Thomas Skov er dette års vært ved Gaffa-prisen, der bliver afholdt i Musikhuset i Aarhus. Til daglig bor han på Vesterbro i København, men kommer oprindeligt fra Sønder Felding, 27 kilometer sydvest for Herning.

Thomas Skov er dette års vært ved Gaffa-prisen, der bliver afholdt i Musikhuset i Aarhus. Til daglig bor han på Vesterbro i København, men kommer oprindeligt fra Sønder Felding, 27 kilometer sydvest for Herning. Pressefoto.

Thomas Skov tager tilbage til Aarhus

Thomas Skov er vært på Gaffa-prisen, der igen i år foregår i Musikhuset. Århus Onsdag har derfor fanget medie-altmuligmanden til en snak om at skulle være vært på et show uden publikum, om at hylde musikken og til en snak om gerne at ville flytte tilbage til studiebyen Aarhus

Af
Anders Michaelsen

Aarhus Det var som praktikanten i Anders Lund Madsens 'Det Nye Talkshow' på DR, at de fleste danskere for alvor lærte en ung midtjyde ved navn Thomas Skov at kende.

I dag 12 år senere er karrieren gået fra praktikant til underholdningschef for podcast-platformen Podimo og med afstikkere forbi en lang række tv-programmer, podcasts, foredrag, et stand-show og nu snart også en børnebog.

Her begyndte det lange og vidtfavnende CV på sin vis i en grå betonbygning i det nordlige Aarhus, og 4. marts er den 34-årige medie-altmuligmand så tilbage i byen, hvor det hele startede - denne gang som vært ved dette års Gaffa-prisuddeling i Musikhuset.

I den anledning har vi taget en snak med manden selv om måske at skulle være coronavært på et show uden klapsalver og grin, om at hylde musikken ovenpå et svært år og om gerne at ville flytte tilbage til Aarhus engang igen.

Jeg synes, at kulturlivet er blevet parkeret ude på sidelinjen af dem, der bestemmer noget i det her land. Du skal bare have kigget på en mink, så får du flere tusinde kroner.

Klarer tavsheden

Det er tirsdag eftermiddag, da Århus Onsdag på en telefon fanger Thomas Skov, der for tiden har rigeligt at se til. Bortset fra et par daglige corona-testpinde i næsen, er det 'business as usual' med ture ind til jobsene som henholdsvis chef ved Podimo og medvirkende i TV2-programmet 'Gravegruppen'. Og som om det ikke var nok, er en børnesangbog også på trapperne.

Corona har med andre ord ikke haft et mærkbart indtog på Thomas Skovs arbejdsliv lige bortset fra den del af butikken, der handler om at være foredragsholder og konferencier.

"Det har der ikke været meget af det seneste år. Jeg var ellers blevet hyret til at være vært til Louis Nielsens store årsfest – altså brillekæden – sidste år, og det havde jeg set meget frem til. Men den måtte jo udskydes. Så lige der er der nogle småting, der er glippet. Men jeg skal ikke brokke mig," fortæller han underspillet og måske med lidt ironi.

En værtstjans, der til gengæld ikke er glippet, er Gaffa-prisen. Og da musikmagasinets redaktør Sidsel Thomassen i januar skulle begrunde sit værtsvalg overfor Århus Onsdag, var det med midtjydens kombination af et stærkt 'satiriske gen' og evnen til at kunne 'formidle på en rolig og seriøs måde'.

Et stærkt satirisk gen og stoisk ro får Thomas Skov nok også brug for ved udsigten til at skulle være vært til en fest uden gæster – eller en slags TV-transmitteret Zoom-møde med livemusik. Men at skulle være sjov foran en sal, der ikke gengælder jokes med latter, skræmmer ikke den rutinerede vært.

"Jeg har tit oplevet det med at sige noget, jeg selv synes var rigtig sjovt, men hvor der ikke var nogen respons. Også selvom der har været mange mennesker. Så jeg kan godt klare tavsheden efter en vits. Men det er selvfølgelig altid sjovere, hvis der sidder nogen, der griner. Men så må jeg grine lidt af mig selv. Og jeg har også tidligere optrådt for meget få publikummer. Forskellen er bare, at de dengang godt måtte være mødt op. Så jeg er bare glad for, at jeg nu har en undskyldning for en tom sal."

Musikken skal hyldes

Årets Gaffa-uddeling bliver anden gang, at Thomas Skov er vært på musikprisen, og han understreger, at prisfesten skal være en hyldest til musikken og musikerne, der har kæmpet sig igennem et år med corona og alternative måder at optræde på.

Han lægger samtidig heller ikke skjul på, at han også er klar til at forholde sig satirisk til politikernes indsats på kulturområdet under pandemien.

"Jeg synes, at kulturlivet er blevet parkeret ude på sidelinjen af dem, der bestemmer noget i det her land. Du skal bare have kigget på en mink, så får du flere tusinde kroner. Men hvis du er musiker og skal brødføde en masse mennesker og plejer at optræde og tjene en skilling der, så er du jo bare overladt til dig selv mere eller mindre. Så derfor fortjener de virkelig en fest og en hyldest, så det giver genlyd."

Hvad mener du med, at kulturlivet er blevet parkeret ud på sidelinjen?

"Uden at være kompensationsekspert, så fornemmer jeg på de musikere, jeg har talt med og læst om, at kompensationspakkerne i den branche er sådan en lidt underlig størrelse og svære at komme i nærheden af. Det kombineret med at kulturministeren for noget tid siden var ude og sige, at det ikke er nu, vi skal tale om kultur. Men det er da lige præcis nu, vi skal tale om kultur. Så jeg vil gerne gøre alt det, kulturministeren ikke har gjort - nemlig at hylde musikken og kulturen."

Musikken er vigtig i Thomas Skovs liv. I dag er det mest som Spotify og- P4-lytter, men engang drømte han fra barndomshjemmet i Sdr. Felding selv om at stå på scenen med det næste kæmpehit.

"Jeg sad hjemme på drengeværelset med min guitar og prøvede at lære at spille ligesom D-A-D. Men det gik ikke så godt. Jeg skulle nok have taget noget professionel undervisning, hvis det skulle være blevet til noget," erkender Thomas Skov, der for længst har lagt rockstjernedrømmene i graven.

"Men som en der drømte om at blive musiker som barn, er det bare fedt at kunne være i nærheden af nogen, der rent faktisk lykkedes med det."

Tilbage til Aarhus

Mens en karriere i musik ikke blev til noget, faldt valget i stedet på journalistikken og Journalisthøjskolen på Olof Palmes Allé i Aarhus Nord. Selv betegner han valget som 'ungt og tilfældigt', og fordi en vens mor havde bemærket, at han læste mange aviser. Som 21-årig søgte han ind og bestod optagelsesprøven i første forsøg.

"Tiden i Aarhus var præget af glæde, fest, gode venner og ikke så mange forpligtelser, udover at jeg arbejdede som kok på Bones," fortæller Thomas Skov, der boede ovenpå sin arbejdsplads i Skolegade.

"Det var nærmest pendulfart mellem min egen lejlighed og Bones og så op ad Randersvej op til skolen. Hvor jeg cyklede de første 14 dage, men så tog bussen resten af tiden."

Spot Festival og åen på en solskinsdag er nogle af de ting Thomas Skov savner ved Aarhus, og tanken om at vende tilbage til byen er ikke fremmed for ham.

"Jeg vil gerne tilbage til Aarhus på et tidspunkt, det må jeg sige. Jeg synes, Aarhus er en dejlig by. Og da jeg var på turné med Geo (komiker), var en af de bedste aftener, da vi var i Aarhus, og der hviler bare en god energi over byen, uanset om man optræder eller bare er der."

"Min kone Emilie blev faktisk tilbudt et job i Aarhus for nogle år tilbage. Jeg sagde, at vi godt kunne flytte, men så gik det lidt i vasken og blev ikke aktuelt. Men tanken er ikke fremmed. Og det er altså meget få byer, jeg tænker, at jeg godt vil rive alt op med roden for at flytte hen til."

Hvor mange byer vil det være?

"Det vil være Aarhus, faktisk, og det siger jeg ikke engang, fordi du ringer derfra, men det er det virkelig."

Nu og her bliver det først og fremmest på en visit – ikke som gæst, men som vært, når Gaffa-prisen går ad stablen 4. marts kl. 21 i Musikhuset Aarhus og bliver sendt på TV2 Zulu og Play.

FAKTA: Thomas Skov Gaardsvig

34 år og født 29. april, 1986 i Sønder Felding

Gift med Emilie Gershøj Bruhn

Head of Entertainment ved Podimo siden 2019

Startede på Danmarks Journalisthøjskole i 2007, men blev ikke færdig med uddannelsen

Kom i praktik på P3-programmet 'De sorte spejdere' i august 2008

Blev kendt som 'praktikanten' i 'Det Nye Talkshow' med Anders Lund Madsen i 2009

Har siden bl.a. lavet tv-programmer som 'Thomas Skovs Bilprogram', 'Thomas Skovs Sportsprogram', 'Kridhvid i Kina', 'Gravegruppen', 'Zulu Djævleræs'

Publiceret 28 February 2021 10:00