Kaffeskuden har Crepes, som nabo og godt selskab. De varme pandekager er populære og i nyere tid har de to fået selskab af flere boder, der for eksempel sælger gourmet-hotdogs og uldvarer.

Kaffeskuden har Crepes, som nabo og godt selskab. De varme pandekager er populære og i nyere tid har de to fået selskab af flere boder, der for eksempel sælger gourmet-hotdogs og uldvarer. Foto: Tahmasbi

Streetfood ved Åbrinken: Økokaffe og pandekager

For tiden holder Kaffeskuden til ved Åbrinken. Den har fået selskab af pandekageboden, Crêpes og ind imellem gourmet hotdogs og uldvarer

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus På en kold men solrig vinterdag stimler aarhusianerne sammen ved skiltet ind til kolonihaverne i Aabrinken og ud til Søren Frichs Vej. De flokkes om cykelvognene: Kaffeskuden og Crêpes, der sælger god kaffe og varme pandekager. Ind imellem har de selskab af en bod med gourmet-hotdog og i den forgangne weekend, var der en bod med uldvarer.

Åbrinken ligger ved Brabrandstien i krydset mellem Ringgaden og Søren Frichsvej. Der er mange cyklister og aarhusianere, der går sig en tur. At gå en tur.

Den flade, søde, laktosefri pandekage og de dampende varme økologiske kaffebønner er med til at gøre turen sjovere. Flere tager deres varme indkøb med videre hen ad stien i retning af Brabrandsøen.

Skude fremfor jakkesæt

I Kaffeskuden står 28-årige Nichlas Dal iført en varm flyverdragt, halvhandsker og en kasket, der skygger for den skarpe, lave vintersol. Han har lagt den bog, han er ved at læse, til side, for han har travlt med at lave cappucino, latte og varm kakao. Et job han har haft i et års tid.

Før det var han shipping-agent iført jakkesæt og slips med fast job i smukke omgivelser på Aarhus Havn. Der gik han og kastede drømmende blikke ud over havet. Den unge mand tænkte, at det var dumt at bruge sin ungdom på at sidde hele dagen på en kontorstol og arbejde for den næste forfremmelse. Så han forlod kontorjobbet og tog til Equador for at kitesurfe og leve i nuet i stedet for at leve i fremtiden.

Han besøgte på sin rejse flere kaffefarme og smagte sig frem, mens landene skiftedes til at være Peru, Colombia, Guatamala og Cuba.

Først rykkede Kaffeskuden ind på Åbrinken og siden fulgte pandekagebageren og flere andre, der især er med i weekenderne.

Først rykkede Kaffeskuden ind på Åbrinken og siden fulgte pandekagebageren og flere andre, der især er med i weekenderne. Foto: Tahmasbi

Han stod netop på en kaffefarm, den dag hans svoger ringede og spurgte: "Hvad vil du, når du kommer hjem?"

Nichlas Dal sagde, at han gerne vil lave noget, der gør ham glad og som ikke går ud på at forhandle om priser.

"Det skal i højere grad gå ud på at få noget godt igen, når man giver noget," sagde han og så sig om på den kaffefarm, han stod på.

"Helt ærlig, så tror jeg, at jeg godt kan tænke mig at sælge kaffe," svarede han svogeren i Danmark.

At leve i nuet

Svogeren befandt sig på et lager, hvor der tilfældigvis stod en ladcykel. Det var chefens søns cykel, men han kom aldrig i gang med sit projekt, og så slog Nichlas Dal til.

"Jeg lagde billet ind på den, mens jeg stadig var ude at rejse. Og så købte jeg, da jeg kom hjem, siger Nichlas Dal.

Han har valgt at investere i en dyr italiensk espressomaskine og har installeret den på cyklen, der også har et køleskab og et skab til kaffe og affald.

"Jeg har brugt meget tid på at bygge den, så den lige præcis er blevet en kaffeskude, og så den fungerer godt," forklarer ejeren af den cyklende kaffebar. Hans forældre ejer en café i Fredericia, så de har lært ham det, han synes, han har brug for.

En pandekage-makker

"Jeg er glad, når jeg kommer ud i byen og stiller min cykel op og så sætter jeg mig til at læse. En god dag er ikke ensbetydende med mange kunder. Jeg kan også have en god dag, selv om der kun kommer ganske få. Måske får vi en fin snak og deler noget med hinanden," siger han.

Et eksempel på det er den dag, hvor Henrik Kruse kom forbi for at drikke kaffe og faldt i snak med kaffemanden. Henrik Kruse har været leder af Kræftpatienternes Hus, Hejmdal. Han synes, at Kaffeskuden er en skøn idé, og så opfordrede Nichlas Dal ham til at være med i en forretning-på-hjul-projektet.

14 dage efter kom Henrik Kruse tilbage med en cykel, hvorpå han har monteret en pandekagepande. Og nu er de to et makkerpar, som man ofte finder det samme sted.

"Jeg lever i nuet og ved ikke hvor længe, jeg lige står med min cykel ved Aabrinken. Man kan på Facebook og Instagram se, hvor jeg er," opfordrer Nichlas Dal..

Fakta

Kaffeskuden

Er en cyklende kaffebar

Findes som regel ved Vor Frue Kirke, Åbrinken eller Ceres Byen

Tjek hvor den står på Facebook og Instagram

Publiceret 01 March 2021 08:00