Ronnie Fridthjof er her under filmoptagelserne til filmen, 'Toscana', på Frederikshøj, som filminstruktøren Mehdi Avaz står bag.

Ronnie Fridthjof er her under filmoptagelserne til filmen, 'Toscana', på Frederikshøj, som filminstruktøren Mehdi Avaz står bag. Foto: Tahmasbi

Filmbyens chef har pludselig forladt sin post

Alt for mange opgaver har fået Ronnie Fridthjof til at forlade chefjobbet i Filmbyen

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus Torsdag i sidste uge optrådte Ronnie Fridthjof som Filmbyens chef ved et online-event. Fredag skrev han på Facebook, at han ikke længere er chefen og at souschefen, Steen Risom overtager.

"Jeg forlod mit filmselskab og flyttede med familien til Aarhus for jobbet i Filmbyen men i høj grad også for at være tæt på bedsteforældre og for at få mere familieliv. Men det har ikke været muligt for mig med de mange opgaver, jeg skulle løse," siger Ronnie Fridthjof til Århus Onsdag/Lokalavisen.

Havde alt for travlt

"Stillingen viste sig at være væsentlig større, end den tid jeg har til rådighed, når jeg har tre små børn. Jeg er ærgerlig over at slippe jobbet, for jeg brænder for det, jeg laver, men jeg har valgt at tage det familiære hensyn her," uddyber han sin beslutning.

Han var chef for Danmarks største kreative erhvervspark med over 100 virksomheder og på samme tid chef for Den Vestdanske Filmpulje. Desuden skulle han lede to projektafdelinger med fem-syv meget store projekter.

Der er flere end 200 kommentarer på hans Facebook-opslag og mange roser hans indsats i Filmbyen. Blandt andre skriver Mads Munk, der er leder i byens største filmproduktionsselskab:

Vi kommer til at savne dig og din igangsætterprofil. Dit mod og tro på tingene har været enestående og sprøjtet en masse selvtillid ind i miljøet. Du har leveret enestående resultater."

Ronnie Fridtjhof selv synes også, at det er gået godt i det år, han har været med.

"Jeg er stolt over det, vi har nået på et år. Det har jeg gjort med nogle dygtige og dedikerede medarbejdere, der i forvejen havde en god retning. For eksempel har vi etableret en etage, der giver plads til et Filmlab, som kun er for unge talenter. Det skal nok gå rigtig godt for Filmbyen og jeg håber, at nogle af de ting, jeg har sat i søen - også organisationsmæssigt vil blive fulgt til dørs," siger den inkarnerede filmskaber og tilføjer med et glimt i øjet, at Filmbyen næppe har set det sidste til ham.

Kun et år i Filmbyen

Det er kun et år og en måned siden, at den kendte filmproducent overtog chefjobbet. Han er født og opvokset i Aarhus og uddannet fra Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Ronnie Fridthjof har produceret tv-serier, komedier og dokumentarfilm. På listen er blandt andet de store danske komediefilm 'Blå Mænd' og trilogien 'Alle for én,to,tre', dramaet 'I Krig & Kærlighed' og dokumentarfilmen 'Armadillo', der har vundet adskillige danske og internationale priser.

I 2000 grundlagde Ronnie Fridthjof produktionsselskabet Fridthjof Film, som han forlod for jobbet i Filmbyen.

Han har i det forgangne år også været chef for Den Vestdanske Filmpulje, hvor det samlede budget steg fra 34 til 51,5 millioner kroner.

Publiceret 01 March 2021 09:40