Lasse Rasmussen er i fuld gang med sit andet kunstværk af to i den nye Boulders klatrehal i Ankersgade.

Lasse Rasmussen er i fuld gang med sit andet kunstværk af to i den nye Boulders klatrehal i Ankersgade. Foto: M. Jeppesen

Farverige fortidsvæsner i den gamle postcentral 

Graffitikunstner Lasse Rasmussen er i fuld gang med at sætte farve på væggene og invitere dinosaurer og kamæleoner indenfor i den gamle postcentral i Ankersgade, hvor Boulders åbner deres anden klatrehal i Aarhus 

Af
Mai-Britt Jeppesen

AARHUS Den gamle postcentral i Ankersgade har stået tom og farveløs længe. Men nu er det slut. I disse dage er håndværkere i fuld gang med at istandsætte bygningen, som blandt andet kommer til at byde på fitnesscenter og klatrehal. Aarhus Boulders, der allerede har en klatrehal i Aarhus N, rykker ind først i det nye år. Graffitikunstner Lasse Rasmussen med kunstnernavnet 'Lasse Elras' har dekoreret væggene i Boulders klatrehaller i både København og Aarhus N. Nu er han så i fuld gang med at sætte farve på den nye hal. 

"Jeg bor i København til dagligt, så i de her dage, hvor jeg er i Aarhus for at arbejde på malerierne, overnatter jeg i klatrehallen i Aarhus N sammen med tre af tømrerne, der er i gang her. Det er sindssygt hyggeligt!" siger Lasse. Hans bluse, bukser og fingre bærer tydeligt præg af, at han har været i gang med spraymalingen. 

Lasse viser gennem bygningen, hvor håndværkere og maskiner og værktøj fylder godt i landskabet. Han går ind idet, der bliver Boulders anden klatrehal i Aarhus. 

"Her hvor børneområdet kommer til at være, har jeg valgt at lave et mere børnevenligt maleri." Han stopper op og gør en fejende armbevægelse mod en rød dinosaur på væggen. 

Maleriet af dinosauren har taget ham fem dage at male. 

"For mig er det lang tid at bruge på et værk. Men jeg har også været i gang med pensel for at få de små finesser helt skarpe, og så tager det bare længere tid. Plus at den skitse, jeg fik af væggen, ikke helt passede, da det kom til stykket. Så måtte jeg improvisere lidt. " Han trækker på skuldrene. 

I klatrehallens børneafsnit pryder Lasse Elras' røde dinosaur og lilla, flyvende drageøgle hjørnevæggen.

I klatrehallens børneafsnit pryder Lasse Elras' røde dinosaur og lilla, flyvende drageøgle hjørnevæggen. Foto: Lasse Rasmussen

Fra skater til kunstner

Lasse har malet graffiti i godt ti år. 

"Det startede med at jeg var ovre for at skate på den lokale skaterbane i Esbjerg, hvor jeg er vokset op. Her stod en fyr og malede graffiti på en af de eneste mure, der var lovlige at male på. Jeg spurgte ham om alt muligt; om det var svært, om jeg måtte prøve, og om hvor han købte malingen. Kort efter købte jeg et par dåser maling samme sted som ham, og tog på skaterbanen for at male graffiti. Efterhånden lod jeg skateboardet blive hjemme, når jeg tog derned. Jeg endte alligevel altid med at stå og male," fortæller Lasse. 

Siden da har han brugt meget tid og meget maling på graffitikunst. Han har desuden gået på Holbæk Kunsthøjskole og på Tegneskolen i København. 

"Jeg har altid været god til at bruge mine hænder, og jeg fandt ud af, at graffitien var et håndværk, jeg kunne give min egen udtryksform. Jeg valgte at tage et kursus på Tegneskole KBH for at forfine min teknik, og så har jeg ellers nørdet rigtig meget graffiti på YouTube." Han smiler og retter på kasketten med sine flerfarvede fingerspidser. 

Der bliver naturligvis også plads til Lasse Rasmussens kunstnernavn 'Lasse Elras' på væggen ved siden af hans værker.

Der bliver naturligvis også plads til Lasse Rasmussens kunstnernavn 'Lasse Elras' på væggen ved siden af hans værker. Foto: M. Jeppesen

Musik i maleriet 

I den anden ende af hallen er den 27-årige graffitikunstner i gang med sit andet værk i klatrehallen. 

"Martin Petersen, som ejer Boulders, ville gerne have nogle motiver, der relaterer sig til natur, så malerierne hænger sammen med hallens vægbeklædning i træ. Men derudover har jeg haft frie hænder. Egentlig var min tanke at male en fugl, men så ændrede jeg mening og malede en kamæleon. Jeg gik i gang med værket her i går og regner med at skulle bruge tre dage mere på det, før det er færdigt," lyder det. 

På et langbord få meter fra den lilla kamæleon står et hav af sprayflasker. 

"Ja, der går noget maling til et værk som det her!" griner Lasse og nikker mod bordet. 

"For at bevare overblikket samler jeg de dåser, jeg bruger, i en klynge her og sætter dyser på. Så ved jeg, det kun er de dåser, jeg skal forholde mig til," fortsætter han. 

Han griber en dåse med lilla top fra bordet, går helt tæt på væggen og trykker farven ud. Et langt træk med armen, og kamæleonens hale bliver mere markeret. 

"Mine favoritfarver er lilla. Og grøn. Og så arbejder jeg meget med bogstaver - også når jeg laver motiver som det her. Mit tag er 'musik', og ser man efter, udgør kamæleonens ene ben faktisk bogstavet 'U', som ligger ned." Lasse peger det omtalte 'U' ud. 

Sådan ser det færdige resultat af Lasse Elras' kamæleon på en af væggene i den nye klatrehal ud.

Sådan ser det færdige resultat af Lasse Elras' kamæleon på en af væggene i den nye klatrehal ud. Foto: Lasse Rasmussen

Levevej på sigt

Når væggen i den kommende klatrehal er færdig, har Lasse flere bestillinger der venter. 

"Når jeg er færdig her, har jeg 4-5 bestillinger på malerier på lærred, som jeg skal lave hen over de næste tre uger. Jeg arbejder i Boulders København, men noget tyder på, jeg skal se, om jeg kan bytte nogle af mine vagter, så jeg kan bruge tiden på at male," funderer Lasse. 

Han startede sin egen virksomhed 'LasseElras' i august og håber på sigt at kunne leve af graffitikunsten. 

"Det giver mig ro i maven at have mit arbejde hos Boulders ved siden af, og det har jeg brug for. Det at male må helst ikke blive en stressfaktor, det skal gerne blive ved med at være sjovt. Men forhåbentlig bliver der ved med at komme bestillinger ind, så jeg med tiden kan leve af at male graffiti." 

Lasse Rasmussen bruger lang tid på at lægge skygger og kæler for detaljerne på sine værker.

Lasse Rasmussen bruger lang tid på at lægge skygger og kæler for detaljerne på sine værker. Foto: M. Jeppesen

FAKTA: Grafittikunstner Lasse Rasmussen

Han kunstnernavn er Lasse Elras

Hans tag er 'musik'

Han har blandt andet dekoreret væggene i klatrehallen Boulders i København, Aarhus N og Aarhus C

Se mere på kunstnerens hjemmeside, lasseelras.dk, og følg ham på Instagram under 'LasseElras'

Publiceret 03 January 2021 08:00