Lærke Egefjord forener lægevidenskab og kunst

Lærke Egefjord lagde sit arbejde som læge på hylden for at dedikere sig til kunsten og holde foredrag om, hvordan kunst kan bruges helbredende

Artiklens øverste billede
U-vendinger. Lærke Egefjord, lagde sit arbejde som læge på hylden for at dedikere sig til kunst og foredrag. Nu lever hun af sin kunst og af at holde foredrag om, hvordan kunsten kan bruges helbredende og undervise borgere med demens i kreativitetens gavnlige effekter. Foto: Casper Dalhoff

AARHUS For tre år siden ernærede Lærke Egefjord sig som læge og forsker inden for primært demens, diabetes og alzheimers. Men da hun efter sin anden barsel stod over for at skulle tilbage til en stilling på Endokrinologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, tog hun en stor beslutning. Hun lagde lægegerningen på hylden for at vie sit arbejdsliv til sin anden store passion: kunsten.

"Som helt ung havde jeg en drøm om at blive læge. Jeg tænkte, det var det ultimativt meningsfulde ved livet; at hjælpe andre mennesker og i sidste ende være med til at redde liv. Det var det, der i sin tid fik mig til at søge ind på medicin," fortæller Lærke Egefjord over telefonen fra sit hjem i Risskov.

Kunsten har altid haft en plads i Lærke Egefjords liv, og hun har altid holdt af at udtrykke sig kreativt. Men i mange år tænkte hun på det som en luksus og en hobby, hun kunne dyrke ved siden af arbejdet.

"Jeg har altid haft en kunstnerisk åre i mig og altid lavet noget med mine hænder. Begge mine forældre er arkitekter, så jeg er jo nærmest vokset op på et kunstmuseum," ler hun og fortsætter:

"På trods af at jeg på medicinstudiet allerede udstillede og solgte mine malerier og faktisk tjente lidt penge på det ved siden af SU'en, tænkte jeg, at det ikke var et rigtigt arbejde. Så jeg blev færdig som læge og fortsatte med at male i min fritid."

Et af Lærke Egefjords akvarelmalerier inspireret af Aarhus bugt og Risskov strand. Hun udstiller i øjeblikket sine malerier hos Lisager i Risskov.

Den store beslutning

Lærke Egefjord arbejdede på forskellige sygehusafdelinger og som hjerneforsker inden for demens med særligt fokus på Alzheimers sygdom. Om aftenen blev lægebøger og kittel sat på pause, og hendes kreative side fik lov til at udfolde sig.

"Det var først, da jeg havde fået to børn i rap og stod og skulle finde ud af, hvilken speciallæge jeg ville være, at jeg kunne se, der ikke længere var timer nok i døgnet. Jeg havde kun nogle få luftlommer om aftenen, hvor jeg kunne udfolde mig kreativt, og det var ikke nok. Jeg ville gerne gøre mere ud af det. Så tog jeg beslutningen om at sige mit sygehusarbejde op," fortæller hun.

Beslutningen havde været længe undervejs og krævet mange grublerier, men da den først var truffet, følte Lærke Egefjord, at den var helt rigtig.

"Det tog mig flere år at træffe den beslutning. Det er jo ikke jobbet alene, man kommer væk fra. Man kommer også væk fra hele det liv og den omgangskreds, der følger med jobbet. Men nu er det godt tre år siden, jeg tog beslutningen og valgte at blive selvstændig. Og jeg har ikke fortrudt! Nu kan jeg bruge min tid på at holde foredrag om kunstens positive indvirkning på vores helbred og på at lave malerier og sælge dem," siger hun med lethed i stemmen.

Selv er Lærke Egefjord gift med en læge. Hun følger hans gøren og laden i medicinalverden med interesse, men ikke med misundelse.

"Min mand er læge og meget dedikeret til den traditionelle lægegerning. Jeg glæder mig på hans vegne og holder af at følge med på sidelinjen, men jeg misunder ham ikke et sekund," tilføjer hun så.

Symbiose af naturvidenskab og kunst

Som tiden er gået, har Lærke Egefjord formået at koble lægevidenskaben og kunsten i større og større omfang.

"I lang tid havde jeg tænkt på naturvidenskab og kunst som to meget forskellige verdener, men det går mere og mere op for mig, hvor fint de faktisk hænger sammen," siger hun og uddyber:

"Jeg tager ud og underviser i et kursus, som hedder 'Kreativitet og mindfulness for pårørende til demensramte'. På kurset underviser jeg i, hvordan man kan bruge kreativitet til at styrke sin mentale sundhed. Jeg holder også et foredrag, der hedder 'Styrk dit helbred med kunst og kreativitet', som handler om, hvordan man kan bruge sit kreative potentiale til at få det bedre både fysisk og mentalt."

Ifølge Lærke Egefjord viser flere studier, at kreativitet og kunst har en positiv indvirkning på vores helbred.

"I kraft af min hjerneforsker-baggrund, har jeg læst meget om, hvad der sker i hjernen, når man eksempelvis oplever kunst. Der er forskning, der viser, at det at gå på kunstmuseum kan forebygge demenssygdomme. Kunstoplevelser gavner ganske enkelt ens hjerne," forklarer Lærke Egefjord.

Tæt på naturen

Efter at være flyttet fra Trøjborg til Risskov for et år siden, har Lærke Egefjord fået øjnene op for nye motiver til sine malerier.

"Tidligere malede jeg meget akvareller af nøgne kvindekroppe. Sikkert på grund af den store anatomiske viden, jeg går rundt med. Men efter at familien er flyttet til Risskov, tæt på skov og strand, er jeg begyndt at male landskaber. Det har gjort noget godt for både min kreativitet og inspiration at komme tættere på naturen. Jeg bruger meget tid på at være ude i naturen og betragte den. Så jeg får den så meget ind under huden, at jeg kan se den for mig, når jeg kommer hjem og skal male min fortolkning af den," siger hun.

Lærke Egefjord har haft flere udstillinger rundt omkring i landet. Blandt andet hos Lægemiddelstyrelsen i København sidste år.

"Jeg har tidligere arbejdet på en lægemiddelrådgivning, hvor jeg rådgav andre læger om medicin. Derfor havde jeg nok tænkt, at jeg en dag skulle aflægge Lægemiddelstyrelsen i København et besøg, men da bestemt ikke som kunstner. Så det var lidt specielt at komme derover i en helt anden rolle, men jeg var ikke misundelig på de ansatte der. Jeg føler mig meget sikker i det, jeg laver i dag," understreger hun.

I øjeblikket udstiller Lærke Egefjord en række malerier hos catering- og takeaway virksomheden Lisager i Risskov.

"De malerier jeg udstiller hos Lisager i øjeblikket er mere abstrakte og flere af dem med dyremotiver. Jeg har malet en del elefanter. Fordi elefanten er et symbol på kreativitet. Det, synes jeg, er meget sjovt. Inden så længe kommer der også nogle af mine landskabsmalerier, som er inspireret af Risskov, op."

Åben for muligheder

Der hvor Lærke Egefjord er i sit liv, er der hun ønsker at være, og hun nyder at være i nuet.

"Mit fokus lige nu er at nyde at være, hvor jeg er. For mig er det en kæmpe luksus selv at kunne prioritere min tid og at kunne veksle imellem at male og holde foredrag og være mor. Jeg har en følelse af, at alt, hvad jeg laver, på en eller anden måde er meningsfyldt," siger hun.

Hun har ikke lagt store forkromede planer for fremtiden, idet hun føler sig overbevist om, at det som selvstændig er en fordel ikke at have alt for meget planlagt.

"Det er ikke fordi, jeg ingen ambitioner har, men min erfaring er, at det er godt at have en stor del af ens tid, der ikke er planlagt. Det åbner for, at der kan ske alt muligt. Og når man, som jeg, er selvstændig, skal man kunne gå med det, der dukker op. Med en skarpt optrukket selvmålsplan, tror jeg nemt, man kommer til at lukke ned for nogle muligheder," reflekterer hun.

Lærke Egefjord håber, at andre, der overvejer at tage en u-vending i deres arbejdsliv, vil lade sig inspirere af hendes historie.

"Til dem, der overvejer at skifte spor i deres arbejdsliv, er mit bedste råd, at man skal mærke efter, om man har det drive, der skal til. Særligt hvis man vil være selvstændig. Man skal være frisk på at stå op tidligt mandag morgen og gå i gang helt af sig selv. Der kommer ikke nogen og hiver en ud af sengen og stiller krav. Men det drive, tror jeg, vi alle sammen har, hvis vi kaster os ud i noget, vi er passionerede omkring. Det værste, der kan ske, er vel, at det ikke lykkes. Og hvad så? Så prøver man bare igen," siger hun. Med samme lethed i stemmen som tidligere.

Læs også

Del artiklen