Uffe Egeberg driver Åbyhøjs nye café, Fikumdik, der byder på retrohygge, Jeremys gode bagværk og Stillers Coffee. Den ligger i Falckgården, der nu er blevet stille og er helt oplagt at hænge ud i, når vejret passer til det.

Uffe Egeberg driver Åbyhøjs nye café, Fikumdik, der byder på retrohygge, Jeremys gode bagværk og Stillers Coffee. Den ligger i Falckgården, der nu er blevet stille og er helt oplagt at hænge ud i, når vejret passer til det. Foto: Tahmasbi

En ny kaffebar er åbnet i Åbyhøj

I eten stille gård et stenkast fra et af byens meget travle lyskryds serverer caféen kvalitetskaffe og gourmetbrød - uden for meget fikumdik

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Aarhus En ny kaffebar, Fikumdik, er rykket ind i de tidligere Falck-lokaler på Trindsøvej i Åbyhøj. Lige overfor begyndelsen af Brabrandstien og ved siden af lyskrydset mellem Søren Frichs Vej og Ringgaden.

Inde i den stille gård er der plads til bænke udenfor og planen er med tiden også at inviterer gæsterne til at sidde indenfor alle ugens dage. Det kræver, at samfundet igen åbner op, og at en tilladelse til det falder på plads. Men lige nu kan man i weekenderne får kaffe og brød to go - eller til at nyde på en af bænkene. Lokalavisen var forbi på åbningsdagen, og der var masser af kunder.

Der var travlt i Fikumdik på den første åbningsdag. Den nye café ligger i Falcgården på Trindsøvej, som er et stenkast fra krydset mellem Søren Frichs Vej og Ringgaden.

Der var travlt i Fikumdik på den første åbningsdag. Den nye café ligger i Falcgården på Trindsøvej, som er et stenkast fra krydset mellem Søren Frichs Vej og Ringgaden. Foto: Tahmasbi

Den bedste kaffe

"Jeg har i mere end 10 år tænkt, at Åbyhøj mangler en café som denne her. Vi har på Åbyhøj Torv en Emmerys, der er en kæde, men der skal være noget at vælge imellem. Fikumdik skal være den personlige med de lokale leverandører," siger Uffe Egeberg, som står bag kaffebaren sammen med sin kæreste Pernille Larsen.

Han har meget kvalitetsbevidst valg at servere Stillers Coffee, som mange sikkert kender fra caféen af samme navn i gården ved Chokoladefabrikken i Klostergade.

Valget er faldet på netop den kaffe, fordi Uffe Egeberg kender Søren Stiller Markussen, som er ophavsmand til kaffen og tidligere danmarksmester i barista. De har tidligere lavet en dokumentarfilm om kaffe.

Det gode brød

Desuden tilbyder han bagværk fra Jeremy, der tidligere drev Jeremy’s Bread Kitchen på hjørnet af Mejlgade og Graven.

"Vi tilbyder økologisk brød, hindbærsnitter, brownies, coockies og så lige for tiden fastelavnsboller. Det skal være enkelt og godt," siger Uffe Egeberg.

Han har også valgt at sælge øl, der brygget af en kolonihaveejer i Åbyhøj. Den har under 2,6 procent alkohol og glider derfor ind i sortimentet sammen med den obligatoriske appelsin- og æblejuice og den mere eksotiske rødbede-drik med ingefær.

"Vi har bestemt os for at plukke fra den øverste hylde og gå ned i flammer, hvis det ikke lykkes. Vi synes, at området har brug for noget, der har kvalitet. Vi vil gerne ramme noget, vi selv gad at tage afsted efter. Der skal ikke være meget, men det skal være godt," siger Uffe Egeberg.

En ny Sydhavn

Han håber, at han på på sigt kan få tilladelse til at servere et glas vin og måske servere aftensmad på fredage. Restaurationsfolk i hans omgangskreds vil gerne lave popup fredags-aftensmad.

"Åbyhøj er jo ikke langt fra centrum, der har masser af spisesteder, men det er alligevel dejligt med noget, der er tæt på. Og der er plads til børn i gården, som ikke er voldsomt trafikeret," pointerer Uffe Egeberg.

Han drømmer om at få naboer i gårdens andre tomme lokaler og drømmer om at skabe et miljø som i Sydhavnen eller på Godsbanens Institut for (X), der kun er et stenkast fra Falckgården. Men kommunen har endnu ikke lagt sig fast på, hvad de efterladte Falck-lokaler skal bruges til.

"Vi har ikke nogen fast bagkant på vores lejemål, så det kan vare kort og det kan vare flere år. Måske skal arealerne bruges til boliger en gang," gætter Uffe Egeberg.

Hvorfor dog Fikumdik?

Han har indrettet kaffebaren i lokaler, der tidligere var Falcks postafdeling. Den er rå, industriel og hyggelig med orange Verner Panton-lamper over baren og grønne planter.

Alt virker gennemtænkt og tjekket, men hvorfor hedder caféen så Fikumdik? Det betyder vel noget, der ikke er helt i orden?

"Der er to grader af ordet fikumdik. Den ene er: noget der er på grænsen af det tilladelige. Og det, synes vi, er sjovt. Caféen her skal forstås som et sted uden for meget fikumdik," ler Uffe Egeberg.

"Den anden grad er, at vi har gået og sagt det for sjov derhjemme i familien: jeg fikumdikker lige. Derfor var det naturligt for os, at vælge det navn. Vi kører den lige til kanten," smiler han.

Og denne her er med havremælk. Uffe Egebjerg gør det overskueligt for kunderne at kende forskel på koppernes indhold.

Og denne her er med havremælk. Uffe Egebjerg gør det overskueligt for kunderne at kende forskel på koppernes indhold. Foto: Tahmasbi

Fakta

Fikumdik

Trindsøvej, Falckgården

Lørdag og søndag kl 8-16

Tlf: 31121233

fikumdikkaffe@gmail.com

Publiceret 13 February 2021 07:00