Hillary Swank vandt ligesom Simmons også en Oscar - dog for bedste kvindelige hovedrolle for hendes portræt af den hårdtkæmpende 31-årige bokser Maggie.

Hillary Swank vandt ligesom Simmons også en Oscar - dog for bedste kvindelige hovedrolle for hendes portræt af den hårdtkæmpende 31-årige bokser Maggie. Foto: SF Film

Guide:

Tre inspirerende film til påskeferien

Vi giver tre bud på film, du kan sætte på til næste filmaften

Af
Anders Michaelsen

FILM Påsken giver tid til afslapning og fordybelse, samtidig med det også traditionelt er en højtid, der fejrer Jesus genopstandelse.

I den anledning anbefaler vi tre film, der på hver deres måde præsenterer en inspirerende comeback-historie, som er værd at se eller gense.

J.K. Simmons modtog en Oscar for bedste mandlige birolle for sin optræden som den intimiderende musiklærer Terence Fletcher i filmen 'Whiplash'.

J.K. Simmons modtog en Oscar for bedste mandlige birolle for sin optræden som den intimiderende musiklærer Terence Fletcher i filmen 'Whiplash'. Foto: UIP

Whiplash (2014)

En ung og ambitiøs jazz-trommeslager går og drømmer om at blive verdens bedste. Andrew Neiman er førsteårsstuderende og går på det prestigefyldte Shaffer Conservatory i New York. Alt lover godt, da læreren og orkesterlederen Terence Fletcher tager ham under sine vinger og med i skolens konkurrenceorkester.

Men det der virker lovende, bliver til en førstehåndsoplevelse med et stærkt konkurrencepræget og mentalt hårdt miljø i Fletchers band, som viser sig at være en slags musiklærer fra helvede, som får presset Andrew og de andre studerende ud og henover kanten - fysisk såvel som mentalt.

Selvom jazz og trommer er omdrejningspunktet, så behøves man på ingen måde at være til nogle af de ingredienser for at se 'Whiplash', som er en fortælling om at overkomme det umulige for at opnå det exceptionelle. Og så er J.K. Simmons Oscarvindende skildring af en grænsepsykotisk musiklærer grund nok til at se filmen. Her kaster han både instrumenter efter sine studerende, når de spiller ude af takt eller svine dem til i lange tirader af velformulerede verbale håndmadder, der leder tankerne hen på sergenten i Stanley Kubricks krigsfilm 'Full Metal Jacket'.

Million Dollar Baby (2004)

Clint Eastwood er en mand med mange talenter, hvilket han fik vist i forbindelse med boksedramaet 'Million Dollar Baby' fra 2004, som modtog fire Oscar-statuetter - blandt andet for bedste film. Her lavede ikonet musik til filmen, var instruktør, co-producer og så spillede han selvfølgelig også på bedste Clint-vis rollen som den aldrende og bidske boksetræner Frankie Dunn.

Det er dog hovedsageligt Hillary Swanks karakter Maggie, som man følger. Maggie arbejder som servitrice på en diner, men går med en drøm om at blive professionel bokser til trods for en alder på 31. I en boksehal møder hun den rutinerede boksetræner Frankie, som hun beder om at træne hende. Det gider han ikke til at starte med. For han træner hverken kvinder og slet ikke nogen, der er over 30 - og så virker Maggie for tung og amatøragtig. Han ændrer dog siden mening og sammen udvikler de en slags far-datter-forhold, der mod alle odds tager Maggie op mod boksestjernerne.

En verden udenfor (1994)

Det er en klassiker, som mange muligvis har set - og måske endda flere gange, men det er immervæk stadig en inspirerende fortælling, der fortjener at blive hevet frem i en corona- og påskehøjtid.

For mens man måske kan føle håbløshed over coronabegrænsninger og usikre udsigter til, hvornår disse er væk, så er det vand ved siden af den livstidsdom, som hovedkarakteren Andy Dufresne modtager i anslaget af 'En verden udenfor'. Her bliver han idømt fængsel på livstid for mordet på hans kone og hendes elsker, selvom han forgæves erklærer sin uskyld.

Herfra følger vi den nu tidligere bankmands færd indenfor murene af Shawshank State Penitentiary, hvor han bliver mødt af vold, ondskab og korruption. Det til trods så er han drevet af et håb om at komme ud. Og det faktum, at ingen tidligere er lykkedes med at flygte fra fængslet, er heller ikke nok til at stoppe ham med at planlægge en flugt fra fængslet.

Publiceret 23 March 2021 12:44