Poul Krebs giver 7. april koncert, som bliver livestreamet på Musikhusets sociale medier.

Poul Krebs giver 7. april koncert, som bliver livestreamet på Musikhusets sociale medier. Pressefoto: Musikhuset Aarhus

Musikhusets "hemmelige" koncerter hitter:

Næste er med Poul Krebs

Musikhuset i Aarhus har succes med at livestreame koncerter, hvor de to første er blevet set af 60.000 personer

Hvad gør man, når corona-pandemien har sat en stopper for de traditionelle koncerter med en stor menneskemængde i en sal? Hos Musikhuset i Aarhus har man tænkt ud af boksen med konceptet 'Secret Places', der består af en række koncerter fra hemmelige, skæve og overraskende steder i Musikhuset, hvor publikum normalt ikke har adgang. De bliver så livestreamet på Facebook, Instagram og Youtube, og så kan publikum sidde hjemme i deres sofaer og se koncerten.

Det har vist sig at være en succes. De første to koncerter, der har været med Ida Corr og Lau Højen, er således blevet set af 60.000 personer, og kommentarsporene har fået flere begejstrede beskeder, oplyser Musikhuset i en pressemeddelelse.

Nu den tredje koncert i rækken så klar, som er med Poul Krebs fra endnu ukendt sted i Musikhuset.

”Poul Krebs har under coronaen gjort sig bemærket som en af de musikere, der har været allerbedst til at finde kreative løsninger og skabe forbindelse til sine fans digitalt. Med livskloge sange, spilleglæde og stor charme føler man sig altid hjemme i Pouls selskab, og vi glæder os til at præsentere ham til Secret Places i Musikhuset,”siger Jeppe Uggerhøj, der er Musikhusets kunstneriske chef, i pressemeddelelsen.

Musikhuset er 35.000 kvadratmeter og har 500 forskellige rum. Der er altså masser af hemmelige steder og potentielle scener at vælge imellem. I ugen op til hver koncert kan publikum via Musikhusets Facebook-side stemme om, hvor i huset den næste koncert skal streames fra.

Koncerten med Poul Krebs finder sted 7. april klokken 20.

jwh

Secret Places

  • Musikhuset er 35.000 m2 og har 500 forskellige rum. Der er altså masser af hemmelige steder og potentielle scener at vælge imellem. I ugen op til hver koncert kan publikum via Musikhusets facebookside stemme om, hvor i huset den næste koncert skal streames fra.
  • Tidligere har Ida Corr givet koncert fra Snoreloftet 30 meter over Store sal, og Lau Højen spillet i ventilationsrummet under Lille sal. Til koncerten med Poul Krebs kan publikum være med til at bestemme, om koncerten skal streames fra Musikhusets køkken eller tagterrassen, der ligger lige for enden af Aros' regnbue med smuk udsigt over byen.
  • Secret Places koncerterne kan opleves live via Musikhusets Facebook, Instagram og YouTube-kanaler. Koncerterne bliver efterfølgende lagt op på Musikhusets hjemmeside, hvor alle kan nyde dem, når de har lyst.
  • Koncerterne gennemføres med støtte fra Spar Nord Fonden.

Kilde: Musikhuset Aarhus

Publiceret 31 March 2021 12:39