Yderst til højre ses en af Tage Andersens foldevaser, som Claus Dalby synes er genial.

Yderst til højre ses en af Tage Andersens foldevaser, som Claus Dalby synes er genial. "Han er kunstner og i sammenligning er jeg kunsthåndværker og måske havescenograf," mener Claus Dalby. Foto: Tahmasbi

Claus Dalby: Meningen med livet er jo at så frø og se dem vokse

Den populære havemand, Claus Dalby, planter sin køkkenhave i krukker. Det viser han i en ny bog, hvor han ikke bare deler sin egen men også de urbane haver og trends på byens altaner, Aarhus Ø og Godsbanen

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Claus Dalby er Danmarks største have-personlighed med et hav af smukke og æstetiske haveudgivelser bag sig og henved 400.000 følgere med sig på Instagram og Facebook. Dertil kommer 4.000 kvadratmeter have med et par tusind krukker.

Nu skyder han påsken og havesæsonen i gang med havebog nummer 28: Krukke-Køkkenhaven, som netop er udkommet. I den deler han smukke fotos, tips og tricks, så andre kan undgå at gentage hans fejl.

Alt gik galt

"Alt gik galt for mig, da jeg for over 30 år siden for første gang kastede mig over køkkenhaven. Der gik larver i kålen, fuglene åd frøene, og der var orm i gulerødderne. Jeg kan nu afsløre, at krukkerne forhindrer mange af de problemer, og at jeg i dag kender øko-midler mod den slags udfordringer," lover han, der ad åre har fået have-ekspert-status.

Det er svært at forestille sig, at man engang kunne bilde ham ind, at syrenen blomstrer i september, eftersom det allerede sker sidst i maj, hvor deres liflige og genkendelige duft breder sig. Claus Dalbys fortid som tryllekunstneren Zimba med ekspertise i hundekunster gav ham venskaber med Buster Larsen og Otto Leisner, men ikke den store indsigt i botanik og havearbejde. Det har han brugt de seneste 25 år på at blive klog på.

To fastansatte gartnere arbejder til daglig i Claus Dalbys have, der er et stort aktiv i hans forretning. Han arbejder der også selv og udvikler og afprøver hele tiden nye ting.

To fastansatte gartnere arbejder til daglig i Claus Dalbys have, der er et stort aktiv i hans forretning. Han arbejder der også selv og udvikler og afprøver hele tiden nye ting. Foto: Claus Dalby

Og alt, hvad han ved og opdager, deler han begejstret. Ikke bare i sine bøger, men også i videoer på Instagram og Facebook, i lange rækker af foredrag, og når medlemmer af han haveklub kommer på besøg hjemme hos ham en gang om året.

"Jeg dyrker have på slump," afslører manden bag den tilsyneladende minutiøst planlagt have.

"Jeg tegner ikke bedene, men visualiserer mig frem. Der er krukkerne fantastiske, de er som et puslespil," forklarer Claus Dalby.

Haven med de 15 rum

Han bor i en stor, hvid patriciervilla med den smukke Riis Skov som nærmeste nabo. Et medlemskab af Claus Dalbys Haveklub kan åbne porten ind til den park-agtige og labyrintiske have med 15 haverum og tre orangerier.

Det er der, Århus Onsdag møder ham. På en dejlig forårsdag i hans netop rengjorte orangeri med ild i pejsen, nybrygget kaffe og hans egne friskbagte boller, der naturligvis er serveret på matchende blomstrede tallerkner.

Han byder gæstfrit indenfor og undskylder i det samme sit corona-hår.

"Jeg skal efterhånden have samme frisør som Margaret Thatcher," koketterer han med et glimt i øjet, idet han stryger en hånd gennem sit kraftige sølvgrå hår.

Solens stråler rammer det væld af vaser, krukker, skåle og lamper, som fylder hylder, skabe og borde. Alt er farvekoordineret og arrangeret, så den enkelte fremhæver resten.

"Jeg er så farvefølsom, at jeg har lyst til at bede folk om at flytte deres bil ude på vejen, hvis den ikke passer i farverne til haven," siger han med et stort smil og ryster på hovedet ad sig selv.

Ingen kan være i tvivl om, at han har en stærk æstetisk sans for alt fra hans borddækning og påklædning til huset og haven går op i en højere enhed – også når han sætter farver sammen på kryds og tværs af farvecirklen.

"Jeg er en mærkelig person. Jeg elsker orden, men jeg er et stort rodehoved," siger han, da vi lidt senere er på rundtur og passerer hans arbejdsværelse. Han har ret, der er ikke en ledig kvadratcentimeter på det bord, der så rigeligt kunne rumme et middagsselskab, hvis det blev ryddet.

Der sidder han og arbejder med sine bøger, som han skriver, lay outer og idéudvikler, mens han har et flot kig ud i haven.

Claus Dalby kan ikke se en plante uden at se, hvilken sammenhæng den kan stå i. Han dyrker have på slump og tegner ikke bedene men visualiserer sig frem ved at flytte på krukkerne som i et puslespil. Foto: Klematis

Claus Dalby kan ikke se en plante uden at se, hvilken sammenhæng den kan stå i. Han dyrker have på slump og tegner ikke bedene men visualiserer sig frem ved at flytte på krukkerne som i et puslespil. Foto: Klematis

Taler defekt engelsk

Når han slår dørene op til den, strømmer folk til for at se, hvad han nu har fundet på. Claus Dalby har nemlig ikke bare en særlig æstetik og stor kærlighed til alle farver. Han har også en meget levende formidling af alt, han gør. Hans uspolerede glæde og entusiasme brænder igennem – også når det kniber med sproget.

"Jeg insisterer på at tale engelsk i mine videoer på Instagram, selv om jeg ikke er god til det, fordi jeg har mange udenlandske følgere. Jeg plejer at sige, at jeg taler syv sprog defekt," siger han og ler igen afvæbnende.

"Jeg lever ikke af de sociale medier, og jeg drives ikke af det kommercielle, men af lyst, entusiasme og min igangsætterånd. Som Søren Ryge skrev i Politiken engang: Båret af glæden," siger manden, hvis liv og virke er beskrevet i et overvældende stort antal artikler gennem tiden.

Hvordan formår han at ramme plet gang på gang med sine bogudgivelser?

"Jeg arbejder egentlig bare med det, der optager mig. Nu er det Krukke-Køkkenhaven, og jeg kan se, at jeg rammer et eller andet, for forhåndsinteressen er stor, og en af mine gode venner, der ved meget om trends, siger: Nu har du igen ramt læserne," siger forfatteren, der mener, at held opstår, når flid og muligheder krydser hinanden.

Urbane Aarhus-haver

Han kommer vidt omkring i sine bøger, så der er masser af flotte fotos, som han i øvrigt selv tager, og masser af informationer i dem. I Krukke-Køkkenhaven kan man både læse om Danmarks ældste frøfirma, bestøvning, bier, de grønsager, som hurtigt bliver til noget og nye spændende by-haver.

"Urbane haver breder sig for tiden, og de er ikke bare fulde af krukker, men også pallerammer. Vi ser også de skønneste altaner med bærbuske og frugttræer i potter," siger Claus Dalby, der i denne bog har valgt at bevæge sig ud af sit eget patricier-miljø.

Han har besøgt altaner, tagterrasser, byhaver og markeder, og han har talt med by-bønder og urban farmers. Bogen indeholder også højdepunkter fra Aarhus.

"Ingerslev Boulevard er et af de største aktiver, vi har i Aarhus, og så er der ’Pluk’, ’Plantecaféen’, ’Smag på Aarhus’ og byhaverne på Aarhus Ø for bare at nævne nogle," siger han.

En typisk afgrøde fra Claus Dalbys have. Tomaterne har et væld af farver, der klæder hinanden og passer sammen.

En typisk afgrøde fra Claus Dalbys have. Tomaterne har et væld af farver, der klæder hinanden og passer sammen. Foto: Claus Dalby

Haven er fordybelse

Alle kan have brug for noget have, især i denne corona-tid, hvor vi har været nødt til at blive meget hjemme.

"Haverne har fået et stor løft, både fordi vi har fået tiden, men også fordi vi har lukket os lidt inde i os selv. Vi ved nu, at der er kræfter, der er større end os, så de nære ting er blevet vigtige. I haven glemmer man sig selv," siger Claus Dalby, der har tilbragt tusindvis af timer med jord mellem fingrene.

Nogle synes, at han altid arbejder, men i virkeligheden arbejder han aldrig. Han kan bare ikke lade planterne være, for han ser hele tiden muligheder.

Haven er ikke bare sund for sjælen, den kan også være det for kroppen. Det er i hvert fald lykkedes Claus Dalby at smide cirka 30 kilo ved at spise den plantemad, der kommer op af hans køkkenhave-krukker.

For to år siden udgav han en bog om det, Slank, og den blev endnu en bestseller.

Hvis man vil høre mere om Claus Dalby og hans have-meritter, er det muligt hver weekend i maj. Der viser han rundt i Tivoli Friheden og fremviser de bede, han har designet med 100.000 forårsløg i alle mulige farver, der blandt andet spiller op til de kulørte kakler ved parkens indgang.

Havemanden så vaser som disse af presset glas i tv-serien, Badehotellet. Hvorefter han straks købte de her 20 i Den Blå Avis og andre steder, hvor han faldt over dem. Foto: Tahmasbi

Havemanden så vaser som disse af presset glas i tv-serien, Badehotellet. Hvorefter han straks købte de her 20 i Den Blå Avis og andre steder, hvor han faldt over dem. Foto: Tahmasbi

Fakta

Krukke-Køkkenhaven er netop udkommet på hans forlag, Klematis, og kan købes hos stort set alle boghandlere. Der er 320 sider om grønsager til både nytte og nydelse og som kan dyrkes på ganske lidt plads.

I Claus Dalbys haveklub finder man 200 videoer, der er optaget i hans have gennem fire år, hvis man er medlem. Man får også mulighed for at komme på besøg i haven i Risskov.

Man kan i Bilka købe flere af de planter og det have-interiør, man ser på billederne i hans bøger. Claus Dalby har i 10 år samarbejdet med supermarkedskæden, som sælger muld, jernstativer og blomsterløg, som havemanden nøje har udvalgt – ofte i udlandet.

Publiceret 27 March 2021 10:00