Derfor hænger der garnhjerter rundt omkring i Aarhus

Aarhusianske Stine Drøgemüller knytter garnhjerter og hænger dem op i byrummet. Med det formål at give forbipasserende et smil på læben, indgyde håb og knytte os tættere sammen i en svær tid med stor afstand

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Måske du er stødt på dem rundt omkring i byrummet? De små knyttede hjerter, der hænger fra en gren, en bænk eller en lygtepæl? Og måske de har fået dig til at stoppe op, undres, reflektere og - forhåbentlig - smile. Det er i hvert fald kvinden bag de knyttede hjerter Stine Drøgemüllers håb: At de skal sprede glæde og få smilet frem i en svær tid.

"Coronatiden er en svær tid for alle. Jeg synes, man kan mærke, at der er kommet en større distance imellem folk. Ikke kun i bogstavelig forstand, men også i den stemning, der er i byen. Den er mere trist. Derfor begyndte jeg at tænke over, om der var noget, jeg kunne gøre for at skabe glæde, smil og positivisme. Og så tyede jeg til det, der optager mig, og det jeg er god til: macramé," siger 32-årige Stine Drøgemüller.

Macramé er en særlig knytteteknik, som Stine faldt over online for nogle år tilbage. Alt, man skal bruge, er garn og sine hænder.

"Idéen til at lave hjerterne opstod en dag, hvor jeg talte med en kammerat om, hvordan coronatiden er med til at skabe mistrivsel og ensomhed. Sammen kom vi på, at jeg kunne lave macramé-hjerter og hænge dem op rundt omkring i byen som symbol på kærlighed og omsorg," fortæller Stine og fortsætter:

"Jeg håber, at folk, der møder hjerterne på deres vej, bliver glade og får en følelse af, at vi er sammen i det her, og at vi tænker på hinanden i en svær tid. Samtidig kan muligheden for at støde på hjerterne måske motivere nogen til at komme ud af coronahulen og gå sig en tur." 

"Kærlighed og macramé-kram til dig i denne tid. Nok se, men ikke røre." Sådan står der på Stines Drøgemüllers knyttede hjerter, som hænger rundt omkring i byen. Foto: S. Drøgemüller

Meditativt og afstressende 

For omkring halvandet år siden etablerede Stine Drøgemüller sin egen lille virksomhed, Makram, hvor hun knytter alt fra pudevår til tasker i macramé og udbreder den særlige knytteteknik.

"Jeg opdagede macramé-teknikken i en svær periode i mit liv. Jeg fandt ud af at det at bruge mine hænder og skabe noget kunne være med til at hjælpe mig igennem en svær tid. At sidde med garnet i hænderne kan virke helt meditativt og er for mig en god måde at afstresse på. Derfor er macramé også vældig brugbart i en coronatid. Det kan ligesom give en et boost at føle, man er produktiv i en tid som denne," siger Stine.

Ud over at sprede de små, farvede macramé-hjerter rundt omkring i byen, opfordrer Stine også sine følgere på Instagram og Facebook til selv at kaste sig ud i knytteteknikken. 

"Jeg synes selvfølgelig, det er fedt, hvis flere tager knytteteknikken til sig, laver hjerter og hænger dem ud. Måske det kan være med til at give en form for fællesskabsfølelse. Macramé er en teknik, som alle kan lære. Og ud over at lave hjerter, kan den bruges til at forbedre og opfriske eksempelvis puder, møbler og alt muligt andet interiør. Teknikken kan måske se svær og kompliceret ud, men hånden på hjertet, så er den nem at lære. Den kræver hverken strikke- eller hæklepinde. I bund og grund er det bare knuder, man slår, og hvis man kan fire basisteknikker, kan man nå langt med lidt kreativitet, og man opnår hurtigt resultater," forsikrer hun.

 

Hun oplever, at flere har taget udfordringen op.

"Lige nu ved jeg, at hjerterne hænger i ti forskellige byer. En af de byer, der er blevet 'ma-krammet', er Brande, hvor en person har knyttet og hængt 15 hjerter ud og lavet en form for skattejagt, hvor alle kan være med. Det er fedt, at folk tager idéen videre. For mig er det vigtigste, at der kommer noget glæde og positivitet i en tid med mange bekymringer." 

Et af Stine Drøgemüllers macramé-hjerter flagrer i vinden på det omsuste Aarhus Ø.

Et af Stine Drøgemüllers macramé-hjerter flagrer i vinden på det omsuste Aarhus Ø. Foto: S. Drøgemüller

Midlertidigt initiativ

Ialt 32 af Stine Drøgemüllers egne macramé-hjerter er placeret rundt i byen - blandt andet ved Tangkrogen, i Mindeparken, ved Den Gamle By og på Aarhus Ø. På de sociale medier har hun opfordret folk til at komme med input til, hvor i byen hun skal placere sine hjerter.

"Flere er kommet med ønsker til, hvor jeg skal placere hjerterne. Én opfordrede mig til at hænge et hjerte op i Rådhusparken. Hun forklarede, at hun ikke kom så meget ud grundet corona, og når hun gjorde, blev det kun til korte ture i nabolaget, som altså var Rådhusparken. Kort tid efter at jeg havde hængt et hjerte op i parken, skrev hun tusind tak og sendte mig et fint lille digt. Det var meget rørende," fortæller Stine. 

Bliver de nuværende restriktioner yderligere forlænget, påtænker Stine Drøgemüller at tage en runde mere i byen og hænge flere hjerter op. 

"Der er kommet mange bud på nye, potentielle placeringer, så det kan sagtens være, jeg tager det, der så bliver min tredje runde i byen. Det kunne være en dejlig milepæl, hvis jeg når op på 50 hjerter, men jeg holder mig hele tiden for øje, at hjerterne kun skal hænge midlertidigt. Når corona slipper sit tag, skal de samles ind igen, så de ikke ender som henkastet affald. Det er mit ansvar, så jeg tager billeder af alle placeringer for at kunne huske, hvor de hænger," siger Stine. 

Hvad end man går ud og oplever hjerterne i byen, eller man selv knytter, tror Stine Drøgemüller på, at hjerterne kan bidrage med noget positivt. 

"Macramé-hjerterne kan selvfølgelig ikke kurere hverken ensomhed, depression eller corona, men forhåbentlig kan de få os til at stoppe op, give os et smil på læben og en følelse af, at vi er der for hinanden. At der stadig er masser af kærlighed imellem os, selv om vi ikke mødes fysisk. Forhåbentlig kan hjerterne være med til at knytte os sammen på afstand."

Også på en bænk nær det gamle Psykiatriske Hospital i Risskov, hænger et macramé-hjerte og spreder håb i den svære corona-tid.

Også på en bænk nær det gamle Psykiatriske Hospital i Risskov, hænger et macramé-hjerte og spreder håb i den svære corona-tid. Foto: S. Drøgemüller

FAKTA: Makram

Upcycling af ting, møbler og boliginteriør med macramé

Følg Makram på Facebook: Makram

Følg Makram på Instagram: makram.dk

Husk at bruge #makramdinby, hvis du selv laver macramé hjerter og lægger billeder op af dem på Instagram

Publiceret 07 February 2021 06:00