24-årige Emma Nicoline fra Aarhus deltager i årets danske melodi grand prix.

24-årige Emma Nicoline fra Aarhus deltager i årets danske melodi grand prix. Foto: Andreas Raae/Free

Grand Prix-deltager fra Aarhus tæt på at miste livet i trafikulykke

24-årige Emma Nicoline lever med mén fra en alvorlig trafikulykke. Nu stiller hun op i Melodi Grand Prix

Når 24-årige Emma Nicoline i marts går på scenen som en af de otte artister til årets Melodi Grand Prix, er det på mange måder imod alle odds.

Den aarhusianske sangerinde har på trods af sin unge alder mærket, at livet kan være skrøbeligt, da hun for knap fem år siden var involveret i en trafikulykke og var tæt på at miste livet.

I dag lever hun med alvorlige mén fra ulykken, heriblandt en hjerneskade, et piskesmæld og en skade på nakken.

- Mit liv har på mange områder været rigtig hårdt i forhold til min alder. Men ulykken har givet mig en sindssyg styrke.

- Det er vigtigt for mig at have det rart og få nogle gode oplevelser. Selvfølgelig kan jeg have en grå søndag, men jeg prøver virkelig at fokusere på det positive og på at leve livet hver dag, så meget som jeg kan, siger hun.

Emma Nicoline stiller op til Grand Prixét med sangen "Står lige her", som hun selv har været med til at skrive.

Musik har altid fyldt meget i hendes barndomshjem i Aarhus, hvor der var Prince og Sanne Salomonsen på anlægget.

For otte måneder siden begyndte hun at skrive sine egne sange og arbejder allerede nu på sin debut-EP.

Melodi Grand Prix bliver dog første gang, hun skal synge og optræde på tv.

Men selv om hun er uerfaren, er Emma Nicoline ikke nervøs for at stille sig på scenen og synge for hele Danmark.

- Når man har været så mange ting igennem, som jeg har, så får man en styrke og en selvsikkerhed. Jeg har piskesmæld, en nakkeskade og en hjerneskade, som jeg lever med hver dag, men jeg har taget et bevidst valg om ikke at være et offer.

- Jeg synes, man skal leve livet for fuld skrue og gøre det så godt, man kan. Så kan man ikke gøre mere, siger hun.

Den 24-årige sangerinde håber, at hun snart kan leve af at lave musik på fuld tid. Lige nu arbejder hun for en guldsmed i Aarhus, hvor hun er ansvarlig for hjemmesiden og sociale medier.

Efter trafikulykken for fem år siden blev hun visiteret til et fleksjob, fordi hun kun kan holde til ni timers fysisk arbejde om ugen.

Men hun er ikke bange for, om hun kan klare det store pres, der følger med, hvis hun vinder Dansk Melodi Grand Prix og efterfølgende skal repræsentere Danmark ved Eurovision i Rotterdam.

- Jeg kan sagtens klare det, jeg skal, fordi jeg har styrken i mig. Folk kan ikke se, når jeg har ondt i ryggen. Jeg får det bedste ud af det, og jeg er på. Selvfølgelig er jeg træt, men det kan man ikke se.

- Jeg håber, at jeg kan få folk til at tænke: "Hvis hun kan, så kan jeg også". Det er det, mine sange skal kunne, siger hun.

Dansk Melodi Grand Prix bliver vist lørdag den 6. marts på DR1 fra klokken 20.

/ritzau/

Publiceret 16 February 2021 06:00