Hvor er det næste hemmelige sted i Aarhus?
Eske Touborg maler billeder af legendariske steder i Aarhus. Han spørger læserne, hvor det næste sted skal være og udlodder tryk som tak for svar
Aarhus Eske Touborg og Simon Krüger, som står bag billedserien, Stedkendt, lancerer nu endnu et motiv fra et populært sted i Aarhus.
Det sker på fredag 19. februar og motivet er valgt af dem, der har skrevet forslag til det på Instagram i profilen Stedkendt.
Vind et tryk
Samtidig leder de efter et nyt, kendt sted i Aarhus, som Eske Touborg kan male. Og de spørger hermed avisens læsere, hvad de synes?
"Vi vil rigtig gerne lave endnu et tryk fra Aarhus. Der er masser af gode steder, man kan vælge. Og vi vil gerne høre, hvilke steder læserne holder af," siger Eske Touborg.
"Vi vil gerne give folk noget af byen med hjem i stuen, nu hvor vi i denne nedlukningstid skal bruge så meget tid derhjemme," fortsætter han.
En solstråle i Corona-tiden
De to venner, Eske Touborg og Simon Krüger, lancerede det fælles projekt, Stedkendt, i efteråret.
I en tid præget af manglende omsætning og hjælpepakker er Stedkendt gået godt. Og det kan nu afsløres, at de første tre motiver er fra Vestergade, Graven og Tordenskjoldsgade.
"Vi blev hurtigt klar over, at vi havde ramt noget rigtigt. Allerede på dagen for vores åbning kom de første bestillinger, og de er fortsat i en lind strøm, så vi nu hænger over hele byen," siger Simon Krüger.