Så er der serveret: Ny kaffebar er åbnet i en container på Godsbanen

Nu kan man sidde og nyde en god kop kaffe og en friskbagt bolle i det fri ved Institut for (X) på Godsbanearealet

Artiklens øverste billede
Kaffebar på Godsbanen er kommet godt fra start, selv om det har været koldt. Det er muligt at finde en lækrog, fordi det udendørs caféareal har mange kroge.

Aarhus Midt inde i Godsbanearealet i det kreative miljø, som hedder Institut for (X), er der dukket en meget pink container op. Kaffebar, står der på et rundt og lysende pink skilt. Et varmt lys er tændt inde i den åbne container, og der dufter af kaffe.

Inde i vognen er Christian Allen, som har travlt med at indrette den, men han er straks klar til at brygge en cappuccino.

Hæng ud og hyg

"Jeg synes, at området mangler en kaffebar efter at Plantecaféen er flyttet. Der er jo masser af plads langs den byggeplads, som er her de næste to år, mens Lidls hovedkvarter og et parkeringshus bliver opført," siger Christian Allen.

Han forklarer, at entreprenøren, Enggaard, har betinget sig, at der skal være et grønt og levende hegn rundt om byggepladsen. Så der bliver også en klatrevæg senere på året. Og Christian Allen har fået lov til at råde over et større areal til sin kaffecontainer, pallebænke, borde og stole, hvor man er velkommen til at hænge ud.

"Jeg sætter caféborde og plantebede op, der hvor ingen andre bruger pladsen. Jeg har en stak tæpper, man kan låne, hvis man gerne vil sidde ude. Faktisk kommer der mange mennesker forbi i det daglige, selv om Godsbanen er lukket. Og rigtige mange af dem tager mobilen op af lommen og tager billeder af den pink container. Det er dejligt, at de vil dele vores tilstedeværelse," siger Christian Allen.

I baggrunden aner man den nye arkitektskole, der skal stå færdig i løbet af foråret. Christian Allen håber at nogle af de op mod 1000 elever, vil blive hans kunder.

Han har besluttet sig for at ville sælge friskbagte surdejsboller med Arla Unikas 'Gammel Knas', panini og kolde drikkevarer.

"Jeg går lige og lurer på, hvilken slags øl og sodavand, jeg skal have på hylderne. Mit udvalg skal være enkelt men godt. Og så skal priserne være fornuftige," siger ejeren af kaffebaren.

En kaffe latte eller en cappuccino koster 25 kroner.

Også aftensmad

Kaffevognen er ny, men Christian Allen har været en fast del af Institut for (X) i syv år. Han er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og var en af dem, der kom forbi og befandt sig så godt, at han blev hængende.

"Institut for (X) er blevet meget mindre, men er stadig fuld af folk. Her sker mange ting. Det er svært at være på venskabelig fod med 3-400 mennesker, når man går og arbejder i det daglige , så jeg har fundet min kerne," siger han.

I dag har han både en blå, en gul og nu også en pink container i området.

Den blå boede han i, da det var tilladt, og lejede den ud som hotelværelse. Nu bruger han den som kontor. Den gule har han tidligere solgt varme retter fra. Men nu vil han omdanne den til at bageri, der skal have friskt brød fra klokken otte om morgenen og måske pizza op ad dagen.

Selv om Godsbanen er lukket, er der stadig masser af liv på de undedørs arealer.

Man kan drikke sin kaffe og spise sin mad på den lille plads, der er opstået mellem de tre containere. Naboerne til den er en designer, en cykelsmed, en smed, en skateboardproducent og Skateducate, der er en skaterforening for piger.

"Det er et rigtigt dejligt nabolag med mange skønne mennesker. Jeg går hele tiden og udvikler på området, som alle er velkomne til at hænge ud i," inviterer han.

Kaffebar på facebook

Læs også

Del artiklen