Her finder du god gade-kaffe

Kaffeboder skyder op ide naturskønne områder i Aarhus. Corona sender os ud at gå - og kaffesælgerne følger med

Artiklens øverste billede
Nichlas Dal forlod jobbet som shipping-agent, rejste ud i verden og kom hjem med kvalitetskaffe fra Guatamala. Den serverer han fra Kaffeskuden. Foto: Tahmasbi

Der er flere cyklende kaffebarer, campingvogne og containere i Aarhus end nogensinde.

Mens byens kaffebarer er lukket ned, skyder der nye steder op, som serverer god baristakaffe i det fri og gerne på de steder, hvor mange aarhusianere går tur.

Ved Åbrinken, der ligger overfor Falck-gården i krydset mellem Søren Frichsvej og Ringgaden, har Kaffeskuden fået selskab af en pandekagebod og en bod med gourmet hotdogs, som tilsammen udgør et frilufts-streetfood-sted.

Kaffeskuden. Foto: Tahmasbi

Kaffeskuden

Lige ud for det store skilt, hvorpå der står Åbrinken, finder man for tiden Kaffeskuden. Der står ejeren, 28-årige Nichlas Dal. Han har en fortid som shipping-agent iført jakkesæt og slips med fast job på Aarhus Havn, hvor han gik han kastede drømmende blikke ud over havet. Han forlod kontorjobbet for leve i nuet i stedet for at leve i fremtiden og rejste ud i verden til en række kaffefarme. Han kom tilbage med kvalitetskaffe fra Guatamala. Den serverer han fra sin røde kaffecykel.

Man kan følge ham og Kaffeskuden på Facebook.

Kaffebar - Godsbanen. Foto: Tahmasbi

Kaffe-containeren

En ny kaffebar er åbnet i en container på Godsbanen. Der kan man sidde og nyde en god kop kaffe og en friskbagt bolle i det fri ved Institut for (X). Den hedder helt enkelt: Kaffebar - Godsbanen. Den er indrettet og drives af Christian Allen, som har været en fast del af Insitit for (X) og bla. har drevet en gul madbod, der nu skal være bageri. Den gule bod ligger lige overfor den pink og rummet imellem dem er som skabt til at hænge ud. Man kan følge Kaffebar på Facebook.

Foodtrucken Hverdagsmad. Foto: Tahmasbi

Weekendkaffe fra Hverdagsmad

Som et nyt tilbud til naturnyderne i Risskov kan de købe en kop kaffe på parkeringspladsen i Stationsgade. Der finder man i weekenderne en lastbil, hvorpå der står Foodtrucken Hverdagsmad. Men den forvandler sig til en kaffebar, når siden bliver slået op. I varebilen står Abdirahman Omar Mohamed og Tasia Vangsgaard, som på hverdage sælger aftensmad fra bilen på Kvicklys p-plads i Åbyhøj.

Man kan på Facbook læse sig frem til, hvor Foodtrucken Hverdagsmad er hvornår.

Ved Dyrehaven. Foto: Mokka Marselis

Mokka Marselis ved Dyrehaven

Man finder en hvid knallertkaffevogn med et lysende rådyr på taget på arealerne ved Marselisborg med strand, skov og park tæt på.

Mokka Marselis hedder den og er en lille familieejet kaffevogn, som Mette og Jes Hansen står bag. De har fokus på økologi og bæredygtig baristakaffe.

Mocca Marselis er på Facebook

Sweetfoods kaffevogn ved Moesgaard. Foto: Sweetfood

Sweetfood-kaffe ved Moesgaard

Aarhus Sweetfood er et byens bud på gademad i form af brændte mandler, pandekager - og kaffe. Lige nu sælger de filterkaffe, men indenfor den næste måned er baristamaskinen installeret. Den gode kaffe vil blive serveret ved Moesgaard Strand. Man kan følge Aarhus Sweetfood på Facebook.

Kaffe Her og Der. Foto: Tahmasbi

Her og Der i campingvognen

Café Her og Der på Tordenskjoldsgade 34 byder på kaffehygge og hjemmebag i kaffebaren på Trøjborg. Samme café sender også sin kaffe ud i naturen i en buttet campingvogn, som står ved indgangen til Dyrehaven. I perioder er den der hver dag, men når alt igen er åbnet op, vil campingvognen være der i weekenderne og skoleferierne. Café Her og Der på facebook.

Eventyrlig Coffee. Foto: Tahmasbi

Eventyrlig kaffe flere steder

Eventyrlig Coffe kan man møde flere steder rundt omkring i Aarhus. En af kaffecyklerne med den bønnefarvede parasol er placeret ved Udsigtspladsen i Risskov.Derfra kan man se lystbådehavnen, bugten og Aarhus Ø - og få sig en kop barista-kaffe. Cyklerne dukker også ofte op ved Varna, Tangkrogen og ud for Brabrandstien ved Byledet i Brabrand mellem Brabrand Sø og Årslev Engsø. Følg Eventyrlig Coffee på Facebook.

Læs også

Del artiklen