Kenneth Martin Rasmussen er en af borgerne i Kunstnerhuset Karavanas nødpasningstilbud, som har været med til at lave papirsblomster til udstillingen.

Kenneth Martin Rasmussen er en af borgerne i Kunstnerhuset Karavanas nødpasningstilbud, som har været med til at lave papirsblomster til udstillingen. Foto: Kunstnerhuset Karavana

Kreative blomster ude og inde hos Kunstnerhuset Karavana

I anledning af Billedkunstens Dag har borgere fra Kunstnerhuset Karavana og beboere fra Lyngå-kollegiet sammen skabt en udstilling af smukke papirsblomster, som kan opleves udefra

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Blomster i alverdens farver, former, størrelser og mønstre pynter udenfor i Kunstnerhuset Karavanas park og indenfor i galleriet. Blomsterne er lavet af borgere fra Karavana og beboere fra det nærliggende Lyngå-kollegie i anledning af Billedkunstens Dag 17. marts.

"Børnehaver og skoler over hele landet plejer at markere Billedkunstens Dag. Den ligger altid midt i marts, og i år var det den 17. marts. Det er en dag, hvor man sætter fokus på billedkunsten, og hvor pårørende og andre interesserede kan se, hvad vores kunstnere hos Karavana arbejder med. Billedkunst har stor betydning for vores borgere, og mange af dem holder af at udtrykke sig igennem den," siger Geske Skot-Hansen, som er billedkunstlærer i Kunstnerhuset Karavana og har været en del af blomster-projektet.

Kunstnerhuset Karavana plejer at markere Billedkunstens Dag, men i år er første år, de samarbejder med beboere fra Lyngå-kollegiet.

"Samarbejdet med Lyngå-kollegiet er opstået under nedlukningen. Vi har haft et rigtigt fint og spændende samarbejde med kollegiets beboere, og vi tænker, det bestemt er noget, vi kan bygge videre på - også på den anden side af corona," lyder det fra Geske Skot-Hansen.

På linje med så meget andet har Karavana været lukket ned i corona-tiden, men haft et nødpasningstilbud for en mindre gruppe af husets borgere.

"Det meste er lukket ned på grund af corona - også kunstnerhuset. Men vi har nogle få borgere, som er i nødpasningstilbud. Sammen med de beboere fra Lyngå-kollegiet, som har fået et aktivitetstilbud her hos os, har de kreeret alle blomsterne.," fortæller Geske Skot-Hansen.

En af de borgere fra Karavana som har været med til at lave de fine blomster, er Kenneth Martin Rasmussen. Han har været en del af kunstnerhuset siden 2013.

"Jeg har været kunstner hos Karavana i syv-otte år og kan rigtig godt lide at komme her. Vi har været i gang med at lave blomster i et par måneder nu. Jeg tror, jeg har lavet 15 blomster af papir og ugeblade. Når jeg har lavet en blomst færdig, laminerer jeg den og hænger den op i udstillingen," fortæller Kenneth Martin Rasmussen med stor iver.

Han er i fuld gang med endnu en blomst, der skal pryde udstillingen, når den er færdig.

"Jeg kan slet ikke lade være. Jeg synes, det er hyggeligt!" siger Kenneth Martin Rasmussen, tydeligt opslugt af sin blomster-kreation.

Blomsterhavet kan opleves i Kunstnerhuset Karavanas park eller gennem vinduerne i husets galleri.

Blomsterhavet kan opleves i Kunstnerhuset Karavanas park eller gennem vinduerne i husets galleri. Foto: Kunstnerhuset Karavana

Til glæde for alle

Blomsterudstillingen er åben for alle og kan ses, hvis man spadserer en tur i parken udenfor Kunstnerhuset Karavana eller kigger ind ad vinduerne i husets galleri.

"Det er anden gang, vi laver en udstilling, man kan se udefra. Første gang var til jul. Når vi gør det sådan, kan alle i lokalmiljøet få glæde af det, vi laver, ved bare at kaste et blik ind ad vinduerne eller gå en tur i vores park," siger Charlotte Lynge Zacho, som er ansat i Kunstnerhuset Karavana.

"Man kan også nyde synet af blomsterne, når man kører forbi i bus. Eller i bil, hvis man sætter farten lidt ned," indskyder Geske Skot-Hansen.

Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst og Danmarks Billedkunstlærere, som er 'opfindere' af Billedkunstens Dag, sender idéer til aktiviteter på dagen ud til landets forskellige institutioner.

"I år tænkte vi, at vi i forbindelse med Billedkunstens Dag, gerne ville lave noget med blomster og forår. Fordi foråret kommer med masser af håb og lysere tider - på flere måder," forklarer Geske Skot-Hansen.

"Og af de idéer, vi fik tilsendt, snuppede vi den med decoupage; vi klipper billeder ud af ugeblade og klistrer dem på blomster, vi har klippet i pap. Men vi er selv kommet på idéen med at lave blomster ud af kaffefiltre og dekorere dem med akvarelmaling. Den idé opstod, fordi vi var ved at rydde op og fandt nogle kaffefiltre, til en stor kaffemaskine, som vi ikke har længere. Filtrene var jo nærmest formet og foldet som blomster i forvejen, så de var helt oplagte at bruge," ler Charlotte Lynge Zacho.

Kaffefiltre malet med akvarelfarver er blot en af de kreative idéer, som har fået frit spil i blomsterudstillingen inde og ude hos Kunstnerhuset Karavana.

Kaffefiltre malet med akvarelfarver er blot en af de kreative idéer, som har fået frit spil i blomsterudstillingen inde og ude hos Kunstnerhuset Karavana. Foto: Kunstnerhuset Karavana

En wauw-oplevelse

De dekorative blomster bringer smil på læben hos både forbipasserende og besøgende - og hos Karavanas borgere og Lyngå-kollegiets beboere.

"I en tid hvor Danmark og vi selv er lukket ned, føler vi, at vi har lavet noget, der giver mening for vores borgere, og som spreder glæde hos folk, der kommer forbi og kigger ind ad vinduerne i galleriet eller går en tur i vores park, hvor der er et hav af blomster i alle mulige farver," siger Geske Skot-Hansen.

Charlotte Lynge Zacho supplerer:

"Vi kan se, hvordan både Karavanas borgere i nødpasning og beboerne fra Lyngå-kollegiet går og kigger op på blomsterne i træerne udenfor. Det er en meget sanselig oplevelse for dem med alle farverne og lyset. De bliver glade af at kigge på blomsterne, og det er tydeligt, at det for nogle af dem er sådan en helt 'wauw-oplevelse'."

Udstillingen åbnede officielt på Billedkunstens Dag 17. marts. Med en lille intern festlighed.

"Til åbningen af udstillingen gik vores borgere og beboerne fra Lyngå-kollegiet sammen rundt og fik en fælles oplevelse af, at de have skabt noget sammen. Det var en udstillingsåbning uden gæster, men der blev holdt taler og skålet, og vi gjorde det så festligt, som vi nu kunne," fortæller Geske.

En af de mange farverige blomster i udstillingen lavet efter decoupage-metoden.

En af de mange farverige blomster i udstillingen lavet efter decoupage-metoden. Foto: Kunstnerhuset Karavana

Flere oplevelser i én

Såfremt vejret arter sig, kan blomsterudstillingen ses frem til 17. april.

"Vi krydser fingre for, at det gode vejr fortsætter, så blomsterne kan holde til at hænge udenfor helt frem til 17. april," siger Geske Skot-Hansen.

"Jeg håber, vejret arter sig. Jeg er ude og se til blomsterne ind i mellem. Og så samler jeg de af dem op, som er blæst væk," siger Kenneth Martin Rasmussen. Stadig opslugt af arbejdet med sin decoupage-blomst.

Oplevelsen af de mange blomster er forskellig alt efter, om det er solskin eller blæsevejr, lyst eller mørkt.

"Alt efter hvornår på dagen, man kommer forbi og kigger på blomsterne, er oplevelsen forskellig. Blæser det, får man en oplevelse, og skinner solen, får man en anden. Kommer man om aftenen, har vi sat spots på udstillingen, og så er det en helt tredje oplevelse. Så det kan godt betale sig at kigge forbi flere gange," opfordrer Charlotte Lynge Zacho.

Kreativiteten er blevet sluppet fri hos Karavanas kunstnere, som har lavet blomster af blandt andet kaffefiltre.

Kreativiteten er blevet sluppet fri hos Karavanas kunstnere, som har lavet blomster af blandt andet kaffefiltre. Foto: Kunstnerhuset Karavana

FAKTA: Billedkunstens Dag hos Kunsterhuset Karavana

  • Blomsterudstillingen kan opleves frem til og med 17. april igennem vinduerne eller i parken ved Kunstnerhuset Karavana på Graham Bells Vej 1A i Aarhus N
  • Kunstnerhuset Karavana er et kombineret atelier og professionelt teater for voksne med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne
  • Kunstnerhuset Karavana hører organisatorisk under Aarhus Kommune, Voksen Handicap
  • Den landsdækkende begivenhed Billedkunstens Dag afholdes hvert år onsdag i uge 11. Her sætter institutioner, børn og unge over hele landet billedkunst på programmet
  • I 2018 deltog mere end 13.000 børn og 140 institutioner over hele landet i Billedkunstens Dag

Publiceret 02 April 2021 08:00