tid at bygge, og der er stadigvæk travlt, for om en uge skal alt være klar til prøverne.

"Det bliver en vild scenografi med masser af farvestrålende rekvisitter, chokoladevandfald og skibet," siger Bertram Jarlkilde. Han følger efter Oskar og guldbilletten til næste etage, hvor kostumerne bliver til.

En lille Oompa-Loompae

Bøjlestativerne ude på gangen vidner om travle forberedelser forud på syværkstedet. Bag det grå gardin kan man høre en maskine summe - noget eller nogen bliver pustet op. Og frem kommer Andrea Øst Birkkjær i sit lilla outfit. Hendes kropsvolumen stiger langsomt - på sigt skal hun blive til et blåbær. Fantasien er bestemt taget med på råd i de mange magiske dragter.

Ned på knæ. Iklædt sort kropsnært tøj går en Oompa-Loompa i split. Marie Marschner er i skarp træning til at blive en smidig fabriksarbejder hos Willy Wonka. Hun bestyrer den lille krops mindste detalje, og da parykken og masken kommer helt på får hun en god fornemmelse af, hvad det er for en karakter, hun egentlig er.

"Jeg skal være et lille menneske. Oompa-Loompaer er nogle ret bestemte små væsner," fortæller den forkortede Marie Marschner.

Imens hun arbejder med arme og små ben, retter skrædderen, Signe Junker Ladegaard, på hendes orange kedeldragt.

Fru Egern glæder sig

Andrea Øst Birkkjær skal prøve endnu et kostume. En stor waton er formet med pladevat og skum. Ydersiden er blød og pelset. Hun er nu Fru Egern. Det store hoved skubbes på plads og hun kan tænde for de røde øjne.

"Denne her forestilling bliver en fest. Den er både sjov og lidt uhyggelig. Og så er der skøn musik," siger Andreas stemme dybt inde i Fru Egern.

"Fedt at vi skal åbne med netop denne forestilling - det bliver stort. Vi glæder os helt vildt meget," siger Fru Egern.

Drengene er nu nået til prøvesalen, hvor der øves på livet løs. Stemmerne høres bag døren og en finurlig røst præsenterer sig som Grandpa Joe. Han siger til os:

"Mit navn er Anders Baggesen. Jeg er skuespiller på Aarhus Teater. For tiden går jeg til prøve på Charlie & Chokoladefabrikken i rollen som Grandpa Joe. Vi håber på premier 6. maj."

Anders Baggesen er begejstret:

"Det er mange år siden, jeg har set noget, der er så fantastisk og fantasifuldt. Hvor der er brugt rigtig meget energi, mange tanker og penge på at lave en rigtig flot forestilling. Den har effekter, dukker og sjove karakterer. Egern der er kæmpe store - you name it - både der kan sejle. Vidunderlige ting, der kan overraske."

Det er ren fantasi

Og netop fantasien er et vigtigt begreb i det daglige arbejde som skuespiller.

"Det gode ved det hele er, at det er ren fantasi. Man kan kun se og opleve chokoladefabrikken med alt det, den kan, hvis man bruger sin fantasi."

Anders Baggesen har i sit fag hårdt brug for fantasien for at kunne spille rollerne og være en anden.

"Det kræver jo noget overtalelseskraft. Men ikke når du får så meget forærende fra dine kollegaer, forærende i kostumet, i kulissen, omgivelserne. Tankerne der er gjort bagved. Indgangen til det og arbejdet med det er det samme - om det er Strindberg - eller som her. Ren underholdning. Og det allerbedste vil være hvis folk kan identificere sig med den slags mennesker, som vi arbejder med på scenen," forklarer han.

I dette stykke er han en, der overdriver. En der hele tiden prøver at holde modet oppe på drengen ved at fortælle vanvittige historier.

"Jeg tager bestemt noget af mig selv med ind i stykket," fortæller han passioneret.

Drengene har pakket guldbilletten sammen. En rundtur på de mange etager af Aarhus Teater er forbi for både dem og fotojournalisten.

Teaterfolket arbejder stadigvæk på højtryk på værkstederne for at skabe magi og slippe fantasien løs for de mange kommende gæster, der de næste måneder skal opleve Charlie & Chokoladefabrikken.