Alien fra 1979 ses i dag som en af de film, der har haft mest indflydelse på science-fiction genren.

Alien fra 1979 ses i dag som en af de film, der har haft mest indflydelse på science-fiction genren. Foto: 20th Century Fox

Guide:

Tre 'monstergode' klassikere du skal se

Vi giver tre bud på monsterklassikere, du kan give dig til at se eller gense

Af
Anders Michaelsen

Film I starten af april udkommer monsterfilmen 'Godzilla vs. Kong' - i hvert fald hvis man er amerikaner og har adgang til streamingtjenesten HBO Max. Herhjemme må man til gengæld væbne sig med tålmodighed, i det en dansk udgivelsesdato ikke er blevet offentliggjort endnu.

Hvorvidt man synes kombinationen af Godzilla og King Kong, der tæver løs på hinanden, enten lyder genialt eller direkte åndssvagt, så kan man få syn for sagn ved at tjekke traileren ud, som i hvert fald må siges at se ret så actionpacked ud.

Men mens vi herhjemme må nøjes med en trailer til den monstrøse film, så giver vi i stedet tre bud på filmklassikere, der måske kan stille monsterappetitten for en stund.

Alien - Den 8. passager (1979)

Et rumskib med syv passagere på vej hjem til Jorden vågner, da de pludselig modtager det, de mistænker er et nødsignal, hvilket får dem til at lande på en afsidesliggende måne. Her tager tre fra skibet ud for at undersøge, hvor det ukendte signal kommer fra. Men da besætningen vender tilbage til skibet er de pludselig fire.

'Alien - Den 8. passager' er trods sine godt 40 år på bagen stadig et utroligt stemningsfyldt og nervepirrende science-fiction gys med billeder og scener, som prenter sig ind på nethinden. En gådefuld opbygning bliver efterfulgt af intern splid blandt besætningens medlemmer, paranoia og et monster man aldrig ved hvor er, og som på ingen måde kan tales til fornuft.

Det var samtidig instruktør Ridley Scotts første forsøg med science-fiction genren, hvilket lykkedes til UG med en fænomenalt spillende Sigourney Weaver i hovedrollen.

Kan ses på: Viaplay, Blockbuster

Jurassic Park (1993)

Jurassic Park er en klassiker, som var banebrydende med sin lyd og visuelle effekter og som samtidig skabte en fornyet popularitet for dinosaurer. Måske virker effekterne ikke ligeså overvældende i dag, men er det et stykke tid siden, man sidst har set den, er den stadig værd at genbesøge.

En rigmand laver ved hjælp af DNA i al hemmelighed en park med ægte dinosaurer. Før åbningsdagen for parken inviterer han hans to børnebørn og et hold af eksperter til at gå på opdagelse i parken - alt sammen for at vise parkens ængstlige investorer, at der ikke er noget at være urolig for.

Men det går selvfølgelig ikke, som det skal, da sikkerhedssystemet bryder sammen og dinosaurerne flygter ud indhegningen.

Kan ses på: Netflix, Amazon Prime, Viaplay

Dødens gab (1975)

Det var ikke kun med Jurassic Park, at Steven Spielberg formåede at vise filmverden noget nyt. I 1975 fik han med et ikonisk soundtrack, overbevisende fysiske effekter og en velfortalt historie rigtig mange til at frygte at springe i vandet med 'Dødens gab' - eller 'Jaws' som filmen hed på originalsproget.

Det var en filmhistoriens første rigtige store blockbuster og var samtidig den første film til at indspille mere end 100 million dollars.

Filmen foregår i en lille fiktiv amerikansk by, hvor den ene badegæst efter den anden forsvinder. En stor hvidhaj rapporteres at have angrebet turister og beboere, hvilket for den lokale politichef til at gøre offentligheden opmærksom på faren, men de lokale myndigheder stritter imod for ikke at skabe panik eller miste indtægter fra turisterne.

Kan ses på: Blockbuster, Amazon Prime og Viaplay

Publiceret 03 April 2021 10:00