Mads Koudal på hjemmebane i fødebyen Aarhus.

Mads Koudal på hjemmebane i fødebyen Aarhus. Foto: Søren Vendelbo

Mads Koudal fra Aarhus er hospitalsklovn - og spiller skurk i gigantsuccesen 'Gangs of London'

Han spiller tidligere jægersoldat i den højaktuelle, engelske gangsterserie 'Gangs of London'. Han instruerer kortfilm, musikvideoer og sketches. Og så besøger han børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital som klovnen Makaroni. Navnet er Koudal. Mads Koudal 

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Med huen godt trukket ned om ørerne og jakken lynet helt op i halsen møder skuespiller og instruktør Mads Koudal op på hjørnet af Åboulevarden ved Magasin som aftalt. Han smiler imødekommende og stikker albuen frem til hilsen. Koudal har indvilliget i at lave et walk-and-talk interview, så vi slentrer ned langs Åen, hvor coronatider gør, at der denne mandag eftermiddag er langt færre mennesker end ellers. 

Aarhusianske Mads Koudal er aktuel som karakteren Leif Hansen i første sæson af den engelske gangsterserie 'Gangs of London', som lige nu kan streames på C More. En serie i 10 afsnit, som har skuespillere fra kasse-succeser som 'Game of Thrones', 'Star Trek' og 'Peaky Blinders' på rollelisten. Og så altså Mads Koudal. 

"Tilbage i 2004-2005 søgte den engelske instruktør Gareth Evans en udlænding til en skurkerolle i sin lowbudget spillefilm 'Footsteps', som er optaget i Wales. På det tidspunkt boede jeg i København, så jeg sendte et selftape af sted. Og fik rollen. Som skurken Paul," begynder Mads Koudal fortællingen om baggrunden for sin medvirken i 'Gangs of London'. 

"Efterfølgende blev jeg gode venner med Gareth. Og da han omkring 2009 flyttede til Indonesien for at sætte den amerikanske/indonesiske action spillefilm 'Merantau' op, kontaktede han mig for at fortælle, at han havde endnu en skurkerolle til mig..." Mads Koudal holder en kort pause og indskyder så: 

"En sidebemærkning til det: Lige siden jeg var barn, har jeg haft en ret stor interesse for kampsport, og i folkeskoletiden gik jeg til karate på Aarhus Karateskole i Aarhus centrum. I en ret tidlig alder begyndte jeg også at interessere mig for film som medie, og at sidde og se Bruce Lee eller Jean Claude Van Damme film, syntes jeg, var noget af det fedeste." Han stopper op og ser ud over Bassin 7 og havnefronten, der omkranser Aarhus Ø. 

"Nøj, hvor er her flot! Jeg har slet ikke været hernede. Det er da en fejl," siger han så. Med et åbent, nysgerrigt spejdende ansigt, som nærmere leder tankerne hen på barnlig fascination end på kamplyst og blodtørst. 

Vi fortsætter ned ad Bernhardt Jensens Boulevard. 

"Gareth vidste, jeg havde dyrket kampsport. Det kan være, det var medvirkende til, at han tog mig med i 'Merantau'. Vi havde jo også arbejdet sammen før, så måske syntes han, jeg var rar. Og dygtig. Ej, jeg ved det ikke," Mads Koudal ler og slår blikket ned i jorden. 

Efter indspilningen af 'Merantau' var afsluttet, holdt Mads Koudal og Gareth Evans kontakten. 

"For to-tre år siden fortalte Gareth mig, at han arbejdede på en serie: 'Gangs of London'. Efter nogen tid vendte han så tilbage for at fortælle, at serien skulle laves, og at han havde skrevet en karakter, han godt kunne tænke sig, hvis jeg ville spille." Mads Koudal rømmer sig og trækker sit tørklæde længere op om hagen. 

"Men her var det ikke sådan, at jeg bare fik rollen. Jeg skulle stadig lave selftape og aflægge audition. 'Gangs of London' er en kæmpe satsning med et enormt maskineri bag, så producerne skulle selvfølgelig vide, hvem der blev hyret ind. Den der med, at Gareth lige kunne få sin ven med i serien, tror jeg ikke, var gangbar. Men fordi Gareth ligesom havde skrevet rollen til mig, havde jeg det sådan, at 'Så skal jeg fandeme også have den!' Så jeg aflagde audition og gjorde mig umage - og fik rollen som den tidligere jægersoldat Leif Hansen."

Aarhusianske Mads Koudal spiller rollen som den tidligere jægersoldat, Leif Hansen, i den engelske gangsterserie 'Gangs of London, som lige nu kan streames på C More.

Aarhusianske Mads Koudal spiller rollen som den tidligere jægersoldat, Leif Hansen, i den engelske gangsterserie 'Gangs of London, som lige nu kan streames på C More. Foto: C More

 

Røvere og soldater

I 'Gangs of London' spiller Mads Koudal over for en anden dansk skuespiller, nemlig Laura Bach. 

"Laura Bach, som spiller Tove i serien... Tove og Leif, det er yndigt ik'?!" Han griner afdæmpet nede fra tørklædet. 

"Laura kendte jeg i forvejen, da vi har arbejdet sammen tidligere. Når vi – eller når Tove og Leif – taler sammen i serien, foregår det på dansk. Gareth syntes, det var fedt at have danskere med, der talte dansk, når de talte indbyrdes, i stedet for at de kun talte engelsk, sådan som det tit ses på film. Og for mig har det været ret spændende at skulle spille dansker og veksle imellem at tale dansk og engelsk," fortæller Mads Koudal. 

Gareth Evans er hovedforfatter på 'Gangs of London' og instruerer flere af afsnittene. Serien er en mafia krimiserie, som foregår i London. 

"Serien er optaget i og uden for London og i Wales. Det har væ... Ej, hvor er her fint! Hallå!"afbryder Mads Koudal sig selv, idet vi drejer ned ad en lille stikvej langs Havnebadet. 

"Hvor kom vi fra... Indspilningerne til 'Gangs of London'. Prøv at høre... Prø' li' å hør' hær!" udbryder skuespilleren på karikeret aarhusiansk. 

"Det har været så fedt at få lov til at være en del af så kæmpestor en setting med mange mennesker og mange trailers alle steder. Jeg er vanvittigt stolt og ydmyg over at være med i så ekstremt stort et set up," siger han så med stor oprigtighed i stemmen. 

"Og så har det da været fedt som voksen mand på 43 at få lov til at løbe rundt med et maskingevær i hænderne og lege røvere og soldater imellem vilde eksplosioner. At få lov til at lege og bruge min fantasi via mit job, det kan noget. Og så er det sgu meget fedt at få lov til bare at lave action." Koudals læber er skjult under tørklædekanten, men øjnene vidner om, at han smiler. 

Mads Koudal har et ønske om at instruere mere af sit eget. Han har lige nu en kortfilm optaget i Mejlgade i Aarhus i produktion og er i fuld gang med at skrive på manuskriptet til sin første spillefilm.

Mads Koudal har et ønske om at instruere mere af sit eget. Han har lige nu en kortfilm optaget i Mejlgade i Aarhus i produktion og er i fuld gang med at skrive på manuskriptet til sin første spillefilm. Foto: Søren Vendelbo

Den iboende jyde 

'Gangs of London' havde premiere på Sky Atlantic i England i april sidste år, hvor flere end 16 millioner fulgte første sæson. 

"Jeg er ikke rigtig skarp på, hvor mange der så med, da serien blev vist i England, og heller ikke på, hvor mange der ser med på C More. Jeg ved, at serien generelt er blevet rigtig godt modtaget, men altså... Ja... Jeg føler mig meget ydmyg i det hele..." Igen slår Mads Koudal blikket ned. 

Der er planer om en sæson to af 'Gangs of London'. Men hvor vidt Mads Koudal er tilbage som Leif Hansen er endnu uvist. 

"Flere - også fra crewet - har skrevet til mig, at 'Yes, Leif skal tilbage!' og 'Mads, du kommer da tilbage'. Måske er det Jante eller jyden, der kommer op i mig, men jeg har det lidt sådan at: 'Det må vi se'. I virkeligheden er det nok så simpelt, at jeg nødigt vil jinxe noget. Måske det også er min måde at undgå at blive skuffet. Men får jeg tilbuddet om at komme tilbage på settet, siger jeg selvfølgelig ja. Det ville da være mega fedt!" En barnlig entusiasme spiller i skuespillerens øjne. 

'Gangs of London' har kunnet streames på C More siden november 2020. Det til trods oplever Mads Koudal ikke at blive genkendt, når han går på gaden. Endnu i hvert fald. 

"Sådan som det ofte sker, når en produktion kommer ud, oplever jeg da en øget opmærksomhed. Men det er mere fra folk i branchen, som skriver til mig. I kølvandet på at serien blev vist i England, fik jeg to tilbud om at medvirke i mulige engelske spillefilm. Og nu hvor serien er kommet ud på C More, er der også danske instruktører, der har skrevet til mig. Men jeg oplever ikke at blive stoppet på gaden herhjemme, og det passer mig egentlig godt," siger Koudal og tilføjer: 

"Jeg er en meget privat person. Jeg ved jo godt, at berømmelse kan følge med, når man vælger at blive skuespiller. Men det er ikke derfor, jeg er blevet skuespiller. Det er fordi, jeg godt kan lide indholdet i arbejdet som skuespiller – og ikke så meget alt det udenom." 

En forbigående dille

Det var langt fra givet på forhånd, at Mads Koudal skulle være skuespiller. Faktisk var det først da han var i sine tidlige tyvere, at hans interesse for skuespil blev vakt. 

"Det var egentlig ikke fordi, jeg som lille havde en drøm om at blive skuespiller. Jeg var heller ikke en af dem, der var med i skolestykker i Folkeskolen. Men på et ubevidst plan begyndte min interesse måske alligevel tilbage i Folkeskolen, hvor jeg havde en evne til at vende andres sætninger på hovedet og derved få nogen til at grine. Det kunne jeg godt lide. At få nogen til at grine," funderer Mads Koudal. 

"Men det var først noget senere, at interessen for skuespil kom op, og der havde jeg ikke tænkt, det kunne blive en levevej. At blive skuespiller lå ikke lige først for i min familie, hvor de fleste har en håndværker- eller kontorlignende baggrund. Det, at der pludselig var en i familien, der var mere kreativt anlagt, var nyt, og jeg tror, man tænkte, at det nok bare var en forbigående dille," fortæller Mads Koudal med et glimt i øjet. 

I begyndelsen af halvfemserne får Mads Koudal sin debut som skuespiller i en forestilling på Rosenteatret i Aarhus. 

"Jeg så, at Rosenteatret søgte skuespillere til en børneforestilling, så jeg ansøgte og kom med. Det blev min første af flere forestillinger på Rosenteatret. I '95 fik jeg en meget lille rolle som juletræssælger i DR's julekalender 'Hallo, det er jul!', og i den forbindelse kan jeg huske, at jeg første gang fik en følelse af at 'Hold da op! Måske kan man blive det her skuespil-noget'," husker Mads Koudal og fortsætter: 

"Ved siden af mine jobs som blandt andet pædagogmedhjælper, handicaphjælper og lærervikar lavede jeg undergrundsteater og medvirkede i kortfilm op igennem tyverne. Efterhånden begyndte jeg at tjene penge på skuespillet, og så tog det ene det andet. Jeg gik 'all in', søgte og kom ind på skuespillerskolen 'The Arts Educational School' i London, og ja, så har jeg spillet skuespil lige siden." 

Aarhusianske Mads Koudals talent spænder vidt. Han er uddannet skuespiller og har spillet med i alt fra komiske sketches til internationale film og serier. Herudover er han filminstruktør og hospitalsklovn.

Aarhusianske Mads Koudals talent spænder vidt. Han er uddannet skuespiller og har spillet med i alt fra komiske sketches til internationale film og serier. Herudover er han filminstruktør og hospitalsklovn. Foto: Søren Vendelbo

Instruktør med ambitioner

Flere år efter at Mads Koudal er færdiguddannet skuespiller, begynder han at instruere. Alt fra sketches over kortfilm til musikvideoer. 

"Jeg har altid haft interessen for film, og på et tidspunkt fik jeg lyst til at prøve selv at komme ud og instruere. Så i midt trediverne... Altså da jeg var midt i trediverne - ikke i midten af 1930'erne. Eller forresten er jeg meget ældre, end jeg udgiver mig for at være!" Koudal griner smittende. 

"Nej, pjat. Men da jeg var midt i trediverne, tog jeg en grunduddannelse inden for film og tv, FTP, på Teknisk Skole i Kastrup. Jeg havde svoret over for mig selv, at jeg ikke ville være den type skuespiller, der bliver instruktør, og som så ikke ved et klap om lyssætning og kameravinkler, men kun interesserer sig for dramadelen. Jeg ville gerne have kendskab til fototermer og filmiske virkemidler," forklarer Koudal. 

Som instruktør ser Mads Koudal det kun som en fordel, at han også har erfaring med at stå på den anden side af kameraet som skuespiller. 

"Når jeg som instruktør skal instruere relationer mellem skuespillere, synes jeg, jeg har en fordel. Fordi jeg synes, jeg ved noget om skuespil og forstår mig på timing. Dermed ikke sagt at jeg ikke kan lade instruktørkasketten ligger, når jeg selv er skuespiller. Skuespillere, der instruerer hinanden uden om instruktøren, kan godt være problematisk og er i mine øjne 'no go'. Så som skuespiller gør jeg mig altid meget umage for at passe min egen business," understreger han. 

I øjeblikket bruger Mads Koudal mere tid og energi på instruktøropgaverne end på skuespillet. 

 "At komme ud og instruere selv er nok det, der trækker allermest i mig lige nu. Jeg har en kortfilm, som er optaget i Mejlgade, i produktion lige nu, og så sidder jeg i øjeblikket og skriver på min første spillefilm, som jeg har en drøm om at realisere. Jeg synes, det er spændende at lave mine egne film og fortælle mine egne historier, så det vil jeg gerne gøre noget mere i." Mads Koudal stopper op og betragter tavst det omkringliggende landskab med nybyggeri, kraner og havnebassiner. 

Mads Koudal besøger børneafdelingerne på Aarhus Universitetshospital og Viborg Sygehus et par gange om ugen som hospitalsklovnen Makaroni.

Mads Koudal besøger børneafdelingerne på Aarhus Universitetshospital og Viborg Sygehus et par gange om ugen som hospitalsklovnen Makaroni. Foto: Agata Lenczewska-Madsen

Den ægte klovn 

To gange om ugen besøger Mads Koudal børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital og på Regionshospitalet i Viborg. Som hospitalsklovnen Makaroni. 

"Det, der gjorde at hospitalsklovneriet kom op i sin tid, var nok, at jeg savnede at arbejde med mennesker på et mere medmenneskeligt plan. Samtidig var jeg fascineret af det smukke, ægte og gennemsigtige, som jeg synes, hospitalsklovnen er: 'What you see, is what you get'. Der er intet indøvet; man reagerer instinktivt på det, der sker omkring en - det tiltaler mig... Hov, det er da en restaurant! Eller det var det da engang..." Mads Koudal peger på en lav bygning beliggende på Kystpromenaden. 

"Ej undskyld! Det er som om, hjernen står af, når det er så koldt." Mads Koudal ler og klapper vanterne mod hinanden for at få varmen tilbage i fingrene. 

"Tilbage til... Jeg er helt utrolig glad for arbejdet som hospitalsklovn. Når jeg tager ud som Makaroni, er det børnene, der er i centrum, og ikke mig. Det, at det handler om de syge børn, synes jeg simpelthen, er så fint og nobelt. Jeg har stor respekt for arbejdet med klovnen, og det med at være ægte og turde være det i en situation, hvor det kan ske, der er voksne til stede, som synes, det er sjovt, men også lidt pinligt, det er meget vildt at få lov til. Og så kan det føles befriende, at det her ikke handler om, hvorvidt en film er god eller dårlig, eller om en performance fungerer eller ej," forklarer han. 

Mads Koudal holder af alsidigheden i sit arbejde og håber at kunne fortsætte med både at være hospitalsklovn, spille skuespil og instruere. 

"Det er fedt at kunne få lov til at være gakket klovn den ene dag, action skuespiller den anden og overordnet puppeteer som instruktør den tredje. 'Overordnet puppeteer' - det lyder fedt ik'?!" Mads Koudal ryster let på hovedet ad sig selv og sætter farten op igennem Dagmar Petersens Gade. Vinden er taget til og viser ingen nåde herude på havnefronten. 

"Jeg arbejder en del, men som det er lige nu, har jeg skruet lidt ned for skuespilleren og lidt op for instruktøren. Og så er jeg blevet bedre til at mærke efter i maven og gøre det, hvor jeg har en følelse af at "Okay, det er fedt! Det er dét, jeg skal!"" siger han så og fortsætter: 

"Den følelse har jeg, hver gang jeg er ude som Makaroni. Det lyder gakke-laks at sige, men han ligger meget tæt op ad mig selv – og så alligevel ikke helt..." Mads Koudal strækker halsen, så hans hage og mund kommer fri af tørklædet. Han smiler bredt. Om det er et klovnesmil eller et gangstersmil er svært at afgøre. Under alle omstændigheder er det et Koudal smil. Et Mads Koudal smil. 

FAKTA: Mads Koudal

  • 43 år, født i Aarhus, vokset op i Stavtrup og bor i dag i Risskov
  • Skuespiller, manuskriptforfatter, filminstruktør og hospitalsklovn
  • Uddannet fra skuespillerskolen 'The Arts Educational School' i London i 1998
  • Har studeret TV & Filmproduktion på Københavns Tekniske Skole
  • Uddannet som hospitalsklovn i 2017 og ansat hos Danske Hospitalsklovne
  • Har spillet med i blandt andet den indonesiske actionfilm 'Merantau', samt i sketchshows som 'Det slører stadig' (DR2) og 'Zapper' (TV2)
  • Har skrevet og instrueret den prisnominerede og -vindende kortfilm 'Between a rock and a hard place' med Ghita Nørby og Charlotte Fich i hovedrollerne
  • Spiller rollen som Leif Hansen i instruktør Gareth Evans' ('Merantau', 'The Raid' m.fl.) gangsterserie 'Gangs of London', som kan streames på C More
  • Se mere på koudalfilm.com og http://koudal.net/

Publiceret 17 January 2021 07:00